Kosmos 2011/2 side 57
Virkninger af kunstig befrugtning
af Søren Olsen
Martinus svarer i kontaktbrev 1950/15 s.39 på et spørgsmål om kunstig befrugtning. Det fremgår af dette svar, "at generationerne af dette afkom vil dø ud, da det efterhånden taber forplantningsevnen og således bliver ufrugtbare." Kunstig befrugtning er, ifølge Martinus, ikke en løsning på problemet med ufrugtbarhed og deraf følgende barnløshed. Og noget tyder på, at han har ret.
I Politiken den 27-12-2006 blev bragt en artikel med overskriften: "Sønner af fertilitetsbehandlede har dårlig sæd". I en undersøgelse af 1.925 værnepligtige, hvoraf 47 var undfanget med en eller anden form for lægelig hjælp, havde disse 47 mænd en sædkoncentration, der var 46 procent ringere end resten af gruppen. Fertilitetseksperter mener, at metoderne til kunstig befrugtning er blevet meget bedre siden dengang. Det på trods af, at man også med de nye metoder ser problemer i form af et øget antal drengebørn, der fødes med forskellige mindre defekter på kønsdelene. Børnene født ved kunstig befrugtning med de nye metoder er ikke endnu gamle nok til, at det kan afgøres, om også de har en svækket forplantningsevne.
Her er, hvad Martinus svarede:
"Enhver normal livsproces forekommer i en så rig fylde, at dens mission til en vis grad kan lykkes, selv om ikke alle ydre betingelser er til stede. Hovedbetingelsen for en befrugtning er jo den mandlige sæds indføring i den kvindelige kønsorganisme. Ved denne sæds udtømmelse fra den mandlige kønsorganisme kan der, selv om denne foregår på kunstig måde uden samleje med en kvindelig partner, udløse sig så megen salighedsenergi, at den kan tiltrække et diskarneret væsens aura og her skabe en forbindelse eller kontakt med den, der kan holde et vist begrænset tidsrum eller så længe, som sæden på kunstig måde kan holdes levende. Ved kunstig indføring af denne sæd i de kvindelige kønsorganer, kan det samme kvindelige væsen i visse tilfælde blive besvangret eller befrugtet. Den diskarnerede ånds talenter for organismedannelse kan således ved den her opståede forbindelse og sammen med den organiske skabende kraft i moderlivet komme til udfoldelse, og fosterdannelsen begynder. Men det skal dog bemærkes, at dette er en undtagelse fra det normale, hvorved der opstår et vist minus i denne fosterdannelse, nemlig dette, at generationerne af dette afkom vil dø ud, da det efterhånden taber forplantningsevnen og således bliver ufrugtbare. Ved unddragelse af det naturlige samleje og den heraf affødte hankønslige og hunkønslige kulmination af vellystatmosfære saboterer man selve livskilden. Man skal derfor ikke tro, at den kunstige befrugtning er en velsignelse eller er fremtidens løsen."
"Den kunstige befrugtning kan hos mennesker have en vis berettigelse i et sådant tilfælde, hvor man i et ægteskab meget gerne vil have et barn, men ingen kan få, grundet på at manden har en eller anden kønslig defekt, der forhindrer ham i at udøve et normalt samleje. Det kan da være et gode, at hans sæd på kunstig måde kan overføres til hustruen, der derved kan blive befrugtet og muligheden for opnåelsen af det ønskede barn derved skabes. Kun der, hvor den kunstige befrugtning således bøder på en kønslig invaliditet, kan den være at anvende. I alle andre forhold er den i højeste grad en overtrædelse af livsloven."
Foto: Clifford Weinmann