Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det kan måske lyde mærkeligt, men "kærlighed kan fornemmes som noget, der i højeste grad er ubehageligt…." Således skriver Martinus faktisk i sin artikel "Retfærdighed, behagelighed og kærlighed" (sidst bragt i Kosmos nr. 3/1990). I en smuk lille fortælling giver Victor Hugo (1802-85) et eksempel på, hvad Martinus mener med det. Hvordan kan kærlighed fornemmes som noget, der i højeste grad er ubehageligt?
 

"Forleden aften kom jeg lidt for sent til en middag, og her er grunden: Jeg opdagede en mængde døde bier på gulvet, hvor jeg plejer at arbejde – et syn som jeg møder hvert forår. De stakkels væsner var kommet ind gennem det åbne vindue. Da vinduerne blev lukket, var de fanget. De var ude af stand til at se den gennemsigtige forhindring og kastede sig mod ruderne – om og om igen, indtil de til sidst faldt udmattede om på gulvet og udåndede. Men i går fik jeg øje på en stor dronning, som var meget stærkere end bierne, og som ikke var død, men faktisk temmelig levende, selv om den gentagne gange og af alle kræfter var fløjet mod ruden. "Åh, min fine ven," sagde jeg, "det ville have været en sort dag for dig, hvis jeg ikke var kommet til din redning. Du ville være omkommet, min fine ven; før nattens komme ville du være død, og når jeg om aftenen skulle op ad trapperne med min lampe, ville jeg have fundet din stakkels lille døde krop mellem de andre bier. Kom nu – som kejser Titus den Første sagde – skal jeg markere dagen med en god gerning: lad os frelse insektets liv. Måske er en bidronnings liv i Guds øjne lige så værdifuldt som et menneskes, og den er uden tvivl mere værdifuld end en prins.

Jeg åbnede i hast vinduet, og ved hjælp af et lommetørklæde prøvede jeg at indfange insektet. Men dronningen blev stædigt ved med at flyve i den modsatte retning. Så prøvede jeg at fange den ved at kaste et lommetørklæde over den. Da dronningen så, at jeg ville fange den, tabte den fuldstændig hovedet; den bumpede rasende ind i ruden, som ville den knuse den, og stødte igen og igen mod glasset. Til sidst fløj den hele lejligheden igennem, rasende og desperat. "Åh, din tyran", summede den. "Despot! Du vil tage min frihed! Grusomme bøddel, hvorfor lader du mig ikke få fred? Jeg er lykkelig, så hvorfor forfølger du mig?"

Efter mange forsøg fik jeg endelig fat i den med lommetørklædet, men sårede den ufrivilligt. Åh, som den prøvede at hævne sig! Den stak brodden frem; dens lille nervøse krop, som blev holdt fast af mine fingre, vred sig af al kraft i et forsøg på at stikke mig. Men jeg ignorerede dens protester, strakte min hånd ud af vinduet og åbnede lommetørklædet. I et øjeblik tøvede dronningen forvirret, overrasket, så fløj den roligt ud i det uendelige.

Ja, sådan frelste jeg dronningen. Jeg var dens forsyn. Men (og her er historiens morale) opfører vi os ikke som tåbelige bidronninger over for det guddommelige forsyn? Vi har vores små og absurde projekter, vores begrænsede udsyn, vores overfladisk udfærdigede planer, som enten er umulige at gennemføre eller ødelæggende for os selv. Vi ser ikke længere frem end vores næsetip og har øjnene fikseret på vores umiddelbare mål, mens vi farer af sted som gale i blind forgabelse. Vi vil have succes, vi vil sejre; det vil sige: vi vil slå hovedet itu mod en usynlig genstand.

Og når Gud, som ser alt, og som ønsker at frelse os, forstyrrer vores planer, er vi så dumme, at vi beklager os over ham, vi fordømmer hans forsyn. Vi forstår ikke, at ved at vælte vores planer og ved at give os lidelser gør Han alt for at udfri os og åbne os op for det uendelige."

Victor Hugo, 1802-85; fransk forfatter. De mest berømte romaner er "Klokkeren fra Notre-Dame" og "De elendige."