Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når det lille barn græder og er ulykkeligt, skal det trøstes af sin mor eller en anden voksen, det har tillid til og føler sig tryg ved. Det større barn og det ganske unge menneske søger knapt så meget trøst, som det håber at finde forståelse og forklaring, der kan hjælpe det i den øjeblikkelige situation. Det unge menneske når dog på et tidspunkt frem til en sindstilstand, hvor det giver slip på gamle autoriteter og søger nye, samtidig med at dets selvbevidsthed er begyndt at vokse, det ved nu – næsten – alt, i alt fald mere end "de gamle", og det vil helst klare sig selv. Den nye viden, det higer imod – ofte med denne higen skjult bag en overlegen maske, skal det have fra helt nye kilder, der er anderledes end alt det "gamle støvede arvegods".

Menneskehedens fysiske funktion i jordklodens organisme ( og det vil ifølge kosmologien sige i det levende makrovæsens organisme, som vi kalder jordkloden) kan sammenlignes med hjernens funktion i vor organisme. Samtidig med, at en refleks- og vanefunktion finder sted, sker der også en forandring og fornyelse. Enhver af os kan være med til at bringe fornyelse i jordklodens hjerne og dermed i menneskehedens udvikling. Er vi indstillet på fredens, næstekærlighedens og humanismens bølgelængder, er vi med til at opbygge et nyt hjernecenter i jordklodens bevidsthed. Det sker naturligvis ikke imod jordklodevæsenets vilje, tværtimod, jordklodevæsenets viljekraft er indstillet på denne fornyelse, det ønsker den. Men hvordan kan vi samarbejde med et makrovæsen, i hvis organisme vi befinder os som mikropartikler? Vi kan dog ikke føre en samtale med et sådant væsen, og i det hele taget kan den tanke, at jorden er et levende væsen, i hvis organisme vi befinder os, være vanskelig for mange mennesker at forbinde med det, de forstår ved virkelighed, nærmere betegnet deres oplevelse af livet i hverdagen. Men eftersom den fysiske videnskab, som mennesket af i dag tror næsten lige så blindt på, som fortidens mennesker troede på den ortodokse religion, kan fortælle os, at intet kun er det, det ser ud til at være, er det dog nærliggende i alt fald at gøre et forsøg på at opfatte begivenheder og foreteelser i vor hverdag som noget, der heller ikke kun er det, som vi registrerer med vore sanser og opfatter med vor mere eller mindre vanebetonede bevidsthed. Den del af videnskaben, der ikke lader sig binde af videnskabelige dogmer, er på sporet af sandheder, der vil føre frem til en grænse, over hvilken den fysiske videnskab alene ikke rækker til som fører. Kvanteteoriens ophav, den store forsker Max Planck, havde ligesom Einstein og Bohr en anelse om dette. Man fornemmer det i en af hans udtalelser: "Religion og naturvidenskab kæmper i fællesskab en uophørlig kamp mod skepticisme og dogmatik, mod tvivl og overtro, og feltråbet i denne kamp har altid været og vil altid blive: "Fremad til Gud"! Men hvilken plads kan Gud have i det moderne verdensbillede? Svaret må blive: ingen. For Gud er hævet over placering. Vi må vende spørgsmålet om og sige: hvilken plads kan det moderne verdensbillede få i Gud? Det moderne verdensbillede kommer først "på plads", når man fuldt ud erkender, at verdensaltet er Gud, Gud er det levende univers og intet er uden for Gud.

Dette er ikke nogen ny lærdom, men menneskene må bestandig have den urgamle visdom bekræftet på nye måder i forhold til den forandring, der sker i deres sind. Da menneskeheden repræsenterede barndommens stadium, kunne de suggereres til ved hjælp af deres religiøse instinkt at fornemme helheden, og sig selv som en del af denne helhed igennem deres tilknytning og tilhørsforhold til guderne eller Gud, som de oplevede i "de hellige haller". Den oplevelse gav deres liv en dimension, der betød hvile, tryghed og trøst. Eftersom denne dimension var virkelig for dem, kunne de langt lettere bære byrderne i den fysiske verden, der kun var en del af virkeligheden.

Disse strofer af digteren Erik Knudsen fortæller noget væsentligt om det moderne menneskes situation. Blandt andet, at der skal mod til at forsøge at være menneske. "Den, der tør slippe sin barnetro", skriver han. Men har masser af mennesker da ikke gjort det? Nej, de fleste har ikke gjort sig det klart. Heller ikke dem, der flot kalder sig ateister og lever som materialister. Måske har de blot surrogat-trøstemidler, men i givne situationer søger de gang på gang trøsten, fordi de ikke har andet; om de så skal finde den i alkohol eller narkotika. Akkurat ligesom teen-ageren, der måske i en given situation alligevel et øjeblik har brug for den voksnes trøst. Men så er det vel som det skal være, både for teen-agerens og ateistens vedkommende? Nej, for situationen er ikke holdbar. "Isen kan ikke bære", barndommens "vintertid" er forbi, en ny vårs brusende strømme er brudt løs. Det kan i begyndelsen virke som virvar og kaos, men det er begyndelsen til en vidunderlig tid. Det unge menneske må bygge sin egen verden op og kan først da se på den gamle verden og "de gamles" verden med større forståelse, når visse erfaringer er gjort. Ateisten og materialisten, der før eller senere af livet selv sættes på de prøvelser, som kun en indre balance kan føre ham eller hende igennem, vil også gøre den erfaring, at et nyt livssyn er nødvendigt. Man HAR sluppet sin barnetro, selv om vanen og instinktet i givne situationer kan få mennesket til at tro, at den ikke er borte. Men hvordan kan man, som Erik Knudsen skriver "blive barn af en større gud"?

