Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Vand, vand, bare almindeligt vand" – ja, sådan lyder ordene i en kendt svensk vise, og det spejler vel egentlig vor opfattelse af vand, at det er noget almindeligt, ja, endda et særdeles enkelt ukompliceret stof. Men hvad siger videnskaben om dette "enkle" stof? Det viser sig, at vand er noget af et mysterium blandt forskere.

Vand er en unik væske; det er sammensat af ilt og brint, som er nødvendigt for alt kendt liv, vel at mærke i den definition af liv som naturvidenskaben har vedtaget af liv i dag, må man tilføje. Det har også 66 kendte anomalier, hvilket vil sige egenskaber, som afviger fra normal adfærd vedrørende væsker. "Vand er mere kompliceret og spændende, end man tidligere har været klar over", siger Lars Pettersson, professor i kvantekemi ved Stockholms Universitet. Han fortæller, at vand har to forskellige strukturer eller tilstande – dels de mere uordnede molekyler, men der findes også velordnede områder i vandet, som er mellem 1-2 nanometer store, der består af flere hundrede molekyler. Disse velordnede områder bliver færre i antal ved stigende vandtemperatur. Jeg vender tilbage til dette med de "velordnede strukturer".

Hvorfor er vand så vigtigt, for at organisk liv kan manifestere sig på det fysiske plan? Ja, en afgørende egenskab er, at vand er et godt opløsningsmiddel og kaldes ofte "det universelle opløsningsmiddel". De stoffer, som er opløselige i vand, er f.eks. salte, sukkerarter, syrer, alkalimetaller samt visse luftarter, specielt ilt og kuldioxid. Dette er vigtigt, eftersom vand er det medium, som de forskellige grundstoffer har opløst sig i og på den måde er kommet i kontakt med hinanden på, for at kunne skabe biokemiske reaktioner som f.eks. dannelsen af aminosyrer, som anses for at være "livets byggesten". En anden mindst lige så vigtig egenskab ved vand er dets følsomhed over for den elektrisk/magnetiske påvirkning. Man kan selv udføre et simpelt eksperiment for at afprøve dette: Tag en plastikkam og red eller gnid den hurtigt mod dit hår – før så kammen hen imod en rindende vandstråle. Hvad sker der? Jo, vandstrålen bøjer af, når den udsættes for den statiske elektricitet fra kammen.

Vandet, med dets ladede ilt- og brintatomer – en såkaldt dipol, ser ud til at være en perfekt væske, påvirkelig over for elektromagnetiske kræfter. Og her kommer vi til noget vældigt afgørende! Det ser ud til, at vand er nødvendigt for at livet i sin primære struktur, den stråleformige eller åndelige materie, kan inkarnere i fysisk materie. Vandet bliver en slags "koblingslegeme" mellem den fysiske mineralmaterie og det levende væsens åndelige-elektriske struktur. På denne måde får vegetabilsk og animalsk liv mulighed for at inkarnere på det fysiske plan. For fuldstændighedens skyld er det måske vigtigt at nævne, at også vandet tilhører mineralriget, men på grund af sine unikke egenskaber kan det anvendes som "mellemled" mellem "livets primære strukturer" og "mineralmaterien".

Martinus skriver om denne "levende materie", dvs. planteriget og dyreriget, i Livets Bog, bind 2, stk. 593: "Det er denne materie, vi kalder "organisk" og blandt andet kender som: kød og blod i vor egen organisme. Denne materie, der har sin første begyndelse i "planteriget", kulminerer i "dyreriget" og degenererer i "menneskeriget", er i virkeligheden kun "mineralmaterie", hvis forskellige faser som "fast", "flydende" og "luftformig" tilstand er tilknyttet den "stråleformige" materie. Da "stråleformig" materie er det samme som bevidstheds- eller "sjælematerie", vil "mineralmaterien" ved denne sin tilknytning til "stråleformig" materie naturligvis få et anstrøg af denne materie. Den bliver synligt forandret, bliver synlig som selvstændigt arbejdende bevidsthedsmateriale, bliver i høj grad synlig som "levende" stof, ja, bliver det højeste eksisterende udtryk for jegets skabelse i "fysisk" materie. Det er denne skabelse, der kulminerer i jegets fremtræden i en fysisk organisme."

Martinus skriver godt nok intet om vand i netop dette stykke, men i "Bisættelse" skriver han, at så længe der findes fugt tilbage i liget, er der også organisk liv til stede i mikrokosmos.¹ Og vi ved jo, at fjerner man alt vand fra organisk materie, så bliver materien mineraliseret – tilbage er kun de grundstoffer, som opbygger animalsk og vegetabilsk liv: kul, natrium, kalium, svovl m.fl. Så det er altså vandet, der får den fysiske materie til at blive "levende" – og gør det muligt for vor overfysiske elektromagnetiske struktur at inkarnere. Hvilket fantastisk stof!

