Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det må vist betragtes som en kendsgerning, at de fleste naturvidenskabsfolk hovedsagelig er af den opfattelse, at menneskets psyke og dermed psykologien både kan og skal forklares på basis af fysiologien, og herunder ikke mindst af hjernefysiologien. Denne opfattelse deles ikke mindst af en hel del hjerneforskere og psykologer, og desuden af en stor del af de journalister, som mere eller mindre objektivt og sagligt formidler naturvidenskabens forskningsresultater. Men eftersom de sidstnævnte normalt er neutrale og i hvert fald usensationelle, benytter visse videnskabsjournalister sig derfor ofte af et stærkt forenklet og dramatisk sprog- og billedbrug, som i reglen er egnet til at påkalde sig især aktualitetens interesse hos offentligheden. En del forskere undser sig dog heller ikke for at benytte medierne – eller måske rettere sagt misbruge disse – til at skabe ekstraordinær opmærksomhed og interesse omkring deres forskning, særlig når det drejer sig om at skaffe sig statslig eller anden finansiering af deres forskningsprojekter. Misbruget anses dog i almindelighed som både acceptabelt og legalt.

 

Man kunne med en vis ret bruge betegnelsen 'utilsigtet komplot' om den etablerede natur- og humanvidenskab, fordi denne så enøjet fokuserer på den fysiske materie og dennes lovmæssigheder som angiveligt eneste gyldige årsagsforklaring på ethvert fænomen, herunder ikke mindst de psykologiske og parapsykologiske fænomener. Med henvisning til de kanoniserede videnskabelige grundsætninger (aksiomer) om objektivitet og fysisk kausalitet, afviser man ganske enkelt, at der skulle være plads til og kunne gælde andre aksiomer. Dermed udelukker man i samme moment og apriori forekomsten af et subjektivitetsaksiom, som netop er en nødvendig forudsætning for på tilfredsstillende og fuldstændig måde at kunne forklare de psykiske og parapsykiske træk ved den fysiske materie. Subjektivitet betragtes både videnskabeligt og i almindelighed som identisk med ren og skær fantasi, der videnskabeligt set ikke kan udsige noget værdifuldt eller gyldigt om livet og verden.¹

Som situationen tegner sig i øjeblikkets human- og naturvidenskab, så nyder fysikken og fysiologien, herunder ikke mindst hjernefysiologien, fremme i videnskabelige kredse, og som følge heraf også i medierne og hos offentligheden. De få tiltag og spinkle forsøg på at benytte en alternativ metode og forklaring på tilværelsen, henviser 'sagkundskaben' i reglen til obskuritetens og mystikkens dunkle verden, og i værste fald til overtroens fantasidominerede og utroværdige domæne. Men til trods herfor må det dog nok konstateres, at det sidste ord ikke er sagt i spørgsmålet om, hvorvidt livet, verden og ikke mindst psykologien kan og skal forklares udelukkende ved hjælp af fysisk-kemiske årsager og fysiologi. At dette netop ikke er tilfældet, er og har der været forskellige og mere eller mindre seriøse filosofiske og åndsvidenskabelige bud på i tidens løb, men her i denne sammenhæng vil det være mest nærliggende at pege på og fremhæve den åndsvidenskab, der er repræsenteret i og med Martinus' kosmologi. Og det så meget mere, som at denne kosmologi formentlig er det mest omfattende og seriøse åndsvidenskabelige bud på en logisk sammenhængende universalforklaring på livet og verden, der indtil dato er fremsat i den vestlige verden.²

Og det ydermere, fordi samme kosmologi endog ser sig i stand til at give en sagligt plausibel forklaring på, hvorfor human- og naturvidenskaben netop for tiden befinder sig i en tilstand og fase, der overordnet og filosofisk set må betegnes som materialistisk. Nemlig i den forstand, at alle fænomener ifølge naturvidenskaben grundlæggende kan tilskrives materiens objektivt fysisk-kemiske eksistens og materiens iboende, naturgivne lovmæssigheder. Bevidstheden og bevidsthedsfænomenerne er ingen undtagelse herfra, hvorfor forestillinger og antagelser såsom sjæl, udødelighed, Gud og evigt liv er imaginære produkter af hjernen, altså rent og skært hjernespind. En amerikansk hjerneforsker har for nylig (juni 2007) i fuldt alvor tilmed kaldt religion for en 'parasit', der angriber et bestemt center i hjernen! Hvilket naturligvis straks vakte mediernes opmærksomhed.³

