Kontaktbrev 1965/22 side 5
Mogens Møller:
VÅBENHUSET I
Troen og søvnen som opbyggende faktorer
Templer og synagoger, kirker og moskeer har gennem årtusinder været hellige steder for menneskene. Der har de dyrket deres guder eller gud gennem ofringer og ceremonier, der har de sunget deres hymner og salmer og lyttet til præsternes udlægning af de hellige tekster, og der er de kommet med deres sorger og bekymringer, deres samvittighedskvaler og skrupler og har skriftet og angret og lovet bod og bedring. Utallige er de mennesker, som gennem tiderne har forladt de "hellige haller" med større fred i sindet, end da de gik derind, hvad enten "hallerne" var små og primitive, udsmykket med nogle få religiøse symboler, eller det var kæmpemæssige bygningsværker med skulpturer i guld og marmor og billeder, der viste dem himmeriges fred og helvedes gru. De har følt sig "opbygget", når de gik derfra, der er i princippet sket det samme med deres sind, som sker i den fysiske krop under den naturlige sunde søvn: en slitage udbedres, en reorganisation eller genopbygning finder sted. Under søvnen er det i nervernes fysiske mikrokosmos, genopbygningen foregår, og har man sovet godt, vågner man frisk og fornyet parat til at tage fat på en ny dags opgaver. Har man derimod sovet dårligt, har man vendt og drejet sig og ladet alle sine bekymringer passere revy, har man stædigt koncentreret sig om forhåndenværende vanskeligheder, sorger, utryghed og angst, eller har man ligget og ærgret sig over, at andre mennesker ikke har behandlet en "efter fortjeneste" o.s.v., så er man sandsynligvis først faldet i søvn i en helt udmattet tilstand hen ad morgenstunden og vakler ud af sengen som en skygge af sig selv, en temmelig mørk skygge, der den kommende dag også nærmest fører en skyggetilværelse. Reorganisation af nervesystemet under søvn og hvile er absolut nødvendig, for at mennesket skal være positivt og aktivt tænkende og skabende i sin daglige tilværelse, det er den naturlige livsrytme i denne fysiske verden.
Men hvorledes står det til med den naturlige livsrytme i vor mentale eller psykiske verden? Det er sådan fat, at man i almindelighed slet ikke kan tale om nogen naturlig livsrytme på dette område, hvilket også går ud over den fysiske livsrytme, idet vort nervesystems tilstand i allerhøjeste grad er afhængig af, hvad det er for strømme, der går igennem det, d.v.s. hvilke tanker og følelser mennesket har om sin egen tilværelse og om livet i almindelighed. Flere og flere "moderne" mennesker her i vesterlandet har ikke mere evne til at gå ind i de "hellige haller" og hente ro og hvile for sjælen, de går ikke til skrifte og kan ikke føle sig hjulpet af alterets sakramente. De kan ikke føle nogen trøst ved, at Kristus skulle være død på korset for deres synders skyld. Nogle af dem har måske en erstattende evne for naturoplevelse, som bringer en positiv afveksling ind i hverdagens trædemølle, en mulighed for en stund at hvile mere i sig selv, ikke blot som iagttager, men som en del af naturen. Da kan byrder forsvinde, problemer blive bitte små, og medmenneskers negativitet ligegyldig. Templets søjler er da afløst af skovens stammer, hvælvingen af himmelrummet, lyset gennem farvede ruder af solstrålernes spil gennem løvet og orgelbrus og samlesang af fuglestemmer og mange andre lyde fra naturens rigt instrumenterede orkester. Digtere har ofte talt om "naturens tempel", og det er den for nogle mennesker, men også de er blevet færre i mekaniseringens tidsalder, hvor megen sund naturglæde er blevet forvandlet til sentimentalt natursværmeri (helst med alle moderne bekvemmeligheder lige ved hånden).
Sport i fri luft er glimrende, når det gælder at holde os i fysisk fin form. Men hvordan kan vi psykisk holde os i fin form? Hvis vi mangler evnen til sjælelig eller psykisk opbygning, kan det i det lange løb gå ud over den fysiske form, lige meget hvor megen sport vi dyrker. Mennesket består ikke af krop alene, og ligesom fysisk aktivitet og hvile er en naturlig rytme for den fysiske del af mennesket, er den psykiske hviletilstand nødvendig som en rytmisk afløsning af psykisk aktivitet. Men hvordan og hvor kan vor tids hvileløse mennesker finde den ro i sindet, som troen gav tidligere tiders mennesker? Er der en vej tilbage til den gamle tro som Marx og andre har kaldt "opium for folket"?
