Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2014/3 side 76
Essay
Verdensgenløsningen og individualiseringen!
af John Klemens
John Klemens
Martinus skriver i Livets Bog, bind 5, stk. 1631, at "slangen" i Edens have repræsenterer selve Verdensgenløsningen. "Gud og slangen, hvilket vil sige: Gud og verdensgenløsningen repræsenterer således det mest intimeste samarbejde." Der er naturligvis tale om et symbolsprog, der fremhæver slangens karakter som "fristeren", en frister med en højere indsigt end Adam og Eva. I beretningen om Adam og Eva i Edens have bliver de fristet og "forført" til at spise af "den forbudne frugt". At frugten er "forbudt" for Adam og Eva symboliserer, at den, hvis den spises, indebærer, at de ikke længere kan være i "Paradiset". Martinus skriver i Livets Bog, bind 1, stk. 81: "Denne udvandring eller "uddrivelse" af "paradisets have" vil i sin dybeste analyse være det samme som de pågældende væseners udvikling fra dyreriget til menneskeriget, ligesom de samme væseners "syndefald" på lignende vis er at identificere som deres samlede manifestationer af de fra dyreriget nedarvede tendenser, som fremtræder kontrastmæssigt overfor de gryende menneskelige tendenser." "Fristeren" er i realiteten vores egen indre trang og nysgerrighed efter at udforske, som en konsekvens af en begyndende evne til at ræsonnere. Denne evne bæres af intelligensen. Ethvert menneske er i dag i den situation, at de er uddrevne af Paradiset og "spiser af den forbudne frugt" hver eneste dag. At vi har vores rod i dyreriget, er ikke nogen kættersk tankegang for det moderne menneske, men at vi hver især rent faktisk selv har været "dyr" indebærer, at vi accepterer tanken om reinkarnation, og at profetien om, at vi skal blive til "et menneske i Guds billede", ikke bare er en god historie, men en realitet der gælder for hele menneskeheden. Verdensgenløsningen og "slangen" som fristeren er den guddommelige hensigt, der skal realisere dette mål.
 
Der har fra "tidernes morgen" været en plan og en struktur for menneskehedens udvikling fra dyr til "et menneske i Guds billede". I modstrid med den materielle naturvidenskabelige evolutionsteori, der baseres på, at "de stærkeste overlever", og de svageste går til, vil alle uden undtagelse være omfattet af den guddommelige plan. Selvom vi læser ordene, kan det godt være svært at fatte omfanget af denne proces, for den indebærer, at der ikke er et eneste tidspunkt i denne umådelige udviklingsproces, hvor Gud har vendt "det blinde øje til" og ladet verdensudviklingen tage den retning, den ville, skønt det ofte må være blevet oplevet sådan. Det guddommelige Forsyn har været den for menneskeheden usynlige kraft og kærlige vejleder, der har styret udviklingen gennem alle de kritiske faser. Menneskeheden skal lære at kontrollere viljeføringen, og det indebærer, at der er nødt til at forekomme større eller mindre "fejltagelser". I mange hjem kendes udtrykket, "hvis du ikke vil høre, må du føle". Det er et godt billede på dette at opleve konsekvenserne for at få de nødvendige erfaringer. På denne måde har vi måtte indkassere dyrekøbte erfaringer igennem de talrige fejder og større eller mindre krige, naturkatastrofer, ulykker, sygdomme og psykiske, smertefulde tilstande, vi har gennemlevet. Det er i de situationer, vi måske har følt det som Jesus på korset, da han i den niende time sagde: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig".
 