Martinus har kaldt det jordiske menneske "en såret flygtning mellem to riger", og, som jeg omtalte i denne artikels første del, er det for en stor del jordmennesket selv, der – om det ikke ligefrem fremtvinger sine mentale sår – så dog gør dem dybere og farligere. Kierkegaard kaldte det "negativitetens sår", det som forhindrer mennesket i at blive sig selv, blive frit og helt menneske. Han er vel den filosof, som, sammen med Marx og Nietzsche, der også er fra forrige århundrede, har formået at præge problemstillingen helt ind i vor tid. De er så forskellige som tænkes kan, og dog er de hver på sin vis en "opløsningens filosof". Pessimisten Kierkegaard kæmpede for at opnå, hvad han kaldte: "En langt dybere ro, som vil bevirke, at vel overfladen kan smerteligt berøres, men ikke det inderste". Han opnåede ikke denne ro, i alt fald vidner hans skrifter ikke derom. Måske flygtede han ind i sit intellekt og glemte at handle. Det ville Marx mene, som sagde: "Filosofferne har nøjedes med på forskellig måde at FORTOLKE tilværelsen; men det gælder at forandre den". Han har ret, men spørgsmålet bliver så, i hvilken retning den skal forandres. Det blev efter Marx i materialismens retning, thi "materien er alle ændringers subjekt", sagde samme Marx. Han troede dermed at have skabt fast grund under fødderne for menneskeheden, men den "grund" har atomforskerne både i teorien og i alt for bogstavelig forstand fejet bort. Nietzsche, hvis liv blev en tragedie, der endte i sindssyge, var i sin profetiske filosofi en slags "antikrist", der forkyndte "verden uden Gud". Til gengæld kunne mennesket selv blive gud, et "overmenneske". "Såret får sjælene til at vokse og kraften til at grønnes", var hans valgsprog. Men han måtte dog erkende, at man ikke bliver overmenneske blot ved at nedbryde. "Jeg har prøvet at benægte alt: ak, at rive ned er let, men at bygge op"! Nietzsche var som en personifikation af det sårede menneske, der gør oprør mod alt det gamle. Hans liv og værker satte ham på en piedestal, så enhver, der vil, kan se ham og sige: "Ecce homo", "se hvilket menneske". Men det har kun betydning, hvis enhver kan se sig selv i ham. Vi kan faktisk ikke blive færdige med ham, før end vi har overvundet "negativitetens sår".

Opløsningens filosoffer erkendte, at mennesket var såret, at "negativitetens sår" forhindrer det i at virkeliggøre sig selv. Ja, for negativiteten forhindrer det i at lære sig selv (og dermed livet og andre) at kende og beherske sin bevidstheds kræfter. "Medmindre fremtiden skabes gennem os, er vi kun døden", sagde D. H. Lawrence. Og det er rigtigt. Men hvordan kan vi skabe en bedre fremtid, vi, der kun er små mennesker i den banale hverdag? Ved netop ikke KUN at være det. Vist er det godt at kende sin begrænsning, men det er absolut lige så nødvendigt at kende sine muligheder. Vi har alle "negativitetens sår" i os, men som Martinus understreger det i sin kosmologi, der er en "opbygningens filosofi", er vi "en såret flygtning mellem to riger". Vi er ikke blot i opbrud, vi er også på vej. Disse riger er ikke steder, men tilstande, og de er tilstande i os. Alle jordiske mennesker, også dem der i øjeblikket har lukket sig inde i deres eget mentale, mørke kælderdyb, også dem, der er på selvmordets rand eller som begår selvmord, fordi de synes, deres situation er håbløs, også dem der synes helt opslugt af hverdagens småting, dem der tilsyneladende lider uret, dem der lader sig føre viljeløst med strømmen og lader stå til, alle er de dele af et levende univers, uden hvilke dette univers overhovedet ikke kunne eksistere. Alle rummer de noget af værdi, som ikke ét væsen rummer magen til, noget som er de gaver, de skal give menneskeheden i fremtiden. Og vi rummer disse værdier og muligheder, fordi vor lille person kun er en midlertidig virkning af den årsagsløse årsag, som er vort evige jeg.