Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Nu er de lyse nætter forbi, og de lune augustaftener giver os atter adgang til at beundre den tindrende stjernehimmel. Måske kan du ligesom jeg få den tanke, at hvad skal det hele dog gøre godt for. Er stjernerne bare til for vores skyld? – Stillede man Martinus dette spørgsmål, så tror jeg, han ville sige, at – ja, selvfølgelig er hele panoramaet til for din og min skyld. Det er ikke blot til, for at vi skal føle undren, men også for at vi skal undre os over os selv. For hvad er der at undre sig over? Det hele er jo bare partikler og tomrum. Stjernerne ved vi en masse om, så hvorfor undre sig over dem? Men tomrummet, universets dybde, det er nok værd at undre sig over. For det er, som om det fortsætter ind i os selv. Det er uden ende, både opadtil i himlen og indadtil i os selv. Derfor taler rummet til os, det vil fortælle os noget om os selv, skønt alt er tyst.

Stjernerne har deres egen videnskab – astronomien. Men tomrummet har også sin videnskab, og det er den, Martinus fortæller om i alle sine bøger og artikler. Når du står under den tindrende stjernehimmel, forstår du noget, men din forståelse er uden ord. Det er de ord, Martinus finder til dig, og de gør din forståelse for helheden mere stabil. I sin artikel på de næste sider fortæller han dig et stykke verdenshistorie, som går lige fra naturfolkenes indbyrdes kampe og op til vore dages forsøg på at danne samfund, der kan leve fredeligt side om side. Hvorfor er det ikke for længst lykkedes? Hvorfor har vi ikke en altomfattende verdensfred, hvor våbenmagt ikke længere er nødvendig? Fordi vi endnu ikke har stabiliseret vores bevidsthed om, at det hele hænger sammen. Det skal der ord til, og dem giver Martinus os.

"Stjernehimlen over mig og moralloven i mig," sagde filosoffen Kant. Det var to ting, der altid fik ham til at undre sig. – Undrer du dig også over moralloven? Det gør Søren Olsen i sin artikel inde i bladet, hvor han bl.a. skriver: "Hvorfor skal vi plages med evnen til at reflektere over det, vi føler, tænker og gør?" – Lad os se, om vi i denne artikel kommer mysteriet et stykke nærmere. Og hvad med selve livsmysteriet? Også det skal vi høre mere om i dette nummer af bladet. Får vi en løsning på livsmysteriet? Se selv efter.

August og lune nætter med tindrende stjerner. Måske var det sådan en nat, Martinus blev født. Det var i hvert fald den 11. august 1890. I anledning af denne fødselsdag bringer vi også Knud Højgaards omtale af et festskrift til Martinus, der blev udgivet i anledning af hans 70 års dag. Et lille stykke af sagens historie, altså. Endvidere en opdateret liste over alle de bøger af Martinus, der nu er udgivet på alverdens sprog.

Billedet på forsiden: Mørket falder på, og de første stjerner kommer frem.