Set fra Martinus' synspunkt er det kun naturligt, at verdensbilledet (kosmologien) har ændret sig gennem tiderne, idet dette nemlig til enhver tid er beroende på menneskenes aktuelle erfaring og viden, som igen er beroende på menneskenes aktuelle bevidsthedsudvikling og -standard. Derfor er der store forskelle på naturmenneskets og kulturmenneskets opfattelse af livet og verden, lige som der gennem tiderne er forskelle mellem de forskellige kulturers livs- og verdensopfattelse. Engang troede man fuldt og fast på, at jorden er flad som en pandekage og at solen bevægede sig hen over himmelhvælvingen, hvis yderkanter hvilede på jordens periferi. Fiksstjernerne var huller i himmelhvælvingen, hvorigennem Guds lys kunne ses. Denne opfattelse af verden passede godt ind i den katolske kirkes kram og blev derfor kanoniseret. Men skarpsindige 'kættere' betvivlede en sådan naiv opfattelse af verden, og fandt gennem beregninger ud af, at jorden måtte være rund som en kugle og at solen i virkeligheden kredsede omkring denne. Nye beregninger og iagttagelser reviderede dog senere denne opfattelse og godtgjorde, at det i virkeligheden var solen, der udgjorde et centrum, hvorom jorden cirkulerede og blandt andet bevirkede de forskellige årstider, samtidig med at nat og dag forekom, fordi jorden roterede omkring sin egen akse.

Endnu senere fandt man ud af, at heller ikke solen udgjorde et absolut centrum, men at denne sammen med sine 9 planeter, hvoraf jorden var den ene, var en del af et endnu større system i form af galaksen Mælkevejen, og at solsystemet i virkeligheden kredsede omkring et punkt i denne. Man opdagede desuden, at der var mange galakser, og at også mælkevejen roterede om sin egen akse og kredsede omkring et endnu større system i galakse-universet, som man dog fortsat betragtede som endeligt og begrænset. Det rejste et ramaskrig i den lærde og religiøse verden, for det indebar jo ikke alene en detronisering af jorden, men også af mennesket som Guds ganske vist syndefulde skabning.

I nyeste tid er man så ved at komme på sporet af, hvad filosoffen Giordano Bruno hævdede allerede i 1500-tallet, nemlig at universet er en uendelig enhed eller helhed i form af Gud, og at dets begrænsning kun skyldes begrænsningen i menneskets opfattelse af det. Men astrofysikken og astronomien leder fortsat efter nogle basale kendsgerninger om universet: Hvornår og hvordan opstod det? Hvordan har det udviklet sig, og er det muligt at sige noget om, hvordan det vil udvikle sig i fremtiden, og om dets eventuelle ophør? Og vil universet fortsat ekspandere eller vil det på et tidspunkt trække sig sammen, så at alt stof igen samles i ét punkt, for måske igen at blive slynget ud i ny skikkelse og ufattelige dimensioner? Disse og mange flere spørgsmål har foreløbig blandt andet ført til teorien om universets oprindelse, "The Big Bang" (supereksplosionen og ekspansionen) og "The Big Crunch" (sammentrækningen), og til opfattelsen af at kontinuumet tid-rum er relative fænomener, som først fandtes i og med universets opståen og udvikling. Men hvad der var før the Big Bang har man kun nogle højst upræcise og usikre forestillinger om, som det vil føre for vidt at komme ind på her. Det kan dog lige nævnes, at teorien om Big Bang rejser spørgsmålet, om alt stof blev til i skabelsesøjeblikket, eller om stofferne allerede eksisterede i form af et "kosmisk superæg", hvis tidløse ligevægt bragtes ud af balance af en eller anden form for instabilitet?⁴

