Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Han stod på toget i Vejle, og længe varede det ikke, før snakken gik. Om mørket derude og læhegnene, om sære historier og mystiske tildragelser. Pludselig gnistrede et ord mellem os. Hørte jeg rigtigt? Kosmiske glimt? Men det var jo Martinus. Jo da, ham kender han godt. Har gået til foredrag i flere år, læst Livets Bog. Jo, Martinus, men nu er det slut. Engang for mange år siden læste han i en avis, at Martinus var sikker på, at menneskene aldrig nåede levende til månen. Og når Martinus sagde noget, var der jo ingen diskussion. Det var der heller ikke, da Apollo 11 en halv snes år senere landsatte to mænd på månen. I samme øjeblik faldt hele Martinus' lære til jorden.

Jeg var lamslået. Tænk alligevel. Men hvorfor havde jeg ikke reageret på samme måde? For jeg kendte jo godt Martinus' udsagn om månerejserne. De havde ikke gjort det fjerneste indtryk på mig. Men hvorfor?

Tankerne gik tilbage til min drengetid. Jeg var vildt fascineret af rumraketter. At der skulle 11,6 km i sekundet til for at overvinde jordens tyngdekraft, afholdt mig ikke fra at vædde 50 kr. med min storebror om, at menneskene nok engang skulle komme til månen. Og hvem fik ret!

Men hvorfor smækkede jeg så ikke døren i, da jeg hørte om Martinus' syn på månerejserne?

Det kommer vel af, at jeg havde en anden holdning end min rejsefælle. Jeg betragtede ikke Martinus som en autoritet, jeg skulle gøre mig umage for at forstå. Det var lige omvendt. Når jeg læste hans bøger, var det, fordi jeg følte mig forstået. Jeg var min egen autoritet og havde alle fordelene på min side. Jeg var vild med rumfart. Det var Martinus ikke. Det måtte blive hans egen sag. Jeg så, at hans udgangspunkt var et andet end mit, der var krydret med tekniske beregninger. Martinus så det hele i et kæmpeperspektiv. Og var det ikke netop det perspektiv, jeg havde brug for? Derfor forstod jeg udmærket ham, hvor det ellers plejede at være ham, der forstod mig. Hans analyser grundende sig på andre kendsgerninger end mine. Det modsatte af en sandhed kan meget vel tænkes at være en anden sandhed, sagde Niels Bohr.

Hvad var det da for kendsgerninger, Martinus' analyser grundede sig på? Det fortæller han om i sin artikel "Rumrejser og det fysiske jordmenneske", som vi sidst bragte her i Kosmos nr. 2, 1997. Om astronauternes spadseretur på månen skriver Martinus:

"Det er rigtigt, at de var ude at vandre på månen, men de var dog stadig hermetisk indelukkede i rumdragterne og således på deres "månevandring" ikke ude af jordens livsbetingende beskyttelse. De var ikke et eneste øjeblik ude af deres jordiske isolation. Der var gjort alt, for at de netop ikke skulle komme ud af den og ind i måneligets livløse og for mennesket dødbringende sfære."