Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Jeg er vejen, sandheden og livet", vi kender alle disse ord, som vi har hørt allerede som børn. Ja, vi kender dem så godt, at vi slet ikke tænker over dem, de er blevet en slags "skriftsted", som vi har lært så mange af udenad. Der er dog mange mennesker i dag, som føler, at de gamle ord og skriftsteder muligvis kunne få nyt liv, hvis man så dem i et andet perspektiv end det vanemæssige, og her kan Martinus analyser, som kan hjælpe på så mange områder, også være til stor hjælp. Hvorfor sagde Kristus ikke blot, at han var "vejen"? Hvis han blot ville udtrykke, at han var menneskehedens frelser og højeste åndelige autoritet, behøvede han jo ikke at sige mere. Men det gjorde han, han sagde også: "sandheden og livet". Og han sagde: "Hver den, der er af sandhed, hører min røst". Altså krævedes der også noget særligt af menneskene for virkelig at fatte, hvad Kristus sagde. Martinus skriver i sin lille bog: "Hvad er sandhed?": "Kristus har tre måder at vise sig på, hvilket han selv udtrykker med ordene: "Jeg er vejen, sandheden og livet". For alle væsener, der fuldt og inderligt tror på ham, viser han sig som vejen. At han er vejen, vil igen betyde, at han er deres øverste mentale herre. Hans befalinger er deres højeste lov. Han er således disse troendes "konge". Sandheden er altså for disse væsener fremtrædende som en Kristus i kød og blod. Og det er på denne basis, at alle religiøse bevægelser, såvel buddhistiske og muhamedanske som kristne, fremtræder. Sandheden er for hver af disse bevægelser koncentreret i form af en højeste mental fører, hvis befalinger de betragter som højeste lov".

Før de tider, da Buddha, Kristus og Muhamed levede her på jorden, var menneskene også underkastet et religiøst diktatur. Dengang repræsenterede kongen eller diktatoren både den øverste gejstlige og den øverste verdslige magt. Kongerne var indviede væsener, som havde måttet gennemgå svære fysiske og psykiske prøver. Derved havde de bevist, hvorledes deres sind var nøje i kontakt med den guddommelige magt, og de var derved virkelig Guddommens stedfortrædere på jorden for det store uvidende folk, som de var sat til at styre og vejlede. De var også "vejen, sandheden og livet" inkarneret i én person, der var sandhedens guddommelige åbenbaring for det folk, der var som en stor organisme, hvori kongen repræsenterede "det guddommelige noget" eller "Faderen".

Men sådan skulle det ikke vedblive at være. Kongeværdigheden degenererede; efterhånden var de, der havde magten, ikke mere indviet i livets love, men blot magthavere og krigerkonger, der var herskere ikke for folkets, men for magtens egen skyld. Kongeværdigheden gik i arv, eller man sloges om den, og gennem alt dette gjorde folkene de erfaringer, som fik et nyt princip til at inkarnere i denne verden, demokratiets princip. Det var ikke livets mening, at folket skulle vedblive med at være en uvidende og uselvstændig hob, der kun skulle lystre og ledes ved autoritet, og det udvikledes til selv at kunne give love og skabe sociale reformer, folket begyndte selv at være "vejen" i den betydning, at de begyndte selv at kunne styre det rige, som er af denne verden. Men eftersom de ikke var indviede væsener, og eftersom det først er i senere tider, at folk har troet, de kunne leve uden en åndelig rettesnor, måtte også det religiøse diktatur gradvis forvandles, og derfor inkarnerede de verdensgenløsere, der nok var "konger" i dette ords åndelige betydning, men ikke i den verdslige. Derfor måtte Kristus også svare Pilatus, at han nok var en konge, men at hans rige ikke var af denne verden. Det samme gælder for Buddha og Muhamed. Verdensgenløsningens åbenbaring af sandheden var kommet ind i en ny fase, og disse tre åndelige "konger" har da også gennem århundreder haft flere trofaste og hengivne undersåtter end nogen anden konge. De har været menneskenes vejledere i åndelige spørgsmål, og deres ord har været lov i en sådan grad, at mennesker i religiøs fanatisme dræbte eller pinte andre, som de mente ikke overholdt denne guddommelige lov. Ikke alene kom de forskellige religioners tilhængere i strid med hverandre, men også repræsentanter for forskellige opfattelser inden for den samme religion udkæmpede "hellige krige" eller viste en mangel på tolerance over for anderledes tænkende, som har fået et ejendommeligt klimaks i julen 1961 efter Kristus, hvor græsk-katolske og romersk-katolske præster har været i slagsmål julenat i selve Bethlehem, fordi begge parter mener at have førsteretten til at være på det sted, hvor deres "konge" er født.

Meget kunne tyde på, at disse nidkære repræsentanter for ham, der sagde: "Derpå skal I kende mine disciple, at de har indbyrdes kærlighed", ikke har stillet særlig store etiske krav til sig selv. For dem har deres specielle religions dogmer, kultus og "stammefølelse" været det væsentlige, og der har i virkeligheden ikke været så stor forskel på denne kamp julenat i Bethlehem og på de kampe, som udkæmpes mellem forskellige naturfolk, der begge mener at have førsteretten til en bestemt totemplads.

