Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Nobelpristageren i medicin, den australske professor John Carew Eccles, som er nervefysiolog, udtalte sig for nylig til "Svenska Dagbladet" og sagde bl. a.: "Hjernens forsøg på at forstå sig selv, og menneskenes forsøg på at finde ud af, hvad mennesket er, og hvad der er meningen med det hele, er store og vanskelige opgaver, som videnskaben måske ikke formår at løse. I hvert fald vil det vare længe". Når det drejer sig om nervecellernes funktion, som han selv har søgt at udforske i et livslangt studium, er man ikke nået meget videre end de primitive folkeslag, siger han. Og denne nøgterne forsker tilføjer: "Jeg tror på et mysterium i den menneskelige eksistens hinsides krop og sjæl. Som videnskabsmand forsøger man jo blot at udforme spørgsmål, som kan lede til videre forståelse". Og professoren slutter: "Jeg tror på Gud. Vi er åndelige skabninger, ikke blot dyr. De, der kan sige, at de har rejst gennem rummet uden at se spor af Gud, er tåber, de har intet forstået".

Naturligvis har hverken Carrel eller Eccles større autoritet, når det drejer sig om Gud og "det mystiske", fordi de er videnskabsmænd. Det bemærkelsesværdige er, at de ikke taler som overlegne fagfolk, men som små søgende mennesker, og at det først og fremmest er mennesket, de taler om, dette i virkeligheden for sig selv så ukendte væsen, der rummer begær og vilje, der kan føle og tænke, få ideer og huske, give og modtage, alt sammen ved hjælp af et vidt forgrenet nervesystem og en hjerne, der modtager meldinger og afgiver ordrer. Begge disse forskere ved umådelig meget om den tekniske side ved den menneskelige organisme, og de er klar over, at man ikke kan standse der, hvad enten det så er muligt for den fysiske videnskab at gå videre eller ej. Der ER noget mere. Dette "mere" giver Martinus en logisk forklaring på, og hvad enten man i dag vil kalde hans kosmologi videnskab eller ej, vil fremtiden vise, at den netop er den "rene" videnskab, som i størst udstrækning vil vide at bruge den "anvendte" videnskab til gavn for helheden.

I den gamle terminologi står ånden over sjælen, der igen står over legemet, medens man i moderne sprogbrug er tilbøjelig til at sidestille og forveksle begreberne sjæl og ånd. Martinus taler om de psykiske eller sjælelige kræfter og energier som den "elektriske" faktor, der beliver kroppen, men samtidig er hævet over den i den forstand, at sjælen eller de psykiske kræfter overlever det fysiske legemes død. Ifølge Martinus er de sjælelige eller psykiske kræfter, således som de danner et jordisk menneskes sind, dog heller ikke noget evigt og uforanderligt. Kræfterne i sig selv er evige, ligesom materien også er evig som urmaterie. Men ligesom en fysisk organisme ved døden går sin gradvise, men fuldkomne opløsning i møde, vil de stråleformige energier eller psykiske materier, der i særlige kombinationer danner et jordisk menneskes sjæleliv, også efterhånden opløses for at indgå i nye kombinationer, da de også er en form for materie og dermed underkastet kredsløbets og forvandlingens princip: begyndelse, udvikling, kulmination, degeneration og afslutning. Men over det sjælelige eller psykiske, gennemtrængende dette som en ordnende og regulerende faktor i dette element og videre ind i de fysiske kræfters sfære (når væsenet er inkarneret) eksisterer det åndelige, det Martinus kalder "overbevidstheden", bestående af "jeg'et" eller "skaberen" med sin "skabe- og oplevelsesevne". Disse er evige, uforanderlige principper, de udgør en ikke-tids- og rumdimensionel verden, et kosmisk plan af evige principper, som hver og en af os er rodfæstet i således at forstå, at enhver af os inderst inde ER denne evige verden, idet vi er ét med universets skaber og universets skabeevne. Kristus vidste og oplevede dette, derfor kunne han sige: "Faderen og jeg er ét". Det evige liv er hverken udstrækning i tid eller uendelighed i rum, tid og rum er skabte foreteelser, bevægelser. Evigheden eksisterer i os som stilheden, det faste punkt, og vi har lært at betegne fornemmelsen af denne realitet med ordet "jeg".