Der er ingen tvivl om, at en stor del af verdens befolkning føler, at "Gud har forladt dem", men sandheden er måske nærmere, at de har forladt Gud, har mistet troen og er blevet materialister. Der er man overladt til et liv i "tilfældighedernes verdensorden". Et liv hvor man har den fysiske materie som "religion", men det er ikke nogen fejludvikling eller imod Guds plan og verdensgenløsningen, tværtimod, det er et helt uundværligt trin i udviklingen. Der har været adskillige tilfælde igennem menneskehedens udviklingshistorie, hvor eksistensen synes at have været truet af udslettelse, med tanke på de store sygdomsepidemier pest, kolera, kopper m.fl. "Heldigvis" fremstod der på givne tidspunkter nogle personligheder, som via deres ekspertise og psykiske modtagelighed "opfandt" midler til bekæmpelse af disse livstruende epidemier i form af vacciner m.m. og i nogle tilfælde noget så enkelt som hygiejne.
Fra min egen tid husker jeg med gru på den tid, da russiske atombevæbnede krigsskibe i 1962 havde kurs mod Cuba, hvor missiler var sat op med retning mod Nordamerika. "Lykkeligvis" ændrede Krustjov planer, og det førte yderligere det gode med sig, at der blev oprettet en "hot line" telefonforbindelse mellem Krustjov og J.F. Kennedy. Der er andre eksempler på, hvordan forskellige truende situationer pludselig er blevet afværget enten som i det ovenstående tilfælde, eller ved at statsledere og embedsmænd er blevet fjernet fra deres poster. I sådanne tilfælde og andre, vi næppe har ofret opmærksomhed, kan Forsynet have grebet ind. Martinus har i flere tilfælde sagt, at "Forsynet fjernede" den eller den person og ligeledes, at den åndelige verdens indgriben er langt mere omfattende, end vi aner, hvilket understreger, at Forsynet griber ind for at forhindre skader, hvor det ikke er nødvendigt.
Kan man forestille sig børn uden forældre? Nej – og i den henseende er jordmenneskeheden stadig som "børn", der er velsignet med Forsynets kærlige omsorg. Martinus skriver helt specifikt om "det guddommelige Forsyn" i Det Evige Verdensbillede, bog 3, stk. 33.74: "Og i kraft af denne enhed leder og styrer Gud verdensgenløsningen og verdenspolitikken og bestemmer alle ledende personer såvel i de mørke som i de lyse manifestationer, såvel i krig som i fred; men naturligvis i kontakt med menneskenes lyse og mørke skæbnetilgodehavender. Bag menneskehedens tilsyneladende kaotiske tilværelse, og hvor alt ser ud som tilfældigheder, eksisterer der en altomfattende guddommelig verdensplan, der totalt styres og ledes af det førnævnte forsyn. Det har fuldstændig kontrol over menneskehedens skæbne."
 
Forsynets opgave er altså, konstant at overvåge og hjælpe menneskeheden til at komme frem til "Den kosmiske bevidsthed". I særdeleshed i denne sidste fase af udviklingen er Forsynets rolle overordentlig vigtig, fordi menneskehedens intelligensudvikling er så fremskreden, at våbenproduktionen og teknologien rummer store farer såvel som store potentialer.
Måske kan begrebet "Forsynet" virke lidt abstrakt eller diffust, men her skriver Martinus tidligere i stk. 33.74 følgende: "Der forekommer derfor nu en gruppe af kosmisk bevidste væsener i jordens bevidsthed, der igen udgør menneskehedens åndelige verden. Denne gruppe er en organisk enhed, hvilket vil sige, at den ikke er en foreningssammenslutning baseret på medlemskort, love eller principper. [...] De færdige kosmiske væsener her bærer hver især loven i deres hjerte og har den fuldkomne væremåde som et ufravigeligt talent."
Verdensgenløsningen varetages således af en organisk enhed i Guds organisme. En funktion der retter sig mod ufuldkomne verdener i verdensaltet, men ikke kun som en rent åndelig funktion. I den fysiske verden er der nødt til at være en fysisk tilstedeværelse af Forsynets indgriben i de forskellige faser. Denne fysiske tilstedeværelse har været og er fortsat at inspirere og styre førende og ledende personligheder til at være Guds redskaber og menneskehedens tjenere med den mission at føre menneskeheden mod den destination, som er bebudet i ordene: "Lad os skabe et menneske i Guds billede". Denne førelse har ændret karakter og retning fra menneskehedens tidligste stadier og frem til i dag og følger meget præcist menneskets individualitetsudvikling bort fra flokbevidstheden og flokmentaliteten.
Det har været gældende, at stammekulturerne blev ledet og styret af en høvding, ofte i forbindelse med en såkaldt medicinmand eller en anden person med visse magiske begavelser, der lagde afstand til det almindelige stammemedlem. Man frygtede den magt og de forbandelser, som pagten med ånderne den pågældende var i stand til at nedkalde. Magt og frygt har således været midler til førelsen af mennesket i umindelige tider udelukkende for at møde mennesket, hvor det selv er.
 
