Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus skriver i Livets Bog, bind 5, stk. 1631, at "slangen" i Edens have udgør selve verdensgenløsningen. "Gud og slangen, hvilket vil sige: Gud og verdensgenløsningen, repræsenterer således det mest intimeste samarbejde."

Der er naturligvis tale om et symbolsprog, der fremhæver slangens karakter som "fristeren", en frister med en højere indsigt end Adam og Eva. I beretningen bliver de fristet og "forført" til at spise af "den forbudne frugt". At frugten er "forbudt" for Adam og Eva symboliserer, at den, hvis den spises, indebærer, at de ikke længere kan være i "paradiset". Martinus skriver i Livets Bog, bind 1, stk. 81:

"Denne udvandring eller "uddrivelse" af "paradisets have" vil i sin dybeste analyse være det samme som de pågældende væseners udvikling fra dyreriget til menneskeriget, ligesom de samme væseners "syndefald" på lignende vis er at identificere som deres samlede manifestationer af de fra dyreriget nedarvede tendenser, som fremtræder kontrastmæssigt overfor de gryende menneskelige tendenser."

"Fristeren" er i realiteten væsenets egen indre trang til at udforske tilværelsen som en konsekvens af den totale mættelse af "paradiset". Paradiset er det samme som dyreriget. Ethvert menneske er i dag i den situation, at de er uddrevne af paradiset og "spiser af den forbudne frugt". At vi har vores rod i dyreriget, er ikke nogen kættersk tankegang for det moderne menneske, men at vi hver især rent faktisk selv har været "dyr", indebærer, at vi accepterer tanken om reinkarnation og profetien om, at dette, at vi skal blive til "et menneske i Guds billede", ikke bare er en god historie, men en realitet, der gælder for hele menneskeheden. Verdensgenløsningen og "slangen" som fristeren er den guddommelige hensigt, der skal realisere dette mål.
 

Der har fra "tidernes morgen" været en plan og en struktur for menneskehedens udvikling fra dyr til "et menneske i Guds billede". I modstrid til de materielle, naturvidenskabelige evolutionsteorier, der baseres på, at "de stærkeste overlever", og de svageste går til, vil alle uden undtagelse være omfattet af den guddommelige plan. Selvom vi læser ordene, kan det godt være svært at fatte omfanget af denne proces, for den indebærer, at der ikke er et eneste tidspunkt i denne umådelige udviklingsproces, hvor Gud har vendt "det blinde øje til" og ladet verdensudviklingen tage den retning, den ville, skønt det ofte må være blevet oplevet sådan. Det guddommelige Forsyn har været den for menneskeheden usynlige kraft og kærlige vejleder, der har styret udviklingen gennem alle de kritiske faser. Menneskeheden skal lære at kontrollere viljeføringen, og det indebærer, at der er nødt til at forekomme større eller mindre fejltagelser.

I mange hjem kendes sikkert udtrykket "hvis du ikke vil høre, må du føle", og det er et meget godt billede på dette at opleve konsekvenserne for at få de nødvendige erfaringer. På denne måde har vi måttet indkassere dyrekøbte erfaringer igennem de talrige fejder og større eller mindre krige, naturkatastrofer, ulykker, sygdomme og psykiske, smertefulde tilstande, vi har gennemlevet. Det er i de situationer, vi måske har følt det som Jesus på korset, da han i den niende time sagde: "Eli, Eli,! lemá sabaktáni", også bedre kendt som "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig".
 

Der er ingen tvivl om, at en stor del af verdens befolkning føler, at "Gud har forladt dem", men sandheden er måske nærmere, at de har forladt Gud og er blevet materialister. Dér er man overladt til et liv i "tilfældighedernes verdensorden", et liv, hvor man har den fysiske materie som "religion", men det er ikke nogen fejludvikling eller imod Guds plan og verdensgenløsningen, tværtimod, det er et helt uundværligt trin i udviklingen. Der har været adskillelige tilfælde igennem menneskehedens udviklingshistorie, hvor eksistensen synes at have været truet af udslettelse af flere forskellige årsager. Det har dels været de kolossale sygdomsepidemier, pest, kolera, kopper o.m.a., der tidligere truede menneskets fortsatte eksistens, men "heldigvis" fremstod der på givne tidspunkter nogle personligheder, som via deres ekspertise og psykiske modtagelighed "opfandt" midler til bekæmpelse af disse livstruende udryddelsesepidemier i form af vacciner m.m., og i nogle tilfælde noget så enkelt som hygiejne.