Et spørgsmål, der naturligt opstår i denne forbindelse, er: "Når vort "jeg" er ét med universets stilhed, med Guddommens "jeg" eller "Faderen", og det gælder for alle levende væsener, enten de ved det eller ej, så ER vi jo i virkeligheden samme "jeg", hvad så med begrebet "individualitet"? Dette spørgsmål besvarer Martinus klart og tydeligt. Han viser, hvorledes dette begreb er en evig realitet på basis af den faktor i overbevidsthedens eller åndens verden, i skabe- og oplevelsesevnen, som han kalder "skæbneelementet". Dette element med dets "spiralcentre" og "talentkerner" er overgangen mellem den evigt uforanderlige og den evigt foranderlige verden, mellem stilheden og alle bevægelser, og når nogen af os oplever noget og skaber noget, er det i virkeligheden på dette ikke-tids- og rumdimensionelle plan, det foregår, medens virkningerne deraf bliver til spændinger i vore psykiske legemer og fysiske legeme. Det lyder måske fjernt og abstrakt, og meget "realitetsbetonede" mennesker vil ikke vide af en sådan tankegang, fordi den ikke forbinder sig med noget, der er til at "tage og føle på". Men alt, hvad vi kan tage og føle på, er blevet til støv og stråler, inden der er gået ret lang tid, eller er på anden måde forvandlet, fordi det i virkeligheden består af mikrokosmiske kraftcentre, der udstråler og modtager energi, så også der ender vi, hvis vi vil være konsekvente, i et "center for åndelige funktioner", som Carrel sagde. Martinus har udvidet den fysiske videnskabs analyse af verdensaltet: "Kredsløb inden i kredsløb" til "levende væseners kredsløb inden i levende væsener". Om det er væsener inden i atomkernen, om det er elektroner, atomer, molekyler, celler, organer, om det er planter, dyr eller mennesker, om det er kloder, solsystemer eller mælkevejssystemer, eller noget endnu større, så er det alt sammen levende væsener, der, som De og jeg, er "en skaber med sin evige skabeevne, der i al evighed skaber i (forvandler) og oplever det skabte". Og selv om fysiske kroppe dør, og fysiske partikler forsvinder (i princippet er det det samme), eksisterer de levende væsener stadig. Fødsel og død er forvandlinger – ikke blot i kredsløbet, men i levende væseners individuelle skabelse og oplevelse af kredsløb.

Der kan ske det, at det går op for vedkommende, at hans (eller hendes) hverdagsverden slet ikke er så lille endda, og at den rummer muligheder af uendelige perspektiver til trods for sin tilsyneladende banalitet og ligegyldighed. Ingen af os er kun en person, ikke engang kun en personlighed. Hver og én er vi en evig individualitet, som i øjeblikket giver sig til kende gennem sin midlertidige personlighed og dødelige person. Vi har været mange personer og personligheder i tidligere inkarnationer (hvilke og hvornår er på vort nuværende udviklingstrin underordnet), og vi skal blive mange i fremtiden. Men hvad er fortid, og hvad er fremtid? Det er virkninger af energiforskydninger sat i gang i overbevidsthedens skæbneelement af vort urbegær, af viljen til livet. Erfaringer og oplevelser i det, vi kalder tid og rum, foregår i virkeligheden altid i "det evige Nu". Urbegæret differentieres ud i viljen til det ene og viljen til det andet baseret på erfaringer, oplevelser, sult og mættelse, og nye længsler vil altid føre individet mod nye oplevelser, der får det til at sætte sin vilje ind på nye områder af tilværelsen. Hvis et menneske søger at forankre sådanne tanker i sin "hverdagsbevidsthed", vil det se på alle de dagligdags begivenheder i et nyt lys. Det vil begynde at forstå, hvor meget der ligger i begrebet "tålmodighed", tålmodighed med andre og tålmodighed med sig selv. Ikke en tilstand af passiv ligegladhed, det har ikke noget med tålmodighed at gøre, men den aktivitet, der roligt og sikkert arbejder på langt sigt, uden derfor at glemme de nære ting, der netop ofte er det arbejdsmateriale, som giver erfaringer med langtrækkende perspektiv. Det betyder noget, hvad vi forsøger at sætte vor vilje ind på, og vi må ikke lade os slå ud af, at vi ikke på én gang kan, hvad vi vil. Heller ikke af, at vi nu og da pludselig befinder os i en situation, hvor vi manifesterer de energikombinationer, vor samvittighed modarbejder. Talenter for at blive vred eller deprimeret, som er udviklet til genialitet i vor overbevidsthed gennem umindelige tider, kan ikke på én gang gøres latente; men på længere sigt kan de det, ved at vi bruger dem mindre og mindre. Med vor vilje forvandler og udvikler vi lidt efter lidt vor bevidsthed, og det sker i det små gennem hverdagsbegivenhederne, hvor vi kommer i forbindelse med alle mulige former for og kombinationer af energi. Vi får lov at eksperimentere med dem og erfare virkningerne deraf, derigennem får vi bevidsthed om livets love, og det er denne bevidsthed, der koncentreret i talentkernerne i vor overbevidstheds skæbneelement bevirker, at vi i kommende inkarnationer har "medfødte" evner og talenter. Hvad vi oplever i intervallerne mellem de fysiske inkarnationer, hvor vor dagsbevidsthed bæres af de successive psykiske eller sjælelige legemer, er også afhængigt af, hvilke menneskelige talenter og interesser, der optager vort sind, medens vi lever i den fysiske verden.