Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Forleden dag var jeg på vej til indkøb i det lokale storcenter. Foran mig, på vej ind ad de store automatiske glassvingdøre, gik et ungt par med en barnevogn foran sig og kom lidt i karambolage med to ældre kvinder, der var på vej ud. Damerne kom ud, og parret kom ind, men det unge par var stærkt utilfredse med at skulle vige for "damerne", som de titulerede på en måde, der ikke egner sig til gengivelse her. Jeg blev ærlig talt lidt forarget, for, som jeg så det, burde de have holdt tilbage. Lidt senere, da mine indkøb var overstået, var jeg omkring den gode blomsterhandler på hovedgaden for at købe er par potter med violer, der kunne give glæde hjemme i stuen og budskab om det forestående forår.

Da jeg var på vej ud af den dobbelte, flaprende plasticdør, måtte jeg foretage en hurtig retræte, idet en kvindelig pensionist, med rollator og blikket fast rettet fremad, uden tvivl havde påkørt mig, hvis jeg ikke havde foretaget denne undvigemanøvre.

Jeg skal ikke gøre mig bedre, end at disse to episoder samt mange andre af lignende art ofte afføder irritation og fordomsfyldte rørelser i mit indre. Så er det, at tankerne og selvbebrejdelserne kommer, og skammen over at jeg virkelig ikke er kommet længere, og det endda selvom jeg har kendt og arbejdet med Martinus' analyser i snart 33 år, hvilket selvfølgelig ikke er en kvalifikation i sig selv.

Det er dog en, om end ringe trøst, at jeg ved, jeg har mange åndsfæller i dette anliggende ude i verden, og måske nogle af dem endda læser denne beretning.

Nu er de nævnte begivenheder temmelig harmløse, verdenssituationen taget i betragtning, og selvom sagen i det kosmiske perspektiv skal ses sådan, at der principmæssig ikke er forskel på stort og småt, så er det dog alligevel en trøst, at der er tale om relativt små begivenheder. Det er dog bedre at have fordomsfulde tanker om andre mennesker end at deltage i krig, terror, kriminalitet og mafiavirksomhed.

Alle mine åndsfæller, der ligesom jeg kan blive lidt irriterede og modløse over stadig at bære rundt på disse uværdige egenskaber, er ude på "den brede vej", der ude i horisonten snævrer lidt til på vejen mod "lysets port", hvor fred og fordragelighed eksisterer. Sagen er bare den, at nogle gange fornemmes den lidt tættere på, andre gange synes den uendelig langt væk.

Nåh ja, så er jeg altså ikke kommet længere i min personlige udvikling, tænker man, det er bare at gå på med krum hals og komme videre. Men er det bare sådan, det er – og videre, med hvad? Kan man med en bevidst indsats eliminere disse skjulte sider i bevidstheden?

Tilbudene er vidt forskellige, og mange rækker tilbage til store kulturer, specielt fra Østens, men indianske og sydamerikanske kulturer er også aktuelle. Andre tilbud er fuldstændig ukendte og ubeskrevne blade i denne "bog", de støtter sig til mere "videnskabeligt" baserede filosofier og systemer, men det gælder dog de færreste. Hvad skal man vælge i dette kolossale udbud af selvudviklingsmodeller, hvis man vil arbejde med sig selv? Måske bruger man tid på noget, der ingen vegne fører hen, og så er man jo lige vidt. Og værre endnu: måske bliver man "forført" af en løsning, der siden skal vise sig kun at have stimuleret selviskheden i forklædning?

Martinus kan, når det gælder om at sælge enorme mængder af bøger, siges at være en "dårlig forretningsmand". Han sagde altid: "folk skal finde det, der lige passer til dem, og det kan de mærke, når de oplever en dejlig varme". "Det behøver ikke at være mine bøger". Martinus' råd er altså, at man skal mærke efter, om man føler denne varme og behagelige tilstand ved det materiale, man nu engang har kastet sin kærlighed på. Det kan godt være, at det viser sig, at det ikke "var det rigtige", men gransker man nøje efter, så vil man sikkert finde, at det på det givne tidspunkt alligevel var det, og at det førte til en højere erkendelse, som man ikke ville have fået uden. Der kan være megen litteratur og oplysning, der ikke nødvendigvis er skrevet af Martinus, men som sagtens kan have en stor værdi på et givent punkt i et menneskes udvikling. Måske er man i en fase med sit liv, som man ikke føler, man kan finde støtte og inspiration til i Martinus' værker. Her kan man sagtens kombinere med anden seriøs viden. Motivationen og moralen er "alfa og omega", når man bevidst vil tage hånd om sit eget liv og sin egen udvikling. Motivationen vil ofte være, at man ikke er tilfreds med sit liv. Hvis man oplever at have megen modgang, er trist og modløs og måske endda plaget af sygdom, så kan det være et godt afsæt at søge en løsning i form af personlig udvikling ud fra den betragtning, at man må gøre noget forkert, når det går så galt.