Fra min egen tid i tresserne husker jeg med gru på den tid, da russiske atombevæbnede krigsskibe i 1962 havde kurs mod Cuba, hvor missiler var sat op med retning mod Nordamerika. "Lykkeligvis" ændrede Krustjov planer, og det førte yderligere det gode med sig, at der blev oprettet en "hot line" telefonforbindelse mellem Krustjov og J.F. Kennedy.

Der er masser af andre eksempler på, hvordan forskellige truende situationer pludselig er blevet afværget, enten som i det ovenstående tilfælde, eller ved at statsledere og embedsmænd er blevet fjernet fra vitale poster, og truende situationer dermed er blevet afværget. I alle disse tilfælde, og mange andre, vi aldrig har ofret opmærksomhed, har Forsynet grebet ind. Martinus har i flere tilfælde sagt, at "Forsynet fjernede" den eller den person og ligeledes, at den åndelige verdens indgriben er langt mere omfattende, end vi aner, hvilket understreger, at Forsynet griber ind for at forhindre større skader end højst nødvendigt.

Kan man forestille sig børn uden forældre? Nej, og i den henseende er jordmenneskeheden stadig som "børn", der er velsignet med Forsynets kærlige omsorg. Martinus skriver helt specifikt om "det guddommelige Forsyn" i Det Evige Verdensbillede, bog 3, stk. 33.74: "Og i kraft af denne enhed leder og styrer Gud verdensgenløsningen og verdenspolitikken og bestemmer alle ledende personer såvel i de mørke som i de lyse manifestationer, såvel i krig som i fred; men naturligvis i kontakt med menneskenes lyse og mørke skæbnetilgodehavender. Bag menneskehedens tilsyneladende kaotiske tilværelse, og hvor alt ser ud som tilfældigheder, eksisterer der en altomfattende guddommelig verdensplan, der totalt styres og ledes af det førnævnte Forsyn. Det har fuldstændig kontrol over menneskehedens skæbne."
 

Forsynets opgave er altså konstant at overvåge og hjælpe menneskeheden til at komme frem til "den kosmiske bevidsthed", og i særdeleshed i denne sidste fase af udviklingen er Forsynets rolle overordentlig vigtig, fordi menneskehedens intelligensudvikling er så fremskreden, at våbenproduktionen og teknologien rummer store farer såvel som store potentialer. Måske kan begrebet "Forsynet" virke lidt abstrakt, men her skriver Martinus samme sted i Det Evige Verdensbillede, bog 3, følgende: "Der forekommer derfor nu en gruppe af kosmisk bevidste væsener i jordens bevidsthed, der igen udgør menneskehedens åndelige verden. Denne gruppe er en organisk enhed, hvilket vil sige, at den ikke er en foreningssammenslutning baseret på medlemskort, love eller principper. ... De færdige kosmiske væsener her bærer hver især loven i deres hjerte og har den fuldkomne væremåde som et ufravigeligt talent."

For lige at vende tilbage til verdensgenløsningen, så er det som nævnt en organisk funktion hos Gud. En funktion, der retter sig mod ufuldkomne verdener i verdensaltet, manifesteret gennem "Det guddommelige Forsyn", men ikke kun som en rent åndelig funktion. I den fysiske verden er der nødt til at være en fysisk tilstedeværelse af Forsynets indgriben i de forskellige faser. Denne fysiske tilstedeværelse har været og er fortsat at inspirere og styre førende og ledende personligheder til at være Guds redskaber og menneskehedens tjenere med den mission at føre menneskeheden mod den destination, som er bebudet i ordene: "Lad os skabe et menneske i Guds billede". Denne førelse har ændret karakter og retning fra menneskehedens tidligste stadier og frem til i dag. Denne ændring følger meget præcist menneskets individualitetsudvikling bort fra flokbevidstheden og flokmentaliteten. Det har været gældende, at stammekulturerne blev ledet og styret af en høvding, ofte i forbindelse med en såkaldt medicinmand eller en anden person med visse magiske begavelser, der lagde afstand til det almindelige stammemedlem. Man frygtede den magt og de forbandelser, den pågældende var i stand til at nedkalde via pagten med ånderne. Magt og frygt har således været symbolet og midlet til førelsen af mennesket i umindelige tider, udelukkende for at møde mennesket hvor det selv er.
 

