Kosmos 2010/10 side 290
Virkeligheden er ingen teori
Kære læser! Virkeligheden er ingen teori, men vil du forstå den, må du have en teori. Helst en god teori, og hvad vil det nu sige? Jo, den skal være enkel, modsigelsesfri og helst kunne forklare, hvorfor andre oplever virkeligheden på en anden måde end du. At en teori er modsigelsesfri betyder, at de facts, den bygger på, skal være anerkendte. Det er fortolkningen af disse facts, der skiller vandene.
I dette nummer af bladet vil du møde en række teorier, som alle forsøger at forklare et stykke af virkeligheden. Er forklaringerne gode nok? Det vil jeg overlade til dig selv at afgøre. Min opgave er blot at fortælle dig, hvilke sider af virkeligheden med tilhørende teorier du vil møde, når du nu læser videre.
Mange tror, at juleevangeliet er et stykke virkelighed, der har med religion og kulturhistorie at gøre. Det er jo heller ikke forkert, men bag disse afgrænsende ord er der en endnu større virkelighed, som Martinus kalder "kosmisk". Hvordan begrunder han det, og kan det bruges til noget? Det kan du undersøge nærmere i hans første artikel her i bladet.
Fra Martinus' anden artikel vil jeg blot citere et kort stykke. Så kan du jo selv vurdere. Martinus skriver: "Hjertets dannelse er ikke baseret på forfængelighed eller befordret af en umættelig hunger efter at blive beundret og æret. Hjertets dannelse er dyrkelsen og opretholdelsen af andres velfærd."
Sproget har været her længe, og i sproget ligger en visdom gemt, som kan være overraskende enkel. "Skaber, skabeevne og noget skabt." Med de ord åbner der sig en dybere forståelse af livet. Hans Wittendorff citerer i månedens spørgerubrik fra Martinus' værker i en nøje tilrettelagt rækkefølge.
I Terje Martin Eggesviks refleksion vil du finde en teori om bønnens opståen, udvikling og betydning. Lad os kigge begrebet "bøn" nærmere efter i sømmene.
"Med jubel mødte de katastrofen," skriver Søren Olsen. Ja, tænk engang, i 1914 var den vestlige, europæiske civilisation ikke nået længere. I denne lille artikel finder du også en henvisning til julen og juletræet.
Endelig slutter vi med Knud Højgaards beretning om Martinus' hovedværk Livets Bog, der blev skrevet med mange afbrydelser. Hvorfor? Det finder du ud af, når du i denne beretning hører om værkets forfatter, hans rejser osv.
Julen er heldigvis ingen teori, og da dette nummer er årets sidste, vil jeg slutte med at ønske dig en rigtig glædelig jul fra os her i redaktionen. 10 flunkende nye numre af bladet følger efter nytår.
Søren Hahn
Billedet på forsiden: På jorden findes mange spor efter tidligere civilisationer. Se Bo Edvinssons spændende artikel inde i bladet.