Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2011/10 side 290
Kommentar
Velkommen til julens mysterium!
Kære læser! Nu er det snart jul, og når du læser Martinus, så vil du fortsat kunne glæde dig og komme i julestemning. Men du vil også se julen som en videnskab, en julestemning sat i system. Ødelægger det så ikke lidt af det gamle mystiske og glædelige budskab? Overhovedet ikke. Du træder bare ind i et større "rum" – et videnskabens "rum" – og videnskab er ikke andet end menneskenes forsøg på at sætte deres opfattelse af verden i system. Naturvidenskaben tager sig af det, de fem fysiske sanser fortæller os, og Martinus tager sig af resten. Og hvad er så det? Det er sansen for et styrende princip bag det hele, en visdom og en fred, som går over al forstand. Det er både mystisk og glædeligt.
Masser af mennesker har denne sans, også mange naturvidenskabelige forskere. De undrer sig faktisk, hvis naturen ikke synes at være styret af dette princip, og så giver de sig til at lede efter det og siger aha, når de finder det. I dette "rum" er det en selvfølge, at alt har et formål, og det er tilmed en selvfølge, at dette formål på lidt længere sigt er til glæde og velsignelse for alle levende væsener. Altså ikke bare for os mennesker, men også for dyr og planter og alt levende – ikke bare på jorden – men i hele universet!
Præmisserne er evighed og udødelighed. God tid, altså masser af tid! På de præmisser kan man naturligvis ikke forvente, at alting tager sig positivt ud lige i dette øjeblik. Et hurtigt blik ud over verden vil bekræfte det. Men tro ikke, at der er noget galt. Dette blad vil vise dig, at alt er meget større og mere meningsfyldt end lige det, der når at ske mellem et menneskes fødsel og grav. Livet, dit liv, er en uendelig historie, det er det evige livs eventyr, og det er det, Martinus fortæller dig. Det er også det, naturen fortæller dig, og som alle – også de mest materialistiske mennesker – lytter til. De ved det bare ikke altid selv.
Er det så Martinus, der indpoder denne forunderlige viden i os? – Slet ikke, han fjerner blot nogle af de fordomme, som skjuler den for os. For vi har den inden i os, vi skal bare genkende den, genfinde den og genløse den af dyrerigets lænker. Det er det, beretningen om Jesu fødsel fortæller os. Og når vi hører den, så ved vi, at den er sand. Ja, dette er sandheden om os selv og vores udvikling fra dyr til menneske. Det er julens mysterium.
Glædelig jul ønsker redaktionen sine læsere og alt, hvad der kan krybe og gå. Du vil høre om alt dette, når du læser videre. Du vil høre om barnet i krybben, om dyr i menneskekrop, om umodne og modne frugter, om engle, advent, åbenhed og retfærdighed.
Søren Hahn
Billedet på forsiden: Darwins teori om arternes oprindelse fremkom i 1859. Den har sikkert gjort det nemmere for Martinus at blive forstået, da han i 1932 skrev om kilden til arternes oprindelse. Se hans artikel på næste side om "dyret i menneskekrop".