At verdensgenløsningen via Forsynet skulle udtrykke sig gennem magt og frygt og ikke gennem kærlighed og sympati, havde naturligvis den årsag, at sidstnævnte ville være værdiløse, idet mennesket så op til magtfulde, autoritære førere som idealet. Menneskets iboende dyriske natur var tidligere langt mere fremskreden, og den dyriske natur respekterer ikke andet end "det dræbende princips" ypperste egenskaber, styrke og magt. Jo større styrke og overlegenhed, des mere magt. De lidelser, som den daglige tilværelse med stridigheder og beskyttelse af stammen, familien eller folket, og dette at skaffe føde og beskyttelse mod naturens barske vejrlig osv., frembød, kunne dog ikke undgå at udvikle, dels følelseslivet, og dels intelligensevnen. Og med disse nye karakteregenskaber svækkedes de før så ukrænkelige høvdinger, og medicinmænds magt i stammekulturerne, fordi den øgede udvikling svækkede deres autoritet i samme grad, som det stimulerede den enkeltes selvfølelse og individualitet.

Begrebet "stammekulturer" dækker i nogen grad over mange forskellige former for samfund i forskellige dele af verden, men princippet er, at det var mindre samfund i modsætning til de senere, vi kender som bl.a. Ægypten, Grækenland, Romerriget m.fl. Disse samfunds størrelser fordrede udviklingen af et egentlig "militærvæsen" eller ordensmagt, der med den fornødne autoritet og håndhævelse af regenternes love sørgede for "ro og orden", dog stadig med brutalitet, undertrykkelse og magtanvendelse, ligesom hærene tjente til udløsning af magtdemonstrationer og krige over for andre nationer.

Martinus supplerer verdensgenløsningsprincippet og Forsynets rolle med analysen af de store "verdensimpulser" og skriver i Livets Bog, bind 1, stk. 61:

"Som vi tidligere omtalte, sker skabeprincippets udløsning gennem rytmer eller nogle med visse mellemrum fremtrædende impulser. Jordmenneskehedens sidste store sådanne impuls var af en sådan natur, at den efterhånden spaltede sig ud i tre mindre impulser, der igen hver især affødte en religion. Da disse religioner igen hver især tog sigte på udbredelse til alle mennesker, er de blevet kaldt "verdensreligioner" til adskillelse fra tidligere eksisterende, der mere gik i retning af at være "folkereligioner" eller trosretninger, der hver især tog sigte på et bestemt folk eller en bestemt nation eller stat."

Verdensgenløsningsprincippet er så fuldkomment, at udløsningerne, i form af impulser som f.eks. krigs eller fredsimpulser, er tilpasset menneskehedens behov, videns – og kærlighedsniveau. Den store impuls, der spaltede sig i tre, er naturligvis de store verdensreligioner: Kristendommen, Buddhismen og Islam. Af disse vil Kristendommen, ifølge Martinus, i sin renhed og i skikkelse af Kristus, der med sit eksempel viser den mest fuldkomne væremåde, i fremtiden finde udbredelse over hele kloden. I denne fase af udviklingen var det formålstjenligt at skabe større sammenhænge, der var bundet sammen af religiøse fællesskaber, hvorigennem Forsynet kunne påvirke menneskets moralske og følelsesmæssige udvikling. Forsynets bevågenhed har stimuleret Mahatma Ghandi, Adolf Hitler og Mussolini, Nelson Mandela samt verdens førende præsidenter og statsmænd/kvinder, til at fungere som "tjenere" og budbringere for henholdsvis de lyse og de mørke verdensimpulser.

Det kan selvfølgelig være svært at forestille sig i dag, at mennesket virkelig skulle have behov for krige, men det er dog en realitet, at vi stadig ser krig som løsningen på nogle af verdenssamfundets problemer og sender soldater ud for at bekæmpe terror eller som et led i globale demokratiseringsprocesser. Krige som løsningsmodel er generelt ikke udlevet i store dele af befolkningernes bevidsthed, og i nogle dele af verden er der til stadighed mere eller mindre permanente ideologiske eller religiøse krigstilstande, som det er svært at forestille sig en fredelig løsning på. Krig og de deraf affødte tilstande er i disse områder blevet det væsentligste tema i tilværelsen, hvor indbyggerne hver dag vågner op til frygten for missil- eller raketangreb.
 