Byrden og troen
Vi ved alle, hvilke uretfærdigheder og grusomheder, hvilken nød og elendighed flertallet af fortidens mennesker måtte lide og gennemgå, inden oprørsfanerne vajede, og revolutionerne vendte op og ned på mange forhold. Da troen og religionen havde medvirket til, at folket fandt sig i ydmygelser og udnyttelse, vendte den nye tids ledende mænd sig naturligt imod den. Har troen da virkelig kunnet hjælpe mennesker i gamle dage gennem lidelser og nød? Det har den uden tvivl, og selv om en og anden af kirkens tjenere måske bevidst gik magthavernes ærinde mere, end han af medfølelse og kristenkærlighed søgte at hjælpe de nødstedte og fattige, så var det dog kontakten med den hellige kirke og dens tjenere som repræsentanter for en guddommelig retfærdighed, der gav menigmand styrke og kraft til at leve i denne "jammerdal". Religionen var dengang – ikke opium – men en naturlig hjælp til psykisk afbalancering og ro i sindet, på basis af hvilken menneskene ofte har kunnet tåle og udholde det utroligste. Når blot man havde den himmelske "nåde", når blot "Faderen", "Sønnen" og "den Helligånd" (som man ganske vist ikke vidste, hvad var) gennem præsten lovede én den evige salighed i paradiset, kunne man bedre udholde denne verdens hårdhed og ubarmhjertighed. "I paradissal, glemmer du jorderigs kval", sådan noget lignende kunne man synge, og så var man virkelig for en tid suggereret til at udholde hverdagslivets bryderier, indtil kirken næste gang åbnede sine porte for en til åndelig husvalelse, så man atter kunne lægge sin byrde af synder og sorger fra sig, ligesom man i søvnen "lægger den trætte krop fra sig", fordi den er blevet en byrde at bære på.
Men "Faderen", "Sønnen" og "den Helligånd" med deres "nåde" i den gammeldags opfattelse kan ikke tage det moderne menneskes mentale byrder fra det. Vi lever i en verden omgivet af en tidsånd, der kræver helt andre hjælpemidler, deriblandt en forståelse af, hvad "Faderen", "Sønnen" og "den Helligånd" er, set i relation til menneskets egen psykiske struktur og hele universets struktur. Det er rigtigt, at religionen i sin gamle form, fra at være en naturlig hjælp og støtte for det jordiske menneske på et særligt stadium i dets udvikling fra dyr til menneske, efterhånden ændredes til at blive "opium", der fik det til at flygte fra denne verdens "djævelskab" i stedet for at prøve på at være med til at lave verden om. Som "opium" betragtet kan religionen i vor tid for os nordboere dog ikke siges at være nogen "farlig gift", thi folket vender sig fra den og "nyder" den kun ved særlige – festlige og sørgelige – lejligheder på en temmelig sentimental måde. Det blev sagt rammende af Klaus Rifbjerg i en kronik for nogen tid siden: "Vorherre er altså blevet gjort til en slags administrator af de borgerlige ceremonier, en overordnet bedemand, som man ikke sådan behøver at gå og tro på til hverdag, men som er ret praktisk at have ved hånden i visse situationer". Men så er der altså de situationer, hvor man ikke har ham ved hånden, og det er de fleste, for det er "til hverdag". Da har man i almindelighed så travlt, at man ikke har tid til at tænke på Vorherre, som specielt har med dåb, konfirmation, bryllup og begravelse at gøre. Men der er jo også tidspunkter, hvor man ikke arbejder og har travlt. Vor tids rationalisering af arbejdet giver netop den enkelte større fritid, der nok i nogen grad kan udfyldes af underholdning, sport og hobbies. Men før eller senere vil alt det, der ellers er gemt væk i et "pulterkammer" i dybere lag under dagsbevidstheden, røre på sig, når mennesket ikke kan overdøve dets "stemme" med larm, travlhed og arbejde. Det er det samme, der dukker op i søvnløse nætter: dårlig samvittighed, såret forfængelighed og forurettelse, skuffelse, angst for det uforudsete, nag og bitterhed m.m. Som knive vil alt dette skære i sindet, og "arrene" vil sidde som skarpe furer og rynker i ansigtet, i den "maske", man bærer til daglig. Man bærer ustandseligt sin byrde i det skjulte, og den kan pludselig tynge én til jorden i form af nervesammenbrud, efter først have gnavet i sindet som stress, rastløshed eller blot som unaturlig træthed. Man kan ikke som fortidens mennesker stille sit våben fra sig i våbenhuset og gå ind i det hellige rum for at åbne sit sind både for at lette det for den tunge byrde og for at modtage den guddommelige hjælp og fornyelse gennem alt det, der stråler én i møde under gudstjeneste, skriftemål og nadver. "Troen kan flytte bjerge", siger et gammelt ord, og troen har vitterligt flyttet bjerge af tunge mentale byrder fra menneskers sind igennem tiderne. Men vor tids menneske kan ikke tro blindt, det vil gerne forstå, have indsigt og viden. Byrden af mental tyngde og vægt hviler dog tungt på dets sind, og det er af fundamental betydning, at det bliver fri af denne byrde.
