Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når man studerer værker, der betegnes som åndsvidenskab, melder der sig på et tidspunkt spørgsmål som: hvad kan man mene med begrebet videnskab, og hvad kan man mene med begrebet sandhed. Disse begreber er som andre begreber skabt i en historisk proces og vil indeholde en mængde bibetydninger i forhold til denne historiske proces. Man kunne fristes til at tro, at man på de videnskabelige institutioner har én entydig opfattelse af, hvad videnskab er, og af, hvad sandhed er. Sådan er det imidlertid ikke. Det vil man erfare, hvis man dykker lidt ned i videnskabernes historie. Der findes flere forskellige opfattelser af videnskab og af sandhed. Opfattelser der er skabt i den historiske proces. Og som til stadighed skabes i den historiske proces.

Ens udgangspunkt i forhold til disse spørgsmål kan være rent teoretisk, eller det kan være praktisk i den forstand, at man knytter ens overvejelser til en eller flere konkret eksisterende videnskabelige former. Jo dybere man har været involveret i en videnskabelig praksis, desto bedre baggrund har man for at beskrive en sådan praksis. I dette lille essay tager argumentationen først og fremmest udgangspunkt i den videnskabelig praksis, som fysik er. Det er for at eksemplificere, hvad videnskab kan være, for at vise en videnskabs sammenhæng med virkelighedsopfattelsen, for at vise videnskab som et fænomen, der forandrer sig i den historiske proces, og for at disse overvejelser om videnskab kan være med til at afklare, hvad vi i nutiden kan mene med åndsvidenskab. Der vil også blive henvist til Martinus' kosmologi og til de humanistiske former for videnskabelig praksis.

Når man arbejder med fysik, indgår man i en videnskabelig praksis, der har udviklet sig gennem århundreder. Og her er det værd at lægge mærke til, at opstarten af fysik som videnskab i stor stil foregik uden for universitetet, som dengang var domineret af en kristen form for åndsvidenskab, der var rettet mod fortolkning af bibelen, mod gudsforståelse og mod etik. Datidens videnskabsmænd var derfor i det store og hele slet ikke interesserede i, hvad de første eksperimenterende naturforskere gik og rodede med. Tycho Brahe kunne arbejde i fred på øen Hven. Stort set ingen forsker på datidens universitet var nysgerrig i forhold til dette arbejde. De anså det højst sandsynligt ikke for at være videnskab. De havde nemlig en anden opfattelse af, hvad videnskab er. Man kan sige, at de var partiske til fordel for det åndelige på bekostning af det materielle. Ikke desto mindre udviklede der sig en ny videnskabelig retning – nemlig fysikken baseret på eksperimenter og målinger. Solsystemets rumlige struktur blev som bekendt afklaret. Og Newton blev i stand til at formulere en lov, der muliggjorde, at bevægelser kunne beregnes ud i fremtiden. Det gjaldt både bevægelser af planeter i himmelrummet og bevægelser på jorden. Det var en stor succes for fysikken, at Newtons bevægelsesligning kunne forstås som en universel lov for bevægelse. Og dermed blev beskrivelsen af universet låst fast i en mekanistisk beskrivelse. Universet blev set som et kæmpe mekanisk urværk. Den forestilling har derefter haft voldsomme virkninger for vores virkelighedsopfattelse og for vores syn på videnskab her i den vestlige kultur.

Indtil de nævnte opdagelser på det atomare niveau af virkeligheden blev gjort, var det nærliggende at have den opfattelse, at en lov som Newtons bevægelsesligning, der havde vist sig gyldig på så mange områder, var en universel lov. Altså at den var gyldig for alt stof. Denne opfattelse har som nævnt haft store konsekvenser for den filosofiske tænkning i den vestlige verden. En del har ment, at en videnskab som fysik var i stand til at fremkomme med universelle love. Og fysik har derfor i over hundrede år stået som et mønstereksempel på, hvad videnskab er. Hvilket har ført til en materialistisk virkelighedsopfattelse. Man er blevet partisk til fordel for det materielle på bekostning af det åndelige. Men der er god grund til at tænke over dette igen. Udgangspunktet holder nemlig ikke. Newtons bevægelsesligning er ikke, som mange troede, en universel gyldig lov. Og dermed er hovedargumentet for en materialistisk virkelighedsbeskrivelse væk. På det atomare niveau – og lavere niveauer – har det vist sig, at Newtons bevægelsesligning ikke er gyldig. Det er værd at bemærke sig, at loven ikke som sådan erklæres for usand, selv om der er en mængde situationer, den ikke gælder for. Det, der er sket, er at lovens gyldighedsområde er blevet indskrænket. Principielt kunne der således også være mange andre situationer, hvor Newtons bevægelsesligning heller ikke gælder. Ved vi for eksempel, om det udelukkende er fysiske og kemiske kræfter, der virker i en celle? Eller er det sådan, at al den overordnede kommunikation, der foregår i en celle, er udtryk for, at åndskræfter virker styrende i cellen? Konsekvensen af de nye opdagelser er, at synet på universet må blive langt mindre mekanistisk. Den materialistiske spærring for at beskæftige sig med det åndelige begynder således at smuldre. Og faktisk er det, efter min mening, igen blevet muligt at opfatte universet som en organisme. Sådan som en del åndsfilosoffer har gjort gennem tiderne. Fysikkens måde at anskue virkeligheden på er således blot en ud af flere mulige.

