Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Var Martinus pragmatiker? En pragmatiker er en person, der regner noget for sandt, hvis det fungerer i praksis. Så uden at tænke over det er vi vel alle sammen pragmatikere? Selvfølgelig går vi kun efter det, der passer i vores kram. Og viser det sig, at det alligevel ikke passer, så går vi efter noget andet. Vi kan slet ikke undgå at være pragmatikere. Eller som Martinus skriver i Livets Bog 3, stk. 711: "Så enkel og ligetil er selve væsenernes livsvandring, at de ganske simpelt går efter deres egne ønsker, begær og længsler. Andre bevægelsesfaktorer findes ikke i det kosmiske perspektiv."

Den amerikanske filosof, pragmatiker og professor ved Harvard University, William James (1842-1910), var ikke bange for at tale positivt om religiøse erfaringer, og det kunne han gøre uden at fortælle om sine egne. Han kunne nøjes med at holde sig til det, synet af verden fortalte ham. Sætninger om Gud er ikke uvidenskabelige, hævdede han. De er teoretisk sande, og det kan man se på, at troen på Gud har tilført menneskelivet positiv værdi gennem årtusinder. Derfor: "Når hypotesen om Gud fungerer tilfredsstillende i ordets videste betydning, så må den være sand". Hvis noget fungerer i praksis, kan man bare handle, "som om" det er sandt. Det var nu hans mening.

Når jeg indledte med at slå fast, at Martinus er pragmatiker, så var det for at fremhæve de præmisser, på hvilke han bygger sit store ræsonnement op omkring livsmysteriets løsning (Livets Bog 3, stk. 669 ff.) Martinus går helt uden om spidsfindige forbehold, som fx kunne være, at man må tvivle om alt. Vil man følge hans tankegang, må man i visse tilfælde gå med til at tænke, som om han har ret, fordi det fungerer i praksis. Så vidt jeg kan se, sker det tre gange, og så kan læseren ellers selv tage stilling til, hvor let eller svært det er i hvert enkelt tilfælde: 1) man må tænke, som om éns omgivelser eksisterer, 2) man må tænke, som om årsagsloven virker, og 3) man må tænke, som om verden ikke har skabt sig selv.

Vendingen "som om" blev grebet af den tyske filosof og professor i Halle, Hans Vaihinger (1852-1933), og anvendt i hans såkaldte als-ob-filosofi, der belærer os om, at det videnskabelige sprog er bygget op af fiktioner, som vi selv skaber for at kunne orientere os. Sætter vi lighedstegn mellem ordene "fiktioner" og "symboler", passer det fint med Martinus, der i Livets Bog 1, stk. 9, skriver: "Mine illustrationer gengiver således ikke billedligt det, de er udtryk for, men symboliserer derimod samme og vil derfor retmæssigt kun være at udtrykke som symboler". Men også mange af Martinus' sproglige begreber, hentet fra den fysiske verden, bruges som symboler på noget åndeligt. "Kosmisk kemi" kalder han fx sin videnskab. Det er som om, den var fysisk kemi.