Den mentale "selvmorder"
Det jordiske menneske, der er begyndt at tænke selvstændigt, kan ikke vende tilbage til den blinde tro, og dog vil det engang kunne lægge sin mentale byrde fra sig. Det vil tage sin tid, men det vil være muligt. Al den energi, der er blevet brugt til at bære disse byrder eller til de indad- eller udadrettede aggressioner, der ofte er blevet et resultat af dem, vil da kunne bruges i menneskeligt, konstruktivt øjemed, i skabelsen eller medarbejderskabet af et rigtigt menneskerige. Men først må alle våben nedlægges, ikke blot atombomber, kanoner, geværer og pistoler, eller sabler, bajonetter, dolke og springknive, ikke blot fysiske våben, men også mentale våben. De mentale våben er hverdagens våben, som mere eller mindre bruges af os alle i den intellektuelle jungle, vi er omgivet af til daglig, og som vi selv udgør en del af. I junglens verden hersker den stærke, og den svage må bukke under, og i den intellektuelle jungle er det ikke anderledes. At bukke under i den intellektuelle jungle er dog ikke – som i den fysiske – ensbetydende med en pludselig død. Mentale våben dræber ikke, de underminerer, de volder slitage, de skaber usikkerhed, de virker på langt sigt, men denne langtidsvirkning kan dog være så voldsom, at den efterhånden medfører døden, som regel ikke som en virkning af én "morders" arbejde, men som en virkning gennem lang tid af mange "morderes" koncentrerede påvirkning. Og blandt disse "mordere" er den, som har gjort det største arbejde, som oftest – vedkommende selv.
Det vil altså sige, at en form for "selvmord" kommer med ind i billedet? Det vil det, efter som den deprimerede og sårbare selv har boret videre i sårene på en sådan måde, at netop denne selvvirksomhed har givet stødet til nervesammenbruddet og det fysiske sammenbrud. I stedet for at vedkommende kunne lægge sine egne mentale våben fra sig, som han eller hun er kommet til kort med over for modparten, eller som han eller hun ikke har temperament til at bruge over for andre, eller, hvad der er bedst, som han eller hun ikke kan nænne at bruge over for andre, så vendes våbnene indad mod mennesket selv som ærgrelse, forbitrelse, skuffelse, jalousi, uro, ængstelse eller andre former for nedbrydende tankeklimaer. Det lukker sig inde i sin egen mentale hule som et såret dyr. Hvis det så endda som dyret ville "slikke sine sår", så de kunne heles, men menneskets udholdenhed, der er så positiv på mange områder, kan også vendes til en indædt stædighed. Det vil være martyr, når det ikke kan være helt. Det koncentrerer sig om sit nederlag, sin nedværdigelse, sin skuffelse, sin indestængte vrede eller bitterhed og sin ængstelse for ikke at kunne tage livets udfordringer. Det borer i sine egne sår i sygelig selvødelæggelse.
"Depressions-narkomani"
Vi er alle mentalt sårbare, men nogle er overfølsomme, de er nærtagne i en sådan grad, at en enkelt bemærkning fra et andet menneske, som der måske ikke var nogen brod i, set fra dette menneskes synspunkt, men som blot var udtryk for en vis ligefremhed i dets tankegang og væremåde, kan gå dem så nær, at det ødelægger deres liv i dage eller uger, fordi de bliver ved med at kredse om "hvad han mente med det" o.s.v. Det, der altså i virkeligheden ikke var noget våben, gør den sårbare i dette tilfælde selv til et våben og gennemborer sit stakkels nervesystem i dage og nætter, fordi det ganske simpelt er blevet "depressionsnarkoman".
Her er der naturligvis tale en et sygt menneske, men vi kan alle, hvis vi ikke har kontrol over vore følelser, komme ind i en sådan mental blindgade. Da vor følsomhed netop udvikles og skal udvikles, for at vi kan blive "rigtige mennesker", er det af stor betydning, at de mennesker, der er begyndt at arbejde lidt mere bevidst på denne udvikling, i deres bevidsthed skaber et mentalt våbenhus, hvor de stiller våbnene fra sig, inden de går ind i "det hellige rum" eller "lønkammeret" i deres sind. Det gælder ikke blot de mentale våben, de kunne tænke sig at anvende mod andre, men også dem, de i alt for stærk en grad bruger imod sig selv. Hvorledes det er muligt for vor tids mere frit tænkende menneske at erstatte "de hellige haller", der ikke mere kan lette dem for deres byrder, med det mentale våbenhus og bevidsthedens tempel, skal jeg forsøge at gøre rede for i min næste artikel.
Tilbage til artikelregister
Forrige