Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvornår begyndte du at forstå, hvem du egentlig er? Ved du, hvem du er, dybest set, inderst inde? Eller tilhører du stadig den søgende skare og læser alle de bøger, du kan få fat i, om selvhjælpsterapier, selvudvikling, veje til indsigt, indre harmoni og helhed: "Søgningen efter det indre barn", "dit indre centrum", "en dør til dit indre". Det moderne samfund har en mængde litteratur om, hvordan vi skal løse "jegets problem" eller "den sårede sjæls healingsmuligheder".

Hvem vi er, synes at være intimt forbundet med hvad vi vil, hvad vi gør og hvad vi stræber efter. Allerede i de unge år forventes vi at træffe valg uden egentlig at kende os selv. Måske er det andre, der vælger for os: vores bedste kammerat, mor eller far, studievejlederen eller en lærer, der opmuntrer os til at fortsætte med at studere sprog, kunst, naturvidenskab eller håndværk. Vi synes at have talent for et eller andet, og det ansporer os ofte til at fordybe os yderligere inden for et specielt område. Det, vi er gode til, synes vi måske også er sjovt, eftersom det giver både resultater og ros.

Det er sværere at få fat i andre, mere dybtliggende, aspekter af os selv: sociale egenskaber, reaktionsmønstre, følelsesmæssige behov, moralske mangler: alt det der handler om personligheden. Den kommer til udtryk på jobbet, i den intime relation med partneren, i venskabsforhold, i familien og skaber både besværligheder og glæder for dig selv og dine omgivelser.

Fra et åndsvidenskabeligt perspektiv er der ingen grund til at være utilfreds med sig selv eller sin personlighed. Vi kan ikke være anderledes, end det vi er blevet, ud fra de erfaringer som livet har givet os. Erfaringer, der kommer fra de valg, vi tidligere har truffet gennem vor livsbane. Hvis nogen fortæller dig, at du er et usædvanligt intolerant og selvoptaget menneske, bør du måske lytte interesseret og granske denne information i lyset af anden information, der findes tilgængelig om dig selv. Måske findes der andre i dine omgivelser, der ser dig i et helt andet lys. Måske forvirrende, men på en eller anden mærkelig måde kommer forskellige sider af os frem i samspillet med forskellige mennesker. Måske vælger vi derfor oftest at have socialt samvær med dem, der bekræfter vort billede af os selv. Vi klapper hinanden på ryggen, fortæller hvor gode vi er og hvor rigtigt vi har opfattet ting og sager. De mindre tiltalende egenskaber putter vi i glemmebogen eller i det ubevidstes mørke kælder.

En selvhjælpsterapeutisk bog opfordrer os ofte til at søge tilbage i tiden, til barndommens oplevelser, og udforske, hvordan de har skabt visse skemaer, modeller eller automatiske reaktionsmønstre baseret på, hvordan vi er kommet til at betragte os selv, ud fra hvordan forældre og andre vigtige personer har ageret i forhold til os. Vi er nødt til at være opmærksom på "det indre sårede barn" og forsones med dets følelser af forladthed, utilstrækkelighed eller mindreværdsfølelse. På den måde formodes vi at kunne lære at elske os selv og at slippe for alle krav om altid at præstere så godt som muligt for at føle, at vi er gode nok i egne eller andres øjne. Resultatet bliver et mere harmonisk menneske med større evne til at se realistisk på sig selv og sine omgivelser.

Disse tanker rimer absolut med Martinus' måde at forstå livet og mennesket. Livets grundtone er kærlighed, og det er lige så vigtigt at elske sig selv som at elske andre levende væsener. Men selvhjælpsterapierne kommer efter min mening ofte til kort, når det gælder selve forklaringen på, hvorfor vi er, som vi er. Problemet er naturligvis det materialistiske verdensbillede med et-livsperspektivet som grundlag. Vi forventes at forstå og løse personlighedsproblemer, der måske er opbygget gennem flere liv i samspil med omgivelserne og under påvirkning af indre forandringsprocesser, der begyndte for mange århundreder siden, og som fortsætter med at gøre sig gældende i lang tid fremover. Der er ikke noget, der forhindrer os i at tage ved lære af det, en dybdeterapi kan tilbyde, men der findes i øvrigt uendeligt mange muligheder i livet for at lære os selv at kende. Livets oplevelser i sig selv kan ses som en terapeutisk vejledning fra Guddommen.