At verdensgenløsningen via Forsynet skulle udtrykke sig gennem magt og frygt og ikke gennem kærlighed og sympati havde naturligvis den årsag, at sidstnævnte ville være værdiløse, idet mennesket så op til magtfulde, autoritære førere som idealet. Menneskets iboende dyriske natur var tidligere langt mere fremherskende, og den dyriske natur respekterer ikke andet end "det dræbende princips" ypperste egenskaber – styrke og magt. Jo større styrke og overlegenhed, des mere magt. De lidelser, som den daglige tilværelse frembød, kunne ikke undgå at udvikle følelseslivet og intelligensevnen. Med disse nye karakteregenskaber svækkedes de før så ukrænkelige høvdinge og medicinmænds magt i stammekulturerne, fordi den øgede udvikling svækkede deres autoritet i samme grad, som det stimulerede den enkeltes selvfølelse og individualitet.
Begrebet "stammekulturer" dækker over mange forskellige former for samfund i forskellige dele af verden, men princippet er, at det var mindre samfund i forhold til dem, vi kender som det gamle Ægypten, Grækenland, og Romerriget m.fl. Disse samfunds størrelser fordrede udviklingen af et egentlig "militærvæsen" eller ordensmagt, der med den fornødne autoritet og håndhævelse af regenternes love sørgede for "ro og orden". Stadig med brutalitet, undertrykkelse og magtanvendelse ligesom hærene tjente til udløsning af magtdemonstrationer og krige over for andre nationer.
Martinus supplerer verdensgenløsningsprincippet og Forsynets rolle med analysen af de store "verdensimpulser" i Livets Bog, bind 1, stk. 61: "Som vi tidligere omtalte, sker skabeprincippets udløsning gennem rytmer eller nogle med visse mellemrum fremtrædende impulser. Jordmenneskehedens sidste store sådanne impuls var af en sådan natur, at den efterhånden spaltede sig ud i tre mindre impulser, der igen hver især affødte en religion. Da disse religioner igen hver især tog sigte på udbredelse til alle mennesker, er de blevet kaldt "verdensreligioner" til adskillelse fra tidligere eksisterende, der mere gik i retning af at være "folkereligioner" eller trosretninger, der hver især tog sigte på et bestemt folk eller en bestemt nation eller stat."

Maleri af Marius Wahl Gran
 
Verdensgenløsningsprincippet er så fuldkomment, at udløsningerne i form af f.eks. krigs- eller fredsimpulser er tilpasset menneskehedens behov, videns- og kærlighedsniveau. Den store impuls, der spaltede sig i tre, er naturligvis de store verdensreligioner Kristendommen, Buddhismen og Islam, hvoraf Kristendommen, ifølge Martinus, i renhed og i skikkelse af Kristus med sit eksempel viser den mest fuldkomne væremåde, som i fremtiden vil finde udbredelse over hele kloden. I denne fase af udviklingen var det formålstjenligt at skabe større sammenhænge, der var bundet sammen af religiøse fællesskaber, hvorigennem Forsynet yderligere kunne påvirke menneskets moralske og følelsesmæssige udvikling.
Forsynets bevågenhed har stimuleret Mahatma Ghandi, Adolf Hitler, Mussolini og Nelson Mandela, samt verdens præsidenter og statsmænd/kvinder til at fungere som "tjenere" og budbringere for henholdsvis de lyse og de mørke verdensimpulser. Det kan selvfølgelig være svært at forstå, at mennesket skulle have behov for krige, men det er dog en realitet, at vi stadig ser krig som løsningen på nogle af verdenssamfundets problemer, og sender soldater ud for at bekæmpe terror eller som et led i globale demokratiseringsprocesser. Krige som løsningsmodel er generelt ikke udlevet i store dele af befolkningernes bevidsthed, og i nogle dele af verden er der til stadighed mere eller mindre permanente ideologiske eller religiøse krigstilstande, som det er svært at forestille sig en fredelig løsning på.
 
Anden Verdenskrig er uden sidestykke den hidtil mest omfattende krig på kloden. Krigen kostede 60 millioner mennesker livet og affødte ufattelige lidelser bl.a. gennem en række højteknologiske opfindelser inden for krigsmateriel som f.eks. atombomben, der udslettede hele byer og ødelagde det genetiske materiale hos tusinder af mennesker.
Ved krigens start i Tyskland var mange grebet af den suggestive kraft, som Hitler havde. Det stimulerede den individuelle magtfølelse – følelsen af at være med på "vinderholdet". Verdensgenløsningens impuls var i nævnte tilfælde at stimulere de kvalificerede personligheder, der var inkarneret – Hitler, Mussolini m.fl. De var Forsynets redskaber til at demonstrere krigens gru og vanvid for hele verdens befolkning. Virkningen for mange var en total mættelse og lede ved krigen og hele dens væsen. I de store såkaldte "efterkrigsårgange" oplevedes efterfølgende en global fredshunger og anarkistiske impulser i form af bl.a. den såkaldte "hippiebevægelse", herunder massive fredsdemonstrationer i forbindelse med Vietnamkrigen. Denne bevægelse er interessant, idet den nærmest opstod fra den ene dag til den anden.
 
