Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind. Dette er det store og første Bud. Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv." (Matt. 22,37)
 

Hjerte, sjæl og sind – det er ikke nogen nem sag at overføre disse begreber til Martinus-symbolet "Det levende væsen"! (DEV 1, symbol 6)

"Hjerte" er selvfølgelig et symbol på noget følelsesmæssigt dybt, rent, hengivent, inderligt og ægte. Det fortæller også om det fysiske hjertes tætte tilknytning til følelseslivet. Begrebet "hjerte" er et godt eksempel på, hvor svært det med sprog er. For 2000 år siden forstod mennesket ikke, hvad næstekærlighed i sin færdige form indebærer af personlig åndelig forvandling. Tror man på en gammeltestamentlig eller anden hellig bogs vrede, straffende, partiske, strenge Gud, der kræver ofre og ofringer, er der lukket af for at forstå både Gud og næstekærligheden. Den gamle gudsopfattelse bliver netop et spejlbillede af, hvad der dominerer i menneskets hjerte, sjæl og sind, hvorved Guds egenskaber skabes i menneskets billede. Mennesker flest dengang havde formentlig eksplosive hadske og partiske følelser side om side med hengivne, ydmyge og gudfrygtige følelser – ligesom mange i dag. Også for os, der har læst Martinus, er næstekærligheden i sin endelige form en teoretisk forestilling i langt højere grad end en personlig egenskab.

Vores følelsesliv er under konstant forvandling, og med denne indre forvandling vil vi efterhånden kunne lægge nye dybder, detaljer og facetter til forståelsen af ordene. "Den rene af hjertet" kan se meget dybere end den med et "grumset hjerte". Martinus kalder "hjertets renselse" for intellektualisering af følelseslivet. Tanke- og følelseslivet skal udvikles, forfines og harmoniseres. Vores dyriske egenskaber skal gennemskues og udleves. Ordet "hjerte" vil, efterhånden som vi udvikles, blive følt og forstået lige så dybt, som kun en Jesus dengang kunne.

"Han skal få med mig at bestille!" er udtryk for tanker bakket op af følelser med et faretruende overskud af varm tyngdeenergi. "Jeg lægger hende på is!" er også udtryk for ukærlige tanker med modsvarende mørke, men kolde følelser bag – her nøje doserede mængder tyngdeenergi i form af vrede maskeret af et overskud af kold følelsesenergi. Der fødes altid mørke tanker af mørke følelser og omvendt. Det foregår i sindet, og det påvirker blodet, ifølge Martinus, og dermed hele det fysiske legeme inklusive det fysiske hjerte.

Sindet skal udvikles til kun at bestå af rene følelser og rene tanker, så der må være tale om det samme som med "hjerte" – intellektualisering af følelseslivet, og man kan tilføje følelsesgørelse af intelligensen, for ellers vil intelligensen fremtræde helt neutral og følelsesløs. Vi skal lære at beherske tyngdeenergien ved brug af følelses- og intelligenslegemet, det er hovedingredienserne i kærlighed, der er varmende (LB 2, stk. 366).

"Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind." Der må være tale om en helgardering. Mennesket skal elske Gud og sin næste med den fulde styrke af alt, hvad det til enhver tid kan opfatte som smukt i sit indre. Alligevel er mangen en krig udkæmpet med "kærlighed" og opofrelse til Gud og had til enhver anderledes tænkende næste – hjerte og sind er noget vanskeligt noget at styre.

I Politikens Bibelleksikon står der bl.a. om sjælen: "Sjæl betegner i bibelsk sprogbrug det, der gør noget stofligt levende. Således er også det hebræiske ord for sjæl "nefesh" som for øvrigt også det græske ord "psyke" afledt af ord, der betyder "blæse, puste, ånde"; jvf. 1. Mos. 2,7, hvor det fortælles, at Gud gjorde mennesket levende ved at blæse livsånde i dets næsebor, så det blev en levende sjæl." I grunden en ganske flot forklaring, hvor ordene sjæl, psyke, livsånde er nært beslægtede og bredt dækker dét, der gør kroppen levende.

Fra artiklen Åndeligt selvmord af Martinus (Kosmos 2-2000)

"Vi har hørt, at "man kan ikke slå sjælen ihjel, men man kan godt slå legemet ihjel" (Matt. 10,28). Det vil altså sige, at vi kan godt slå den fysiske organisme ihjel, som der står. Det kan vi godt. Men "sjælen" kan vi ikke dræbe.

Den, der udtalte denne sætning, var Kristus selv. Men vi må forstå, at dengang var man ikke nået frem til at vide, hvordan den åndelige struktur var. Selvfølgelig vidste Kristus, hvordan den åndelige struktur var. Men han var stedt over for mennesker, hvor det var ganske umuligt at forklare dem det. Man havde intet ordforråd, ved hvilket man kunne gøre det begribeligt for dem, og de havde ikke begæret efter denne viden. Derfor måtte han nøjes med at sige "sjælen".

Man sagde så, at et levende væsen kun bestod af sjæl og legeme. Hvis det kun bestod af sjæl og legeme, så er det rigtigt, så "kan man ikke slå sjælen ihjel". Men i den virkelige analyse af det levende væsen bliver "sjælen" ikke det virkelige levende væsen. Da bliver "sjælen" underbevidstheden og overbevidstheden. Men uden for disse to realiteter eksisterer det udødelige jeg. Og også overbevidstheden er ganske usårlig, ganske udødelig.

De underbevidste åndelige legemer, som danner dags- og natbevidstheden, er det, som i fremtidens åndsvidenskab vil komme til at fremtræde som det, der er "sjælen". Så vi kan sige, at det levende væsen består af et jeg, en overbevidsthed, sjæl og fysisk legeme."

(Det skal i parentes bemærkes, at Martinus i forklaringen til symbol 6 "Det levende væsen" (DEV.1) betegner X1 og X2 samlet som udgørende "overbevidstheden".)

Åndsvidenskaben er i den absolutte begyndelse af sin udvikling og integrering i alverdens kulturer. Den må udvikle sig på et bredt grundlag af de ord og betydninger – på mange sprog – som vi er delvis fortrolige med. Det er det, Martinus gør, tager udgangspunkt i det almindelige sprog så langt som det er muligt.

Hvad angår vores personlige mål, at kunne elske Gud og "næsten", er det næppe de sproglige forståelsesmæssige detaljer, der er det største problem: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind. Dette er det store og første Bud. Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv." Er der noget væsentligt at være i tvivl om? Udover om det overhovedet er sandt! Det er evner i vores indre, der lukker sætningen op eller lukker den helt ude, som enten et trosdogme, overtro eller stor visdom. Visdommen fortæller, at det er et udviklingsspørgsmål at kunne elske Gud og "næsten", og at det er et mål for alle os jordmennesker, som "livets skole" arbejder mod.
 

PS: Jeg har mødt en del, der ikke kan lide ordet "skal" elske Gud og næsten. Det er et upassende ord for et selvstændigt tænkende menneske. Jeg ser sådan på det, at det er ikke et krav, nogen person stiller mig overfor. Hverken Gud eller Kristus kræver det sådan i personlig forstand! Det må handle om de krav, udviklingen stiller til os. Det kræver en hvis sammensætning af grundenergien at blive betegnet som et dyr. Det kræver en anden sammensætning af grundenergierne at fremstå som "det færdige menneske i Guds billede". Det kræves ikke mindst, at de seksuelle poler "skal" være i balance.