Hans mission var jo "indskrænket" til et liv med "kun" 91 leveår i den fysiske verden, og selv for en usammenlignelig personlighed, der ofte arbejdede 16-18 timer i døgnet efter sin kosmiske fødsel som tredive åring, så er det alligevel begrænset, hvad der kan nås på et enkelt liv. Det skal ikke forstås sådan, at værket Det Tredje Testamente er ufuldkomment, for som Martinus sagde: "Der er stof til mange, mange liv, og der er al den nødvendige viden til, at enhver kan nå til kosmisk bevidsthed".

Man kan dog have behov for at supplere sin udvikling som menneske på anden vis og have en vis åndelig sult eller nysgerrighed, som man ikke har fået tilfredsstillet. Man kan eventuelt tænke, at Martinus ikke appellerer så meget til følelserne og derfor vil forsøge at finde noget, der stimulerer den følelsesmæssige udvikling mere. Det er ganske rigtigt, at Martinus' analyser kræver en del intelligens, intuition og en udviklet læseevne, men man skal huske på, at grunden hertil er, at det også er skrevet til mennesker, der er materialistisk og videnskabeligt orienterede, altså mennesker, der via udviklingen har fået udviklet en vis intelligensevne. Det er dem, som vil være de potentielt interesserede, idet de har udlevet den gamle verdensimpuls. Det skal dog nævnes, at studiet af kosmologien i høj grad udvikler og skærper intuitionsevnen, som er en forudsætning for, at man kan korrespondere med de højpsykiske tankeklimaer, der ligger bag de kosmiske analyser. Det er nu retfærdigvis ikke helt korrekt, at Martinus ikke appellerer til følelserne, idet der er mange, mange følelsesladede og poetiske elementer i værkerne. Værkerne er skabt af en bevidsthed i fuldkommen balance og med en suveræn intuition, som for vort udviklingsstadium er lidt "fremmed", mildt sagt, så det kræver lidt tilvænning at læse og forstå Martinus' analyser.

Den følelsesmæssige udvikling kan man dog ikke læse sig til, den skal man opleve sig til, ligesom al anden viden. Man kan ikke læse sig til at føle noget bestemt for andre mennesker, og jeg kan desværre ikke gå hjem og slå op i mine Martinus-bøger og løse mit problem med min intolerance overfor det unge par og pensionisten med rollatoren, det må jeg opleve mig ud af. Det, vi oplever i vores hverdag er jo, at det er den øjeblikkelige reaktion, der fortæller os noget om, hvor vi står i vores moralske udvikling. Forargelsen, intolerancen, vreden o.a. er jo gamle automatfunktioner, som for mange menneskers vedkommende er mere eller mindre hæmmede af en indre modstand mod at "give slip" på disse reaktioner, så i de fleste tilfælde kommer de slet ikke til udtryk som andet end negative "tanker". Denne hæmning overfor at lade sin vrede, forargelse, misundelse o.a. slippe ud er udviklede følelser, som "køler" vreden ned, så den blot "fuser" som et vådt bål. Denne afdæmpede vrede og irritation karakteriserer denne verdens kværulanter.

