Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I sine kosmiske analyser giver Martinus udtryk for, at det er muligt for mennesket at erhverve viden om tilværelsen gennem to diametralt modsatte orienteringer, nemlig gennem henholdsvis viden "fra neden" og viden "fra oven". Den første metode går gennem sanserne, medens den sidste, som er intuitiv viden, betegner en direkte kontakt mellem menneskets bevidsthed og den åndelige verdens "visdomsocean". Betragter man nu tænkningens historie, viser det sig, at disse i sig selv meget forskellige veje til erkendelse har været benyttet i afvekslende omfang i de forskellige kulturperioder. Visse tider har været domineret af erhvervelse af viden "fra oven", medens andre tider har haft større tiltro til viden erhvervet gennem sanseorganerne. Ud fra kendskabet til Martinus Kosmologi skulle man tro, at den første metode, altså den intuitive, under alle omstændigheder var den heldigste, men i betragtning af menneskenes ufærdige sjælelige natur, som begrænser intuitionens kvalitet betragteligt, forholder det sig nok således, at den heldigste erkendelseskonstellation er etableringen af en harmonisk balance mellem de to metoder.

Den klassiske oldtids filosofiske tænkning var ganske tydeligt domineret af en intuitiv erkendelsesholdning. Med en filosofihistorisk betegnelse siger man, at oldtidens tænkning i overvejende grad var idealistisk, hvormed man hentyder til den opfattelse, at tilværelsens dybeste grund er en åndelig "idéverden".

Denne opfattelse kom bl. a. til udtryk hos oltidens måske mest berømte skikkelse, Sokrates. Når man tænker på gadebilledet fra Athen i 3.-4. århundrede f.Kr., hører skikkelsen af den lille gamling med det plumpe ansigt, som vandrede omkring på torvet og ved idrætspladsen, med. Der ser vi ham, stadig på udkig efter mennesker, helst unge mennesker, som gider standse op i dagens travlhed og fortælle om deres livsanskuelse. Snart er der samlet opløb omkring den gamle og en eller anden ung mand, som med stor selvtilfredshed fortæller om sit syn på livet. Sokrates lytter omhyggeligt efter, hvad den unge siger, og prøver ikke på nogen måde selv at belære ham. Men hver gang, der forekommer blot en antydning af uoverensstemmelse i den unge mands foredrag, bryder Sokrates ind med sit bekendte og efterhånden vel også frygtede: "Jamen, du sage jo lige før … hvordan kan nu det forholde sig? hvordan mener du, det skal forstås?" Denne spørgeform kaldes efter Sokrates' diskussionsform "den sokratiske metode", og den er fuldstændig i overensstemmelse med Sokrates' idealistiske livssyn, idet den pågældende efter hans mening ikke behøver at belæres udefra, da enhver ejer sandheden i sig selv, blot han vil ofre det fornødne tankearbejde for at finde den. Sokrates' moder var beskæftiget som jordemoder, og Sokrates udtrykte ofte, at han på en måde fulgte i sin moders erhverv, eftersom han så det som sin opgave at forløse levedygtige tankefostre. Når folk blev vrede på ham, var det ikke hans skyld, men forårsaget af, at de ikke ville vedkende sig, at de havde barslet dødfødte tankefostre.

Sokrates har ikke selv nedskrevet noget, men alene virket ved sin væremåde. De mange beretninger om hans diskussioner skyldes en særdeles begavet elev, Platon, som aldrig kunne glemme sin lærer og gjorde ham berømt ved at bruge ham som hovedperson i sin egen filosofisk-litterære produktion. Som følge heraf er det vanskeligt at vide, hvor meget af Platons filosofi der skyldes Sokrates, og hvor meget der hidrører fra Platons egen tænkning. Der er dog ingen tvivl om, at Platon var en original filosof af særdeles høj kvalitet. Flere steder i hans produktion tyder på, at han har oplevet, hvad Martinus kalder kosmiske glimt, d.v.s. kortvarige intuitioner. Dette gælder for eks. lignelsen med grotten, hvori han sammenligner den materielle verden med de skygger på grottens bagvæg, som bliver kastet ind af et bål uden for grotten. Eller følgende passage i et af Platons breve: "Efter at man har arbejdet meget og rigtig sat sig ind i en sag, flammer det pludselig op i sjælen som en ild, tændt af en gnist, og den ild får siden næring af sig selv. Jeg véd det; ingen skulle vel kunne tale med større ret derom end jeg, hvorfor det også går mig dybt til hjertet, når nogen taler uværdigt derom".