Demokratiet blev styrket gennem krigene. Hver enkelt borger har fået større og større indflydelse på deres eget liv. Det indebærer i første omgang en øget indflydelse på rent materielle forhold via de politiske systemer i samfundet, men i lige så høj grad en tiltagende interesse og mulighed for at påvirke eget velbefindende, både fysisk som psykisk og åndeligt. De tider, hvor de åndelige og materielle impulser kom fra diktatorer, religiøse samfund med enevældige konger og kejsere, er afløst af samfund, hvor den enkelte borgers ansvar for eget liv og helbred er tiltagende. Verdensgenløsningen og Forsynets rolle er nu rettet imod tidens politiske magtfaktorer i form af statsledere og højt placerede embedsmænd og andre ideologiske personligheder, der afstikker rammerne for vores materielle liv. Demokratiet er dog ikke den endelige eller perfekte måde at lede verdens nationer på på sigt, hvilket Martinus gav udtryk for ved et privat teselskab, "demokratiet giver mulighed for, at de primitive, højtråbende og dominerende karakterer undertrykker de mere ydmyge og stilfærdige personligheder" og at demokratiet er det næstbedste system.
Hvad angår den "åndelige og moralske" næring, nu hvor religionernes rolle er stærkt aftagende, så er den i dag overladt til et meget bredspektret "udbud", hvor hver enkelt selv vælger sin "ledestjerne". Derfor ser man en idolisering af sportsstjerner, kunstnere, musikere, skuespillere, oprørske ungdomsbevægelser, politikere, religiøse og intellektuelle personligheder o.m.a., der har overtaget rollen som "åndelige vejledere". Individualitetsudviklingens forbindelse med verdensgenløsningen er for det enkelte menneske den faktor, som har affødt hele dette udviklingsskred frem imod en tilstand, hvor hvert enkelt individ selv skal tage ansvaret for sit eget liv og udvikling. Om individualiteten skriver Martinus i Livets Bog, bind 2, stk.476: "Men efterhånden som væsenet skrider fremad i spiralkredsløbet eller udviklingen, bliver det mere og mere dygtiggjort i at kunne klare sig selv, hvilket i dette tilfælde vil sige, at det udvikler sin "individualitet", og dets flokafhængighed degenererer. Det er en sådan degenererende flokafhængighed i væsenerne, der ligger til grund for alt, hvad vi kender i form af statsdannelser, nationaliteter, alle former for foreningsdannelse, fagorganisationer, handelsselskaber, religiøse sekter eller trossamfund osv. De er alle baserede på nøjagtigt det samme fundament som det, der ligger til grund for flokdannelsen af ødemarkens vilde ulve. De er sammensluttet for at kunne nyde godt af, eller beskytte sig bag, den overlegne magt og autoritet, som en sammensluttet flertalsaktion giver fremfor et enkeltvæsens fremtræden."
 
Efterhånden som flokbevidstheden aftager, og den enkelte ikke længere finder støtte, tryghed og identitet i kirker eller politiske og materielle sammenslutninger, opstår længslen efter at finde en dybere sandhed i tilværelsen – at finde et sted "at høre til". Det søgende menneske har kun én mulighed for at få tilfredsstillet sine åndelige, individuelle længsler, og det er ved at søge ind i sig selv. Finde sit eget moralske niveau og den åndelige næring, der er i overensstemmelse hermed. Det er symboliseret i lignelsen om "Den fortabte søns" længsel efter at komme "tilbage til faderen", om det så blot skal være som "daglejer". At "komme tilbage til faderen" er ikke at genoptage det religiøse liv som troende, idet trosevnen, primært i kraft af intelligensens vækst, er degenereret, ligesom den materielle længsel er udlevet som værende "vejen til lykken".
Flokbevidsthedens degeneration og individualitetens vækst resulterer på dette stadie i en stærkere og stærkere følelse af at være adskilt fra vore omgivelser. Martinus skriver i Livets Bog, bind 1, stk. 35: "Skabekræfterne i første halvdel af en udviklingsspiral bevirker altså ved sin stimulering af individets begær efter eller koncentration på materien i stedet for på de levende væsener en fornyelse af individualitetsfølelsen, der atter er identisk med "jegfølelsen"." Hvert enkelt menneskes ansvar og opgave kan således være at frigøre sig fra flokkens magtstrukturer og vove at stå alene med den fornyede indsigt, som individualitetsfølelsen bærer med sig, og ligeledes opleve den lethed og følelse af frihed, løsrivelsen afføder. Studiet af åndsvidenskaben og de evige principper er verdensgenløsningens sidste trin for det frigjorte individ, og den efterfølgende praktisering skaber en sammensmeltning mellem den enkelte "discipel" og Gud, der leder mod "en ny himmel og en ny jord".

Maleri af Marius Wahl Gran