Set fra et åndsvidenskabeligt synspunkt er man i vore dage stort set og i princippet ikke kommet meget videre end til det trøstesløse "natsyn", som filosoffen og psykologen Gustav Theodor Fechner (1801-87) anså og kaldte det reduktionistiske naturvidenskabelige verdensbillede i 1800-tallet. Man lagde vægten på de kvantitative bestemmelser, som f.eks. betegnede tonernes og farvernes skønne og lysende verden som udelukkende et resultat af nervesvingninger og dermed som "subjektive skin" af den anderledes nøgterne virkelighed. Den naturvidenskabelige verdensforståelse udelukkede dermed også vigtige humanistiske principper som religion, etik og moral som værende subjektive og fiktive. Det fik Fechner og hans samtidige, filosoffen Friedrich Albert Lange (1828-75), til at mene, at naturvidenskaben ikke i sig selv er eller vil være i stand til at give en fyldestgørende og tilfredsstillende beskrivelse af virkelighedens verden, den verden, som ifølge de to filosoffer består af både åndelig og fysisk materie, som er redskaber for den udødelige sjæl, som igen udgør en organisk og holistisk integreret del af helheden: Gud.

Som tidligere påpeget andetsteds er Fechners og Langes respektive opfattelser af livet, tilværelsen og verden principielt beslægtet med den opfattelse, man finder inden for rammerne af Martinus' kosmologi. Man er således enige om, at de kvalitative bestemmelser, som f.eks. tonernes og farvernes skønhed, er nok så vigtige i beskrivelsen og forståelsen af livet og verden, og om, at uden de kvalitative bestemmelser bliver verden og tilværelsen netop til et trøsteløst "natsyn" af en mørk, kold, farve- og toneløs verden af 'død' materie og vilkårlige og tilfældige lovmæssigheder. Men man er også enige om, at dette "natsyn" udelukkende skyldes en midlertidigt manglende erfaring og viden om det virkelige livs verden. Og denne manglende erfaring og viden er igen et spørgsmål om intellektuel og følelsesmæssig udvikling hos mennesket.⁶

Imidlertid er det vigtigt at forstå, at set fra Martinus' synspunkt er naturvidenskabens og den materialistiske livs- og verdensanskuelses reduktionisme ikke alene uundgåelig og nødvendig, men også forståelig i betragtning af, at begge i hovedsagen beskæftiger sig med, hvad der kan opfattes med de fysiske sanser og som kan måles, vejes og hastighedsbestemmes inden for det firedimensionale rum-tid-kontinuum. I modsætning hertil beskæftiger åndsvidenskaben sig også med det, som ikke kan opfattes med de fysiske sanser, og som derfor ikke kan måles, vejes og hastighedsbestemmes. Martinus taler derfor om to principielt modsatrettede forskningsmetoder eller forskningsretninger, nemlig henholdsvis "sansningen på tværs af materien" og "sansningen på langs af materien". Disse to er igen beroende på, hvilken af de to såkaldte sansehorisonter, "den lavpsykiske sansehorisont" og "den højpsykiske sansehorisont", et menneske er udviklet til at benytte sig af eller beherske. Inden for den førstnævnte og firedimensionale "sansehorisont" (højde, bredde, dybde og tid, eller rum-tid) kan man kun opfatte materiens fænomener som udtryk for mål, vægt og hastighed, hvorimod man inden for den sidstnævnte og femdimensionale "sansehorisont" er i stand til at opfatte materien og fænomenerne som udtryk for liv, nemlig i form af levende væseners (individers) aktiviteter. Den femdimensionale virkelighed udgøres af højde, bredde, dybde og tid, altså rum-tid, og af evigheden, både i dennes tids- og rumdimensionelle betydning og i dens ikke-tid-rum-dimensionelle betydning.⁷

Men til trods for de – ganske vist komplementære – modsætningsforhold, der synes at bestå mellem naturvidenskaben og åndsvidenskaben, så var Martinus alligevel af den opfattelse, at sidstnævnte er en naturlig 'forlængelse' eller udvikling af naturvidenskaben. Han brugte et naturbillede med havet til at illustrere sit synspunkt, idet han herom bl.a. skriver følgende:

"Da videnskaben udgør den første begyndende viden om verdensaltet og tilværelsen, bliver den således den kosmiske eller åndelige verdens periferi. Den er den gryende kosmiske bevidsthed. Den er den friske søluft i nærheden af havet. Den moderne videnskab vil altså i virkeligheden være et uomstødeligt bevis for jordmenneskehedens åndeliggørelse. Træk videnskaben fra dets bevidsthed, og tilbage bliver kun en primitiv dyrebevidsthed, der kun er modtagelig for grov påvirkning. Den ville udelukkende repræsentere væsener, der umuligt kunne opfatte en skrevet bogs klare lys, umuligt kunne opfatte talen ud fra et genialt kunstværk, umuligt kunne binde de materielle kræfter i form af kraftmaskiner og andre former for maskiner, befordringsmidler over land og hav, gennem skyerne og under vandet, væsener, der ikke kunne skabe bygningsværker, klæder og brugsgenstande, ja væsener, der ikke engang kunne udtrykke sig ved et fuldkomment sprog. Ved hjælp af videnskabens resultater kan et urs sagte dikken høres fra pol til pol og alle jordens folkeslag på én gang lytte til et og samme foredrag. Ved hjælp af mikroskoper og teleskoper har jordmennesket forlænget sit materielle syn hundreder af gange ind i den mikro- såvel som den makrokosmiske verden. Fra universiteter, skoler og læreanstalter stråler det kosmiske lys i form af videnskab ud over hele verden. Det hviler som nyfalden sne i alt, på alt og over alt. Videnskaben er således et første fundamentalt resultat af en højere åndelig energis indtrængen i tyngdeenergien eller den fysiske verden. Men da videnskaben jo endnu kun er "duften fra havet" og ikke det virkelige "hav", hvilket altså vil sige, at den ikke er i renkultur, men er iblandet og bundet af alt for store mængder tyngdeenergi og dog kan udgøre en sådan lyskilde for verden, hvor meget mere må den så ikke komme til at betyde, når den bliver i renkultur, hvilket igen vil sige, når den når frem til at være udtryk for tilværelsens allerhøjeste grundenergi, det altgennemtrængelige lys: Intuitionen. Man må nemlig forstå, at videnskabens nuværende form kun repræsenterer et midlertidigt stadium i en udvikling, som vil komme til at give plads for et endnu fuldkomnere stadium."⁸

Det digteriske eller poetiske verdensbillede, som ikke mindst Martinus' kosmologi i virkeligheden er eksponent for, er absolut lige så seriøst og sagligt, som tilfældet er med human- og naturvidenskaben. Men i modsætning til denne beskæftiger Martinus' kosmologi sig primært med det levende væsen, et begreb, der omfatter overhovedet alle levende skabninger i verdensaltet, lige fra det guddommelige alvæsen og til mylderet af kendte såvel som ukendte levende væsener af enhver art og skikkelse. Det sker så meget mere, som at Martinus' grundopfattelse er den, at verdensaltet i virkeligheden er identisk med det guddommelige alvæsen, for hvilket alle andre eksisterende levende væsener udgør holistisk integrerede sanseorganer og manifestationsredskaber. Vel at mærke sådan, at hvert eneste levende væsen eller individ samtidig udgør en individuel enhed, for hvilket eller hvilken alle andre levende væsener udgør eller repræsenterer alvæsenet, og det uanset om individet er sig dette bevidst eller ej.

Her er det imidlertid ikke stedet til at gå i nærmere detaljer vedrørende det betagende "dagsyn", som livet eller tilværelsen er og tager sig ud inden for rammerne af Martinus' kosmologi, og jeg skal derfor nøjes med primært at henvise til Martinus Instituts hjemmeside www.martinus.dk, hvor man bl.a. vil kunne læse om hans egen litteratur og se hans geniale symboler. Desuden kan jeg subsidiært henvise til min egen hjemmeside http://hjem.get2net.dk/LivetsEventyr, som bl.a. giver et forsøgsvist grundrids af Martinus' verdensbillede.