Efter disse små glimt fra oldtidens filosofi forlader vi denne periode og vender vor opmærksomhed mod middelalderen. De store oldtidsriger er brudt sammen, sidst det kæmpemæssige romerske imperium, som forgæves med jernhånd forsøgte at fastholde en svunden tid. Den eneste kulturfaktor, som det lykkedes at overleve sammenbruddet, var kristendommen, repræsenteret af den kristne kirke. Til gengæld lykkedes det denne institution og dens livssyn at udgøre intet mindre end selve fundamentet for middelalderens tusindårige periode. Den middelalderlige kristendom kaldes ofte skolastikken. Den var baseret på to autoriteter: Bibelen og oldtidsfilosoffen Aristoteles' værker. Denne tid er den blinde tros periode par excellence, en tendens Martinus kalder "den guddommelige suggestion". Da man anså sine autoriteter for inspireret af Helligånden, må man sige, at også middelalderen i sin grundholdning baserede sin tilværelse på viden "fra oven" ligesom oldtiden. Så stærk var troen på de religiøse autoriteter, at man mente gennem dem at have absolut viden om den åndelige verden. Det betegnede derfor et stort skred, da nogle af kirkens egne folk, bl.a. franciskanermunken William Occam (1270-1349), i middelalderens slutning kastede tvivl på denne viden og skabte en sondring mellem tro og viden. Occam gjorde således gældende, at hverken Guds eksistens eller sjælens udødelighed kan bevises, men må antages i tro. Denne anskuelse førte til læren om de to sandheder, en for troen og en for fornuften, og i forlængelse heraf førte den til, at teologien udskilte sig fra filosofien som en selvstændig retning. Denne frigørelse viste sig at blive en vældig betydningsfuld fordel for den følgende filosofiske udvikling, fordi filosofien nu ikke længere behøvede at gøre vold på sin tænkning for at give de kristne dogmer udseende af at være logiske. Også for teologerne var adskillelsen en lykkelig udgang på problemerne, da de nu med følelsen af fuld retfærdighed kunne hævde, at de absurditeter, som i filosofien måtte gælde for usande, udmærket kunne være sande i teologien.

Begyndelsen af nyere tid, 15.-16. århundrede, bar præg af denne udvikling. Den dominerende filosofi, rationalismen, kastede al den katolske dogmetro over bord og søgte et nyt grundlag for sin tænkning. Det er karakteristisk for disse tænkere, at de ikke tvivlede på, at universet er et guddommeligt kosmos. De anså det endogså for en selvfølge, at Gud havde indrettet sit univers så fornuftmæssigt og logisk, at det var muligt for mennesket gennem sand tænkning at erkende dets struktur, derfor navnet rationalisme (ratio = fornuft) på hele denne retning. Den største af de rationalistiske filosoffer var utvivlsomt Spinoza (1634-77). Det siges om ham, at han var den ædleste og elskeligste af alle de store filosoffer. Som kontrast hertil blev han i sin egen levetid og indtil et århundrede efter sin død anset for en forfærdende ond og lastefuld mand. Hertil kan man med Tolstoj sige, at jo bedre en mand er, des flere fjender vil han få, hvilket, skønt det er sat på spidsen, rummer et gran af sandhed. Spinozas familie var oprindelig flygtet fra Spanien til Holland af frygt for den katolske inkvisition, hvis barbariske svøbe fejede hen over de sydeuropæiske lande endnu på denne tid. De var ortodokse jøder og fandt et fristed i Holland. Da Spinoza voksede til, blev det ham imidlertid klart, at han med den overbevisning, som efterhånden modnedes i ham, ikke kunne forblive tilhænger af jødedommen. Hans familie blev rystet over hans tvivl og tilbød ham en større sum penge for at holde sine meninger for sig selv. Da han ikke ville gå på akkord med sin samvittighed, blev han forbandet med alle ederne i 5. mosebog af sine tidligere trosfæller. Også de kristne afskyedes ham og kaldte ham for ateist, skønt han med hele sin filosofi søgte at bevise Guds eksistens og den guddommelige kærlighed. – Spinoza forenede viden fra oven med viden fra neden på den mest harmoniske måde. Han introducerede panteismen i nyere tid, d.v.s. den opfattelse, at Guds skabekræfter åbenbarer sig i hele universet, altså også i naturen, i modsætning til den middelalderlige skolastik, som prædikede dualismen mellem på den ene side himlen, d.v.s. Guds rige eller den åndelige verden og på den anden side jorden som mørkets verden. Den panteistiske tankegang skabte således enhed i kosmos, hvilket fik stor betydning for den senere filosofi, ikke mindst for romantikkens store filosoffer. I dette som i andre synspunkter ligner Spinozas filosofi på overraskende måde Martinus verdensbillede. Dette gælder også Spinozas syn på synd, som han mener skyldes uvidenhed. Hvis menneskene til bunds kendte konsekvenserne af deres handlinger, ville de aldrig gøre andre fortræd. Ligeledes mente han, at menneskets kærlighed til Gud ikke udelukkende burde være af følelsesmæssig art, men manifestere sig i, hvad han kaldte intellektuel kærlighed til Gud. Når man forstår sammenhængen i Guds skabeplan, afføder denne indsigt en naturlig ydmyghed og hengivenhed over for det guddommelige, Men for at forstå til fulde, må man erkende universet i sin rette helhed, d. v. s. under evighedens synsvinkel, hvilket kun er muligt i en intuitiv syntese. – Når man læser om disse betragtninger, føler man et pust af den samme ånd, som har besjælet Martinus i skabelsen af "Livets Bog".