Der er en masse mennesker i vor tid, som absolut ikke mere har behov for religiøst diktatur, og som ligefrem er modstandere af det. Mange af dem er til gengæld stærkt engageret i forskellige former for demokratisk politik og optaget af sociale reformer. Karl Marx kaldte religion "opium for folket", og så har hans egen lære dog så mange af religionens kendetegn, den er en slags "ateismens og materialismens religion" båret af en tro på menneskets muligheder og social retfærdighed. Man har tidligere haft religion uden demokrati, nu forsøger man med demokrati uden religion, men derved vil man netop gøre de erfaringer, som vil føre menneskeheden ind i en ny udviklingsfase, i et guddommeligt demokrati. Frihed, lighed og broderskab burde jo egentlig være en logisk konsekvens af de højere religioners lære, ifølge hvilken vi alle er Guds børn, men den intime forbindelse, der i virkeligheden eksisterer mellem demokratiets og religionens grundprincipper, er endnu ikke gået op for ret mange mennesker.

Foruden de politiske og sociale faktorer er der endnu en faktor, som har spillet og spiller en meget stor rolle i den forvandlingsproces, menneskeheden er ved at opleve, og det er videnskaben. Ja, men både politik og videnskab medvirker da til alt andet end fred på jorden lige i øjeblikket, vil man indvende. Det er rigtigt, men det er fordi, der endnu ikke eksisterer noget virkeligt demokrati og nogen virkelig menneskelig videnskab på denne jord. Begge er under tilblivelse, er ved at fødes, og det kan ikke ske uden veer og smerter, men de vil føre menneskene frem mod sandheden. Nu er det ikke mere "vejen", menneskene har brug for, nu er "sandheden" det fornødne, nu skal den ikke repræsenteres gennem en "konge"s autoritet, men opleves og erkendes af det enkelte menneske. Det er det, Kristus talte om som "sandhedens ånd", der skal "forkynde eder om de kommende ting", og som "skal tage af mit og give eder". At denne erkendelse af sandheden ikke kan opnås uden smerter og lidelser påviser Kristus også ved at tale om den svangre kvinde, "der har bedrøvelse, fordi hendes time er kommet; men når hun har født barnet, kommer hun ikke mere sin trængsel i hu af glæde over, at et menneske er født til verden". Og Kristus slutter denne sin tale om fremtiden med at sige: "Og på den dag skal I ikke spørge mig om noget". Han vidste altså, at autoritetstroen måtte afløses af indsigt og oplevelse, når fødselsveerne er overstået, og "mennesket er født til verden".

Hvorfor er livet på jorden et "ragnarok" eller et "helvede" i øjeblikket, når menneskene dog har mulighed for at lade sig inspirere af de store religioners ædle og høje lære, og når de har haft og har store forkæmpere for social retfærdighed iblandt sig, og når store forskere, teknikere og opfindere har hjulpet dem til at lære naturens love at kende og bruge dens kræfter til at lette arbejdets byrder, så de skulle kunne bruge deres egen energi til at udvikle deres ånd og skaberkraft? Fordi alt det, der gives menneskene, først får sin fulde betydning, når menneskene er modne til at tage imod det, d.v.s. at erhverve det med deres egen dagsbevidste viden og vilje, da bliver det "livet for dem. Demokrati er ikke blot frihed til at lade folkets repræsentanter regere, demokrati betyder det enkelte menneskes medansvar for "fred på jorden og blandt menneskene en velbehagelighed", og i arbejdet for frihed, lighed og broderskab må menneskene lære at nå frem til oplevelsen af det faderskab, uden hvilket intet menneskeligt broderskab kan eksistere.

Men "sandhedens ånd, der skal tage af mit og give jer", er det den fysiske videnskab? Det kan det ikke være, thi den fysiske videnskab befatter sig kun med at veje og måle alt det, der er af denne verden, og når Kristus sagde: "tage af mit", så var det jo netop noget, der ikke var af denne verden, det har han selv givet udtryk for. Ved at det enkelte menneske efterhånden modnes til selv at blive "vejen, sandheden og livet",bliver noget, som ikke før var det, af denne verden, nemlig freden og næstekærligheden. Men findes der en videnskab, der kan lære os noget om fred og næstekærlighed? Det gør der. Åndsvidenskaben henvender sig til den enkelte uden at ville danne sekt eller religiøst samfund, blot for at hjælpe den enkelte til at finde frem til det i sit eget indre, som er hævet over alle relativiteter, jeg'et eller skaberen, det evige "noget" og opleve dette jeg's enhed med Gud. Er det da ikke en flugt fra verden? Nej, det er ikke ensbetydende med, at mennesket skal falde i trance og gå ud af sit legeme. Det er tværtimod en tilstand, som kan komme til at eksistere som åndelig baggrund for alt, hvad et menneske tænker, føler, siger og gør i denne verden. Da er evigheden ikke mere tågede tanker om endeløs tid og uendeligt rum, den er kvaliteten af dette brændende Nu, hvor man glemmer sig selv og derved vinder det evige liv, oplever det inde i sig og omkring sig som guddommelig kærlighed.