Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2009/4 side 122
Verden aktuelt
Vi fødes troende!
af Søren Olsen
Søren Olsen
"Hjernen sværmer for religionen", lyder en overskrift i Politiken (17-6-07). Når et barn fødes, er mor lig med Gud. Alt kommer fra hende – fra det daglige brød til syndsforladelsen. Forsøg med børn fra flere kulturer har vist, at op til 4 års alderen er børn sikre på, at deres mor er lige så alvidende som Gud. I 5-6 års alderen mener børn, at der findes an alvidende Gud, og at han er mere alvidende end mor. Vi bliver ikke født som ubeskrevne blade, men er generelt født troende. Vores hjerne er sådan indrettet, at vi forventer sammenhæng og orden i tilværelsen, og der, hvor vi ikke finder sammenhæng, fylder vi forståelseshullerne ud med overnaturlige forklaringer. Forskningen er lavet af en Justin Barrett fra Oxford Universitet. Han har tidligere udgivet bogen "Why would anyone belive in God" og er i gang med "Born believers".
Fra en åndsvidenskabelig synsvinkel er denne forskning interessant og slet ikke overraskende. Selvfølgelig mener forskerne, at det er hjernen, der dirigerer os til at blive troende. At hjernen er et redskab for "den levende" ændrer dog ikke ved, at hjernen er fysisk indrettet til at tro. Den afspejler "den levendes" fortid. Den fysiske hjerne er også vores skæbne. Vi har været troende gennem årtusinder, hvilket selvfølgelig har sat sine spor i hjernen, ligesom alt det andet vi har oplevet. Derfor fødes vi med forudsætninger for at tro, ligesom vi som begyndende abemennesker i længst svundne tider (på en anden planet) havde en instinktiv åndelig bagage med fra en meget, meget fjern fortids kosmiske bevidsthed. Disse instinkter udløste et helt naturligt mytisk og religiøst forhold til en hinsides åndelig verden, som vi var / er tæt forbundet med.
Vi mennesker søger "noget", som vi ubevidst ved, at der er. Det er dette ubevidste "noget", det er åndsvidenskabens rolle at gøre til bevidst viden. Derved bliver vi efterhånden vidende om det, som vi tidligere kun kunne tro. Der afsættes nye spor i hjernen. Da der er en mangeårig repetitionsperiode i hvert fysisk liv, skal vi formentlig mange liv endnu fødes troende. Måske fødes vi først vidende ved "den store fødsel".