Et af de principielle problemer, atomfysikerne ramte ind i, var, at man ud fra nogle eksperimenter måtte konkludere, at en elektron opførte sig, som var den en partikel, og ud fra nogle andre eksperimenter måtte konkludere, at en elektron opførte sig som en bølge. Problemet består i, at de to former i rummet – en partikel og en bølge – logisk udelukker hinanden. En partikel befinder sig i et stærkt afgrænset sted i rummet – nærmest i et punkt – til et givet tidspunkt, mens en bølge altid er udbredt i rummet. Logisk set kan den samme rumlige enhed ikke både være afgrænset i et punkt og være udbredt i rummet. Spørgsmålet er da, hvad er sandheden om en elektron? Er den en bølge eller er den en partikel? Niels Bohr løste den tilsyneladende logiske modstrid ved at formulere komplementaritetsprincippet. Det går ud på, at de modsætningsfyldte egenskaber – bølgeegenskaben og partikelegenskaben – tilsammen udgør en sand beskrivelse af en elektron, og at kun én af disse egenskaber kan realiseres i et konkret eksperiment. Ved den konkrete måling er der således ikke nogen logisk modstrid, fordi den eksperimentelle opstilling kun muliggør én af egenskaberne. Hvilken en af egenskaberne, der skal realiseres ved målinger, afgør fysikeren med sit valg af eksperimentets udformning. Fysikeren får derved en direkte indvirkning på det, der undersøges. Og det er det, der her er en afgørende pointe.

Den virkelighed, fysikeren måler og beskriver, er således ikke længere noget, man kan sige blot følger sine egne årsager og virkninger uafhængigt af fysikeren. Fysikerens valg kommer i nogle særlige situationer i atomfysikken til at have konsekvenser for, hvordan dele af virkeligheden kan fremtræde i det fysiske rum. Niels Bohr konkluderer, at det er atomfysikerens opgave på en entydig måde at kunne beskrive det, der sker i en konkret målesituation. Der er ikke længere tale om et sandt udsagn om noget i virkeligheden, uafhængigt af, hvordan indsigten er bragt til veje. En elektron fremtræder i rummet på en bestemt måde i forhold til, hvilket valg forskeren har gjort med hensyn til forsøgsopstillingen. Den videnskabelige sandhed er således i disse tilfælde situationsafhængig, som den også ofte er det i humanistisk forskning. Og forskeren er dermed ikke udelukkende en neutral iagttager uden for den virkelighed, hun eller han undersøger. Selv fysikere får således problemer med at opretholde forestillingen om, at de blot beskriver virkeligheden objektivt. Hvad elektronen er "i sig selv" uafhængig af nogen målesituation, mener Niels Bohr ikke, fysikeren har nogen mulighed for at beskrive. Fysikeren er således som videnskabsperson efter Bohrs mening begrænset til at beskrive det, som de eksperimentelle opstillinger muliggør.

I den fase af videnskabens udvikling, hvor der fokuseres kraftigt på virkelighedens materielle aspekt, har man i forskellige former for videnskab, så som sociologi, økonomi, biologi, lægevidenskab og psykiatri, mer eller mindre efterlignet den klassiske fysiks metode. Det vil være højst relevant at stille spørgsmål ved, om det fortsat er frugtbart for disse videnskaber at have fysikken som forbillede. Nu da virkeligheden ikke ser ud til at være så mekanistisk, som man troede at have vist med opstillingen af Newtons bevægelsesligning. Og nu da fysikkens metode ikke kan siges at være så objektiv, som den tidligere er blevet anset for at være. Yderligere forekommer det problematisk, at forskere i biologi, lægevidenskab og psykiatri i så høj grad fortsætter med at acceptere at arbejde efter det gamle materialistiske spor. De forsker trods alt i levende væsener. Og at behandle levende væsener som genstande ved stort set kun at bruge fysikkens metode virker noget primitivt. Der er således gode grunde til, at forskere nu giver mere plads til livsbeskrivelser og mindre plads til mekanistiske procesbeskrivelser. Ja, måske ligefrem udvikler et slags livets komplementaritetsprincip, hvor åndsforskning og materieforskning indgår som uundgåelige, ligeværdige og modsætningsfyldte forskningsmetoder. Det modsætningsfyldte ligger i, at en fokusering på materien skubber det åndelige (oplevelse og bevidsthed) til side, og at en fokusering på det åndelige fører til en manglende opmærksomhed på det materiale, der ligger til grund for, at oplevelse og bevidsthed overhovedet kan finde sted. En vekselvis fokusering på henholdsvis det materielle og det åndelige kan være vejen til et upartisk syn på virkeligheden. Og tilsammen kan de to metoder føre til en helhedsbeskrivelse af virkeligheden – og dermed udgøre livets komplementaritetsprincip.

Martinus formulerer skiftet i videnskabsopfattelse således (Bisættelse, 31. kapitel):"Den nuværende videnskab vil derfor mere og mere gå bort fra at veje, måle og beregne materien, til fordel for en tiltagende analysering af bevidsthed, tanke og liv". I det øjeblik forskeren inddrager bevidstheden – herunder sin egen bevidsthed – i sin forskning, kræves der imidlertid en helt anden form for videnskabelig metode end fysikkens. En sådan form for videnskabelig praksis kender vi til i vores kultur fra de klassiske humanistiske videnskaber – herunder de tidligere religiøse former for åndsvidenskab. Grundmodellen for disse videnskaber er dialogisk. Forskeren står over for et du (et individ) i sin undersøgelse af omverdenen. Jeget står over for et du – og ikke over for et det (en genstand). Det du, jeget står overfor, er det konkrete du i mødet med det enkelte individ. Og det er jegets møde med det omfattende du. Det du – som set i lyset af Martinus' kosmologi – er Guddommen. Og i overensstemmelse med Martinus' synspunkt kan vi sige: Her er grundspørgsmålet ikke, hvad er virkeligheden? Men hvem er virkeligheden?