Anden Verdenskrig var uden sidestykke den hidtil mest omfattende krig på kloden, idet næsten samtlige lande i både øst og vest, var involverede. Krigen kostede 60 millioner mennesker livet og rummede ufattelige lidelser, men også en række højteknologiske opfindelser inden for krigsmateriel, som f.eks. atombomben, der senere udslettede hele byer og ødelagde det genetiske materiale hos tusinder af mennesker. En væsentlig årsag til denne krigs udbrud var formentlig Hitlers opfattelse af, at den primære forklaring på bl.a. Tysklands og Italiens økonomiske kollaps i form af en hyperinflation, var jøderne, ligesom han havde stærke antipatier mod marxisterne, som han kategoriserede som "undermennesker" og skyldige i Tysklands ulykker. Derfor besluttede han i september 1939 at invadere Polen, som på samme tid blev invaderet af Sovjetunionen, hvilket blev starten på det hidtil mørkeste kapitel i menneskehedens historie.

Uden at komme for meget i detaljer om krige og deres opståen kan det konstateres, at de krigsførende magter og deres befolkninger ved krigens start var domineret af den eufori, der opstod, da store folkemasser blev grebet af den suggestive kraft, som Hitler havde. Det stimulerede den individuelle magtfølelse – følelsen af at være med på "vinderholdet", sådan som det også kendes fra nutidens sportsarenaer om end med et andet tema. Verdensgenløsningens impuls var i nævnte tilfælde at stimulere de kvalificerede personligheder, der var inkarneret (Hitler, Mussolini m.fl.) og havde potentialet til at føre verden i krig. De var Forsynets redskaber, og de omtalte begivenheder var deres mission, en mission, der havde til hensigt at demonstrere krigens gru og vanvid for hele verdens befolkning. Følelsen af uovervindelighed og manglen på overblik over konsekvenserne førte verden, og hver eneste borger i den, frem til en frygtelig krig, der efterfølgende gav sig udslag i en total mættelse og lede ved krig og hele dens væsen. I dette tilfælde var verdensgenløsningen en monumental udløsning af en mørk skaberimpuls, hvilket jo, man kan næsten sige naturligvis, blev efterfulgt af et stærkt begær efter etablering af forskellige fredsinitiativer og fredspagter.

I de store såkaldte "efterkrigsårgange" oplevedes efterfølgende en global fredshunger og anarkistiske impulser i form af bl.a. den verdensomspændende såkaldte "Hippiebevægelse" og de massive fredsdemonstrationer i forbindelse med Vietnamkrigen i 1960'erne og 70'erne. Den såkaldte "Hippiebevægelse" er interessant, idet den var et udtryk for en "kultur", der nærmest opstod fra den ene dag til den anden. Desuden bredte den sig over hele kloden og integreredes med en forbløffende hastighed og blev nærmest en vækkelse for millioner af unge verden over. Martinus har i et foredrag sagt, at "de kommer ikke herfra" og antyder dermed, at bevægelsens kernepersonligheder kunne komme fra en anden højt udviklet klode, som blot ikke havde de betingelser, de skulle udvikles af, hvorfor de inkarnerede her på kloden. Man skal blot også huske på, at en del af bevægelsens kollektive adfærd var præget af omfattende stofmisbrug, kollektiver, vegetarisme, psykedelisk kunst o.m.a. Man kunne måske forestille sig, at en del af de reinkarnerede soldater, der faldt i de tidligere krige, var stærkt repræsenteret i disse fredsbevægelser.
 

Med demokratiets tiltagende udvikling har hver enkelt borger fået større og større indflydelse på sit eget liv. Det indebærer i første omgang en øget indflydelse på rent materielle forhold via de politiske systemer i samfundet, men i lige så høj grad en tiltagende interesse og mulighed for at påvirke eget velbefindende, både fysisk som psykisk og åndeligt. De tider, hvor de åndelige og materielle impulser kom fra diktatorer, religiøse samfund med enevældige konger og kejsere, er afløst af et samfund, hvor den enkelte borgers ansvar for eget liv og helbred er tiltagende. Verdensgenløsningen og Forsynets rolle er nu rettet imod tidens politiske magtfaktorer i form af præsidenter, statsministre, ledende politikere og højt placerede embedsmænd og andre ideologiske personligheder, der afstikker rammerne for vores materielle liv.

Demokratiet er dog ikke den endelige eller perfekte måde at lede verdens nationer på, hvilket Martinus også gav udtryk for ved et privat teselskab, hvor han udtalte, at "demokratiet også giver mulighed for, at de primitive, højtråbende og dominerende karakterer undertrykker de mere ydmyge og stilfærdige personligheder". Hvad angår den "åndelige og moralske" næring, nu hvor religionernes rolle er stærkt aftagende, så er den i dag overladt til et meget bredspektret "udbud", hvor hver enkelt selv vælger sin "ledestjerne".