Der eksisterer mange beretninger om "hellige mænd" og guruer i Østen, der påtog sig, og i øvrigt stadig gør det, at oplære disciple til en højere åndelig moral og bevidsthed. Disciplene blev ofte sat til at gøre rent, servere for guruen og andre elever, der var lidt længere fremme i deres træning. De vaskede ligeledes deres tøj og udførte mange andre praktiske gøremål. I nogle tilfælde var det en overraskelse for de unge aspiranter, og flere forlod guruens Ashram (åndelige skole), fordi de følte sig misbrugt og ikke kunne begribe, hvordan de skulle udvikle sig åndeligt ved at gøre rent og servere mad. Guruens forklaring til dem var som regel, at det var den absolut bedste træning mod en højere bevidsthed, idet ingen gerning var for stor eller for lille, og at det i øvrigt udviklede "sand ydmyghed". Martinus peger også på denne ydmyghed i sine værker, hvor han bl.a. nævner, at det i mange tilfælde er de mennesker, der befinder sig i den laveste del af det sociale hierarki, der er de højest udviklede på grund af deres naturlige ydmyghed og tilbageholdenhed. Det skal ikke forstås som den ydmyghed, der er baseret på en slags dressur, sådan som det formentlig har været tilfældet i f.eks. daglejerens forhold til forvalteren på de store gårde i fortiden, eller den ydmyghed "velopdragne" børn udviser, når de har fået prygl. Der er tale om den ydmyghed, som mennesker, der ikke føler sig hverken større eller mindre end andre, er i besiddelse af uden at lade sig udnytte eller være tossegod.

Vejen til en højere bevidsthed vil altså være at bekæmpe de lavere tilbøjeligheder i sin natur og på denne måde fremme en "menneskelig" moral. Så det er naturligvis af en vis betydning at kunne navigere i sit eget sind og blive opmærksom på, hvor de lavere sider er og ligeledes, hvor de udviklede sider er, og prioritere det mentalhygiejniske arbejde på denne baggrund. Hvordan man rent praktisk bekæmper de sider, der forhindrer og spærrer for en lykkelig tilværelse, og i stedet gør "det gode, man gerne vil", beror på et individuelt skøn. Der er dog nogle principielle retningslinier, som er gældende for alle de egenskaber eller talenter, man besidder eller ønsker sig, og det er træning af de attråede, uudviklede talenter kombineret med, at man sætter sin viljestyrke ind på at bekæmpe de uønskede anlæg. Talentkerner er åndelige kraftcentre i overbevidstheden, der tiltrækker åndeligt stof og danner tankebilleder, som via centre i den fysiske hjerne og nervesystemet "materialiserer" tankeenergierne til den handling, man måtte ønske. Men når man udløser en handling, påvirker man sine omgivelser, der reagerer på denne. Denne reaktion er energi, der vender tilbage gennem vores sanser og vedligeholder/udvikler talentkernens fortsatte eksistens i kraft af det kredsløb af energier, der forekommer. Hvis man bekæmper trangen til at være jaloux, begærlig, egoistisk, bagtalende, eller hvad der nu måtte være tale om af primitive tankearter, og i stedet udviser forståelse, respekt, accept og tolerance, kærlighed m.m., så opbygges der nye menneskelige talentkerner på bekostning af de dyriske anlæg. I vores fysiske og åndelige struktur eksisterer der dette konstante og kontinuerlige kredsløb, der i daglig tale kaldes livet og livsoplevelsen.

Martinus skriver, "at energierne når til jegets domæne, stilheden, bliver ét med stilheden og det umanifesterede, og vendes for atter at blive ét med den inderste kraftkilde i ethvert levende væsen – urbegæret". Urbegæret er ikke rettet mod nogen bestemt form for manifestation, men når det kommer i kontakt med skæbneelementet og talentkernerne, vil det blive struktureret i overensstemmelse med vore bevidste og ubevidste begær. Når vi oplever vore egne handlinger, bevidste som ubevidste, kan vi med vores vilje lægge energi bag bestræbelserne på at ændre væremåde.

Det vil sige, at viljen som energikilde her sættes bag en mere instinkt- og behovstyret handlemåde, uanset om behovene er i konflikt med tilværelsens grundprincipper eller ikke. Hvis vi husker på energiernes kredsløb, så bevirker "loven om årsag og virkning", at disse handlinger afføder reaktioner fra omgivelserne, der går tilbage til den pågældende igen og her kan afføde behagelige såvel som smertelige og ubehagelige oplevelser og sætte os i stand til "at spejle os selv" i omgivelsernes reaktioner, hvilket giver de uundværlige erfaringer om, hvad vi gør rigtigt, og hvad vi gør forkert.