Vore forældre udgør for eksempel Guddommens redskaber til at give os de livsbetingelser, vi behøver for at gøre nødvendige erfaringer tidligt i livet. Hvis barndommen er fyldt med skuffelser, brudte løfter, manglende ansvarstagen fra forældrenes side og følelser af fortvivlelse og følen sig udenfor, hører det rimeligvis sammen med, hvordan vi selv har handlet i rollen som vejledere og opdragere i tidligere inkarnationer. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi derfor bør føle skyld eller skam over ikke at have levet op til ansvaret, præcis som det er lige så meningsløst at anklage sine forældre for de dybe sår, man måske bærer på i sin sjæl. Vanskelighederne er en guddommelig vejledning, der lader os komme i kontakt med, hvem vi virkelig er, og lægge grunden for udvikling af næstekærlighed og empati.

Mange psykologer mener at se, at barndommens relationer genskabes i et menneskes voksne forhold. Vi møder måske en partner, hvor en skyld- og skamproblematik eller et dominans- og afhængighedsforhold kommer til udtryk på samme måde, som det gjorde i barndommen. I et åndsvidenskabeligt perspektiv er det helt naturligt, at vi fortsat møder konsekvenserne af vore tidligere handlinger, der med yderligere betoning forsøger at vejlede os frem mod større selverkendelse.

Et forhold præges ofte af kompromiser, underforståede krav og forventninger, uforenelige livsmål og vanskeligheder med at skabe plads til gensidige behov for på den ene side selvstændighed og på den anden side intimt fællesskab og nærhed. Frygten for ensomhed, ikke at føle sig ønsket eller elsket samt vanen med altid at have en at dele hverdagens besværligheder med, er vigtige motiver for at udholde forholdet trods vanskeligheder. Samfundet præmierer og opfordrer desuden til at skabe familie i traditionel forstand. I det omfang man har vanskeligheder med at leve op til omgivelsernes og måske også egne forventninger, om hvordan et forhold eller et familieliv skal fungere, risikerer man at skabe et negativt billede af sig selv og sine egne behov eller præstationer.

Vi har vænnet os til at betragte familien og den ægteskabelige kærlighed som selve baggrunden for trygheden. Men livet vil ubønhørligt fortsætte med at sætte os i situationer, hvor vi tvinges til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad kærlighed dybest set indebærer. Hvordan skal vi forholde os til forældre, der ikke har kunnet leve op til deres ansvar? Hvilke krav stilles der til at blive i et kærlighedsforhold, der føles fastlåst og tømt for ømhed og nærhed? Er vi klar til at tage ansvar for børn i kombination med de muligheder, som livet i øvrigt kan tilbyde? Hvordan tilgodeser vi indre behov for kærlighed og seksualitet? Vi stilles over for moralske og eksistentielle spørgsmål, der kompliceres af, at de mennesker, vi interagerer med, også befinder sig i en polforvandlingsproces.

Vanskelighederne er nødvendige for at nedbryde et enpolet farvet livsmønster, der i grunden kun havde til opgave at muliggøre skabelsen af mørket. Dybest set er vi alle dobbeltpolede væsener, hverken mand eller kvinde, men denne bevidsthed skal også skabes. Efterhånden vil den ægte kærlighedsevne have tilstrækkelig bærekraft til at skabe en lys og harmonisk skæbne. Kærlighedsevnen fornemmes, ifølge Martinus, som en tiltrækning mod andre levende væsener, der er en genkendelse af vort jegs identitet med vore medvæseners jeg. Fornemmelsen af adskilthed mellem væsenerne udgør, ifølge Martinus, kun en tænkt, skabt foreteelse i modsætning til den absolutte virkelighed. Derfor vil vi være til glæde for de levende væsener og kærtegne dem. Hvert møde med et levende væsen bliver en livgivende og inspirerende hændelse: "Kærligheden forener således væsenerne mentalt set. Der hvor kærligheden, altså lysten til at manifestere lys og glæde for andre væsener, dominerer, der dominerer fuldkommenheden, lykken og saligheden. Der er væsenerne ved at blive bevidst i at være identisk med alt øvrigt liv i verdensaltet og dermed på vej til at blive ét med Gud og fremtrædende som "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Dette vil igen sige, at ethvert sådant menneske er blevet en kærlighedens sol, der på uselvisk måde lyser og varmer på alt og alle." (Livets Bog, bind 7, stk. 2477)