Filosofien i begyndelsen af nyere tid var imidlertid ikke alene præget af rationalismen, men tillige af en anden filosofisk retning, kaldet empirismen. Det er ejendommeligt at se, hvorledes tænkningen i nyere tid straks spaltes i disse to retninger, som i de følgende århundreder fjernede sig mere og mere fra hinanden. Rationalismen var i sin begyndelse meget intuitivt betonet, men blev efterhånden mere baseret på følelse, hvilket særligt kom til udtryk i romantikkens periode i 1800-tallet. Der må imidlertid skelnes mellem romantikkens glansperiode og dens degenerationsfase, idet den første periode var rig på tænkere af særdeles stort format. Som repræsentant for romantikkens blomstring kan man nævne Goethe, hvis sjælelige helstøbthed betegner en sjældenhed i verdenshistorien. Han havde et klart blik for degenerationstendensen i tiden, hvilket bl. a. kom til udtryk i et af hans breve, hvori man kan læse følgende: "... egentlig er det et århundrede for kvikke hoveder, for praktiske mennesker der udrustet med en vis behændighed føler deres overlegenhed over hoben uden dog at være begavet nok til at nå det højeste. Lad os så meget som muligt holde fast ved det sindelag, vi begyndte livet med; måske bliver vi og nogle få andre de sidste fra en periode, som ikke så snart kommer igen". – I senromantikken blev spekulationsdannelserne så højtsvævende og urealistiske, at de savnede enhver jordforbindelse. Den blev derfor afslutningen på den filosofiske linje, som vi – yderst kortfattet – har fulgt helt tilbage til den klassiske oldtid, nemlig idealismen. Dette fagudtryk betegner som nævnt den livsanskuelse, at der findes en åndelig sfære, en ideernes verden, som er primær i forhold til den fysiske tilværelse. Idealismen måtte imidlertid i 1800-tallets Europa vige for den anden hovedlinje i den europæiske tænkning i nyere tid, som indledtes med den netop berørte empirisme. Tendensen til at søge viden "fra oven" i Martinus betydning måtte således undergå en foreløbig afslutning.