For lige at tage et gevaldigt spring tilbage til denne artikels udspring og de negative forestillinger og tanker om andre menneskers adfærd og væremåde, så vil man jo selv opleve at blive udsat for ondsindet sladder og rygtesmederi, hvis det er det, man ikke kan kontrollere. Eller vrede, mangel på hjælpsomhed og forståelse, hvis det er der, man mangler erfaringer og evner. I jo højere grad man begynder at lade disse erfaringer blive til viden, i samme grad vil man kunne bekæmpe disse anlæg, og samtidig vil man opleve, at man selv får en mere positiv omtale og behandling fra omgivelserne.

I vor bevidsthed er der er et andet væsentligt element – forestillingsevnen, med hvilken vi danner os indre billeder eller forestillinger.

Det skal dog lige her nævnes, at man sagtens kan have en masse forestillinger, som er fuldkommen urealistiske. Eksempelvis i psykisk uligevægtige situationer som paranoia og angstpsykoser. Men også, hvis forestillingerne i kombination med selviskhed giver et forvansket billede af en forventet begivenhed.

Martinus skriver i småbog 16 – Unaturlig træthed, kap. 5 og 6 – om forestillingsevnen: Denne udvidede oplevelsesevne giver sig udslag i menneskets evne til at spekulere, til at kunne danne sig forestillinger i områder, hvor det før var analfabet. Det nye ved mennesket er altså dets voksende spekulations- og forestillingsevne. Det er denne evne, der mere og mere adskiller det fra dets oprindelige dyriske tilværelse.

"Og da det i virkeligheden er dette område, der udgør den tankeverden, igennem hvilken alle mennesker i dag berører hverandre eller bygger deres samliv op, forstår man her, hvorfor dette samliv i så mange situationer udviser fejltagelser, bliver ustabilt, bliver til splittelse eller adskillelse, had og forfølgelse. Grundet på den udvidede forestillingsevne, som det moderne menneske er kommet i besiddelse af, er det blevet et geni til at danne sig forestillinger eller begreber, igennem hvilke det ser sig selv som det mest uskyldsrene væsen i enhver konfliktsituation, det eventuelt måtte befinde sig i med sin næste."

Der er ingen tvivl om, at samme holdning gælder for vores medmenneskers forestillinger, så alle de talrige konflikter, der eksisterer i verden, både i det store og i det små, skyldes det faktum, at forestillingsevnen kan være nært forbundet med selviskheden i det enkelte menneske. Martinus påpeger, at intelligensen kan være under indflydelse af enten instinktet eller en begyndende human følelse. Hvis det er instinktet, der er styrende hos den pågældende, så vil det give sig udslag i de gamle dyriske "dyder" og talenter fra en svunden tid. Dér løste man konflikter ved at være den stærkeste. Overlegen styrke skulle give vedkommende ret, idet magt og ret på de tider var en og samme ting, og det gælder i øvrigt stadig i mange, mange tilfælde i vor verden.

Når den humane følelse begynder at blande sig i forestillingsevnen, bliver det betydeligt vanskeligere at træffe en beslutning, for man kan komme ud for, at den umiddelbare reaktion er, præcis som jeg selv oplevede det i de nævnte tilfælde, at "det dog er irriterende, at man skal springe for livet", og en deraf følgende flovhed over at have tænkt så primitivt.

Forestillingsevnen er altså under udvikling og vil føre os frem til, at vi kan identificere os med vores medmennesker og forstå baggrunden for, at de gør det, de nu engang må gøre. Den humane evne og næstekærligheden vil udfri os fra den selvskabte martyrfornemmelse, vi har oplevet at befinde os i. "Hvorfor er det altid mig, det går ud over?" – og "det er dybt uretfærdigt", vil blive afløst af en forståelse af, at "alt er såre godt".

Medfølelsen og evnen til at tilgive ALT vil i fremtiden "åbne døre" i vores bevidsthed og sanseevne og give os evnen til også at kunne se livet med vores medmenneskers øjne. Martinus skriver i en artikel fra 1941-1942:

"At være genstand for andres intolerance er at være stillet over for mentale slaver. Det er at være stedet over for ufrie væsener, væsener der mere eller mindre endnu er fastnaglede til primitive bevidsthedssfærer.

Selv at have en hundrede procents forståelse af dette og dermed være besjælet af den heraf følgende fuldkomne tolerance er at være mentalt frigjort. Og kun den mentalt frigjorte kan leve i den lysglorie, der udtrykkes i verdensgenløsningens evige sætning: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre"."