Åndslivet er i stadig stigende grad hver enkelt menneskes personlige valg og retter sig imod idealer og idoler, der indfrier de ambitioner, den enkelte måtte have for sin egen udvikling. Derfor ser man en idolisering af sportsstjerner, kunstnere, musikere, skuespillere, oprørske ungdomsbevægelser, politikere, religiøse og intellektuelle personligheder o.m.a., der har overtaget rollen som "åndelige vejledere". Årsagen til de meget forskellige valg af personlige "ledestjerner" skyldes, at troen som monopoliseret åndeligt ståsted overvejende er afløst af materialismen. Det indbefatter, at kirkens rolle er overtaget af bl.a. det politiske liv, som garanter for borgernes materielle som kulturelle liv. Individualitetsudviklingens forbindelse med verdensgenløsningen er for det enkelte menneske den faktor, som har affødt hele dette udviklingsskred frem imod en tilstand, hvor hvert enkelt individ selv skal tage ansvaret for sit eget liv og udvikling.

Om individualiteten skriver Martinus i Livets Bog, bind 2, stk. 476: "Men efterhånden som væsenet skrider fremad i spiralkredsløbet eller udviklingen, bliver det mere og mere dygtiggjort i at kunne klare sig selv, hvilket i dette tilfælde vil sige, at det udvikler sin "individualitet", og dets flokafhængighed degenererer. Det er en sådan degenererende flokafhængighed i væsenerne, der ligger til grund for alt, hvad vi kender i form af statsdannelser, nationaliteter, alle former for foreningsdannelse, fagorganisationer, handelsselskaber, religiøse sekter eller trossamfund osv. De er alle baserede på nøjagtigt det samme fundament som det, der ligger til grund for flokdannelsen af ødemarkens vilde ulve. De er sammensluttet for at kunne nyde godt af, eller beskytte sig bag, den overlegne magt og autoritet, som en sammensluttet flertalsaktion giver frem for et enkeltvæsens fremtræden."
 

Efterhånden som flokbevidstheden aftager, og den enkelte ikke længere finder støtte, tryghed og identitet i kirker eller politiske og materielle sammenslutninger, opstår længslen efter at finde en dybere sandhed i tilværelsen – at finde et sted "at høre til". De elektroniske og skrevne medier har også en afgørende rolle i verdenssamfundet, idet de i nogen grad udgør "prædikestole" for de daglige begivenheder og hver på deres vis videregiver "sandheden" og næring til "folket". At denne "sandhed" er baseret på interesser, der ofte forvansker og fordrejer den, er en kendsgerning derved, at forskellige medier har vidt forskellige udlægninger af den samme sag, og det vil så være den enkeltes opgave at forholde sig til dette.

Det søgende menneske har kun én mulighed for at få tilfredsstillet sine åndelige, individuelle længsler, – at søge ind i sig selv, finde sit eget moralske niveau og den åndelige næring, der er i overensstemmelse hermed. Det er symboliseret i lignelsen om "Den fortabte søns" længsel efter at komme "tilbage til Faderen", om det så blot skal være som daglejer. At "komme tilbage til Faderen" er ikke at genoptage det religiøse liv som troende, idet trosevnen, primært i kraft af intelligensens vækst, er degenereret, ligesom den materielle længsel ligeledes er udlevet som værende "vejen til lykken".

Flokbevidsthedens degeneration og individualitetens vækst resulterer på dette stadie i en stærkere og stærkere følelse af at være adskilt fra omgivelserne. Martinus skriver i Livets Bog, bind 1, stk. 35: "Skabekræfterne i første halvdel af en udviklingsspiral bevirker altså ved sin stimulering af individets begær efter eller koncentration på materien i stedet for på de levende væsener en fornyelse af individualitetsfølelsen, der atter er identisk med "jegfølelsen".

Hvert enkelt menneskes ansvar og opgave kan således være at frigøre sig fra flokkens magtstrukturer og vove at stå alene med den fornyede indsigt, som individualitetsfølelsen bærer med sig, og ligeledes opleve den lethed og følelse af frihed, løsrivelsen afføder.

Studiet af kosmologien og de evige principper er verdensgenløsningens sidste trin for det frigjorte individ, og den efterfølgende praktisering skaber en sammensmeltning mellem Forsynet og den enkelte "discipels" vej mod en ny verdensmoral, "en ny himmel og en ny jord".