Medens rationalismen særligt florerede på det europæiske fastland, i Frankrig og Tyskland, kom empirismen til at udspille sin store rolle i England. Empiri betyder erfaring som grundlag for viden, og de engelske erfaringsfilosoffer blev banebrydende for en voksende tentens til at basere livsanskuelsen på sanseerfaringer, d.v.s. viden "fra neden". Som repræsentant for denne retning kan vi nævne den berømte engelske erfaringsfilosof John Locke (1632-1704). Bemærk at han er samtidig med Spinoza (1634-77). Hvis man vil undersøge, hvor et menneske har sine ideer og forestillinger fra, siger Locke, nødes man til den opfattelse, at de stammer fra sanseiagttagelser. "Der er intet i intellektet, som ikke forhen har været i sanserne", er et af hans slagord. Ligeledes: "Uden sansning er sjælen en ubeskrevet tavle". – Selv om denne indstilling er ensidig, var den på sin side frugtbar, fordi man nu med større interesse og omhyggelighed kastede sig over studiet af menneskets sanseerfaringer. Studiet af naturen intensiveredes derved, fordi sansematerialerne netop stammer fra den, hvorfor hele denne forskningsretning også er blevet kaldt naturalismen. Enkelte empirister gik så vidt i deres livssyn, at de ligefrem blev ateister, og denne tendens greb mere og mere om sig i 17- og 1800-tallet. Det stadig voksende erfaringsmateriale om lovene i naturprocesserne syntes at overflødiggøre det guddommeliges medvirken, og materialismen blev efterhånden den mest dominerende åndsretning. Materialismen som livsanskuelse afløste således i løbet af 1800-tallet idealismen, formodentlig for første gang i hele menneskehedens historie.

Naturalismens og materialismens mest positive resultat blev videnskaben. Denne var derfor også i sin mest betydningsfulde udviklingsfase bundet af det materialistiske livssyn. Det blev den franske filosof Auguste Comte (1798-1857), som gennem populariseringen af sin filosofi, positivismen, gav stødet til videnskabens frigørelse fra materialismen. Efter Comtes opfattelse gennemløber den menneskelige tænkning 3 stadier: 1. Det teologiske stadium, hvor man antager ånder, dæmoner og guder som årsager til naturprocesserne, 2. Det metafysiske stadium, hvor man regner med abstrakte principper, kræfter og love som de virkende årsager bag naturprocesserne, og 3. Det positive stadium, hvor man ikke prøver at forklare foreliggende kendsgerninger med skjulte kræfter af personlig eller upersonlig art, men udelukkende koncentrerer sig om at beskrive fakta og derved konstatere den størst mulige sammenhæng mellem de givne iagttagelser. På basis af den positivistiske anskuelse blev videnskaben uafhængig af filosofien. Takket være den neutrale holdning i selve det videnskabelige arbejde kan videnskabsmænd, som rent privat har vidt forskellig livsanskuelse, således arbejde sammen om fælles projekter.

Nu kunne man tro, at alle problemer var løst, hvilket imidlertid på ingen måde er tilfældet. Positivismens eller videnskabens naturlige opgave er at skabe et sammenhængende verdensbillede. Stykkevis har videnskaben opdyrket enkelte mere eller mindre isolerede områder for gradvis at føje dem sammen til en helhed. På et tidspunkt var elektricitetslæren og magnetismen to uafhængige områder i verdensbilledet, som det først gennem H.C. Ørsteds arbejder lykkedes at bringe ind under et fælles synspunkt i form af elektromagnetismen.

I dag er der især to aldeles fundamentale problemer, som afholder det videnskabelige verdensbillede fra at fremstille den sammenhængende helhed, som tilsigtes. Det drejer sig dels om det "uforståelige" spring fra den livløse natur til den levende natur, og dels om sammenhængen mellem bevidsthed og stof. Løsningen på disse spørgsmål vil totalt ændre livsanskuelsens karakter og vise, at viden "fra neden" kun dækker halvdelen af livets mønster og nødvendigvis må suppleres med viden "fra oven". Her har Martinus verdensbillede sin enestående mission, idet dette kan fremstille en arbejdsmodel for videnskaben, der teoretisk er i stand til at løse disse problemer. På grund af sin fremragende intuition vil Martinus ved sit værk kunne forny den idealistiske filosofi, som måtte opgive i sidste århundrede at fremstille tilværelsen som et meningsfyldt kosmos med den rette balance mellem det åndelige og det materielle. (Igennem fortsættende artikler i hvert andet Kontaktbrev vil det blive forsøgt at vise denne sammenhæng.)