Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et interessant program på Discovery Science for nogle timer siden handlede om "The origin of life", altså om livets oprindelse. Når man med Martinus som baggrund sidder og ser sådanne programmer, gribes man ofte af en slags utålmodighed over, hvordan naturvidenskaben stædigt fastholder sin tro på, hvordan liv opstår, i hvert fald "liv" som Martinus definerer det. Det er ganske vist imponerende med forskningen, som nu er nået ned til RNA-molekylerne, altså trinet "før" DNA. Men livet i sig selv er noget andet, som ligger uden for, hvad naturvidenskaben forestiller sig. Liv, siger Martinus, er identisk med det noget, som ikke findes i tid og rum, men er det samme som et evigt og uendeligt jeg, som på sin side overalt er altings inderste essens, hvilket også betyder, at vort eget jeg er identisk med verdensaltets eller Guds jeg.

I 1865 fremkom tyskeren H.E. Richter med en hypotese om den såkaldte panspermihypotese. Den svenske forsker Svante Arrhenius tilsluttede sig ideen og hævdede, at livsfrøene spredte sig i kosmos ved hjælp af stjernelysets stråletryk. Ordet panspermi betyder jo en blanding af al slags sæd i form af mikroorganismer eller livsfrø, såkaldte kosmozoer. – Det er muligt, at det sker på den måde, men forklarer denne hypotese egentlig, hvordan liv opstår? Nej, det gør den ikke. Muligvis har man skubbet problemet foran sig og lagt livets oprindelse længere ud (eller ind) i universet, hvor det egentligt er sværere at forstå og undersøge. Men det er ikke livet som sådant, man mener at have fundet, det er det fysiske livs byggesten og mindre bestanddele, muligvis en eller anden urcelle.

RNA er en engelsk forkortelse for ribonucleic acid eller ribonukleinsyre, som er et kompliceret makromolekyle, der udgør materialet for proteinsyntesen i cellerne. Man tror på den måde at have forstået, hvordan livet reproducerer sig selv og mener dermed at være kommet på sporet af hemmeligheden om livets oprindelse. Men er det andet end et forsøg på at lave en nøjagtig naturvidenskabelig forklaring på livets oprindelse? Man famler fortsat i blinde og forsøger at lave tid og rum ud af evighed og uendelighed. Det lader sig ikke gøre, det er to væsensforskellige begreber, og her må man før eller senere stille sig selv spørgsmålet om, hvad der kom før RNA osv. for derefter at lede efter, hvad der kom før dette etc. Selve det levende, eller det, vi kalder "jeg", vil man aldrig kunne finde gennem denne forskning. Jeget er uden for tid og rum og kan aldrig forstås ved hjælp af tids- eller rumbegreber. Det er et evigt og uendeligt noget, som gennem denne identitet aldrig nogensinde er opstået.

Her har Martinus i mine øjne den mest geniale syntese af altings eksistensen, nemlig de tre X'er. X1 er jeget, det som skaber og oplever, eller evigheden og uendeligheden. X2, den lige så evige kobling mellem det ikke-skabte og det skabte, den såkaldte skabeevne. Og endelig det lige så evige X3, det skabte – materielt eller immaterielt, det "noget" som bestandigt ændrer form og figur. Set på denne måde bliver de store træk lette at forstå, selvom detaljerne stadigvæk behøver forskning og undersøgelse. Her er den naturvidenskabelige forskning virkelig berettiget. Men det er uvilligheden hos vor tids forskere til at tilskrive "jeget" eller evighed og uendelighed den betydning, den har, som stikker en kæp i hjulet. Man vil aldrig kunne "forske sig frem" til den yderste bestanddel af fænomenet liv ved at søge efter den i nogen tids- eller rummæssig dimension. Livet er et evigt princip, siger Martinus, og kan det siges bedre?

Nu føles det straks lettere, og irritationen over naturvidenskabens tilbøjelighed til tryllekunster er endda en smule morsom. Jeg synker tilbage i sofaen og tygger på nogle jordnødder, som jo også er af stjernestøv eller er såkaldte panspermiske rejsende, og roen sænker sig igen over D-gade, første sal.