Martinus skriver også, at vandet på jorden er at betragte som jordens blod, der med sit kredsløb kan sammenlignes med vort eget blodkredsløb (blodomløb) i vor fysiske krop.² Han skriver tillige om, hvordan vort blod, som jo for det meste består af vand, "magnetiseres" af vore tanker, hvilket vil sige, at vi forsyner vort blod med energi og tankeklima.³ Disse lyse eller mørke tankeenergier trænger derefter ind i alle organer og celler i kroppen, ja, i hele mikrokosmos, og bliver dér til en kraft, der enten er livgivende eller nedbrydende. Dette betyder, at det er muligt for blodet at "lagre information" og sende den videre til mikrokosmos. Det er netop dette, man har opdaget, at "jordens blod" – vandet, kan gøre – dvs. modtage information, fastholde den et stykke tid for senere at kunne "aflæses" igen.

En videnskabsmand, som er blevet meget nævnt i forbindelse med "vandhukommelse", er forskeren Jacques Benveniste, en fransk immunolog, som med sin forskning i antistoffer kom frem til, at vand er i besiddelse af hukommelse. Han publicerede resultatet af sin kontroversielle forskning i det ansete tidsskrift "Nature" 1988. I al korthed gik forsøget ud på, at han fortyndede og rystede et allergifremkaldende stof i vand så mange gange, at der til sidst ikke var nogen af de oprindelige molekyler tilbage i opløsningen. På trods af dette reagerede antistofferne, som om de var blevet "allergiske", når de kom i kontakt med den rystede og fortyndede vandopløsning. Forklaringen, mente Benveniste, måtte være den, at vandet stadig bar på informationen om det allergifremkaldende stof. Der måtte være en form for hukommelse i vandet. Flere andre laboratorier gentog forsøget og kom til samme resultat.

At man kan fortynde et stof så meget, at der ikke findes flere oprindelige molekyler tilbage, men alligevel være i stand til at få en biologisk reaktion, er jo også det, homøopatien påstår. Dette var dog for stor en "mundfuld" for den etablerede materialistiske videnskab, som såede tvivl vedrørende Benvenistes resultater. Men historien slutter ikke her, selv om Benveniste selv forlod det jordiske plan i 2004 og altså ikke nåede at få anerkendelse for sin opdagelse i sin levetid.

Den franske nobelpristager Luc Montagnier, der fik Nobelprisen i medicin 2008 for sin opdagelse af hiv-viruset, har nu foretaget lignende forsøg som Benveniste.

Jeg hørte ham på en konference om bevidsthedsforskning i Stockholm sommeren 2011. Der fortalte han om sin forskning i dna fra bakterier og vira og om, hvordan han med kraftige fortyndinger af vand og med rystelser mellem hver fortynding kunne "aflæse" de informationer, der var i dna'et, selv om der ikke fandtes flere fysiske molekyler tilbage i vandet. Han mener, at der er blevet skabt strukturelle forandringer i vandet, såkaldte nanostrukturer, som med et passende udstyr kan aflæses i form af elektromagnetiske signaler. Måske hænger disse nanostrukturer sammen med det, den svenske forsker i kvantekemi kalder "velordnede strukturer", som jeg indledningsvis skrev om?

En anden forsker, dr. Masaru Emoto, er også blevet kendt i hele verden for sin forskning af vand gennem bogen "De skjulte budskaber i vand". Ved hjælp af et højhastighedskamera har Emoto opdaget, at vand danner iskrystaller på forskellig vis, alt efter hvilke specifikke, koncentrerede tanker, der rettes imod det. Han opdagede, at vand fra rene kilder og vand, som bliver udsat for kærlighedsfulde ord, danner smukke, komplekse og farverige iskrystaller. Forurenet vand og vand, som bliver udsat for negative tanker, danner ufuldstændige og asymmetriske krystaller med dæmpede farver. Den tankekoncentration, som giver de smukkeste og mest stabile iskrystaller, er "kærlighed" og "taknemmelighed".

Emoto mener, at resultatet af denne forskning vil skabe en ny bevidsthed om, hvordan vi kan påvirke vor planet og vort eget helbred på en positiv måde. Eftersom både jorden og vore fysiske legemer består af ca. 70 % vand, og vore tanker er i stand til at forandre verden, så har vi her atter en forskning, som påviser bevidsthedens centrale rolle i at skabe sundhed. Martinus viser også, med sine analyser af hele skabelsen, at kærlighed er "universets grundtone" og nævner, at jo mere vi nærmer os det rigtige menneskerige, jo mere vil vore tanker blive fyldt med taknemmelighed til livet og dermed til Gud. Det er det mest livgivende tankeklima, vi kan fylde vor bevidsthed med.

Sammenfattende kan man vel sige, at den vandforskning, som her er blevet beskrevet, er en del af det nye paradigme, som nu breder sig ud over jorden: bevidstheds- og informationsæraen. Med udbygningen af computere, internettet og hukommelseslagring af enorme mængder af information i "mineralske hukommelsesenheder", varer det måske ikke så længe, før videnskaben opdager, at bevidstheden er i stand til at gennemtrænge al materie, inklusive vand. Og ikke bare det – bevidstheden har en indvirkning på al materie. Dette er også noget, som visse kvantefysikere nu har opdaget. Men, dette store emne må jeg vende tilbage til en anden gang.