Kontaktbrev 1960/7 side 18
Direktør T.P. Advani
Præsident for New Delhi's Handelsforening
Medlem af The Rotary Club og The Lion's Club, New Delhi.
Den 25. februar 1960.
(Efterfølgende hilsen er indtalt på bånd)
Klokken er 4 morgen, og det er T. P. Advani fra New Delhi, der sender Dem min meget ærede Mahatma Martinus og alle venner i København og Skandinavien mine bedste ønsker og hilsener aftenen før min meget kære ven hr. Erik Gerner Larssons afrejse fra Indien. Det er med et meget tungt hjerte, at jeg sender denne hilsen, og jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal udtrykke mig, men for mit venskab med hr. Gerner Larsson, som indledtes i oktober 1957, er jeg blevet rigeligt belønnet. Han er et af de meget få virkelig fine mennesker, som langt overgår andre, og han er desuden en overordentlig charmerende personlighed. Den gren, af Martinus Åndsvidenskabelige Institut, som han plantede her for 2 år siden, har slået rødder og er i vækst. Den vil med tiden vokse sig stor og blive et træ, der giver skygge, bærer blomster og frugt, bringer lykke og fred til tusinder af ulykkelige sjæle, som vandrer i urskovens uigennemtrængelige vildnis, formørkede af sorg, hjælpeløse som bortkomne børn, der græder og længes efter et trøstende ord. I skyggen af dette træ vil mange skibe blive frelst fra at støde mod den klippe, der repræsenterer strid, mistroiskhed og skinsyge. Med Guds hjælp skal jeg passe dette træ, jeg skal vande, gøde og beskære det og beskytte det mod sol og regn, så længe jeg lever på denne klode, derom kan De alle være forvissede.
Hr. Gerner Larsson og jeg har tit siddet oppe til langt ud på natten og diskuteret denne verdens problemer, og af den lille smule, jeg har været i stand til at fatte af disse samtaler, føler jeg mig mere end nogen sinde sikker på, at han og Mahatma Martinus levede i Indien, i deres foregående liv. UNIVERSETS STORE ARKITEKT lod dem genfødes i Vesten, som idag sidder fast i et hængedynd af materialistisk filosofi og racefordomme, for at de kunne bringe Vesten en meddelelse fra Østen. For Vestens vedkommende synes det mig, som om olien i troens lamper er ved at være opbrugt, og snart vil hele den vestlige verden være indhyllet i en tyk sky af mørke og stor elendighed. Den tid er ikke så fjern, hvor noget vil ske, som vil få hele menneskeheden til at skælve. En dag vil vi alle råbe om hjælp, men vi vil ikke få noget svar. Tidligere tiders seere og helgener skreg sig hæse for at fortælle os, at vi alle må leve i troen på GUD og huske HAM hvert sekund vi lever. Jeg mindes et meget smukt citat, som lyder således:
Øv dig i Guds tilstedeværelse
som du øver dig i musik.
Og endnu et citat:
At søge fornøjelser og magt
er som at slikke honning
af den skarpe side af en barberkniv.
Det smager måske sødt,
men det vil skære tungen i to dele.
Ulykken er, at vi lever i en verden, hvor der hele tiden ligger en skygge af frygt, had og mistillid over os. Billioner og atter billioner af pund og dollars ødes på våben, ildsprudende maskiner og fjernstyrede bomber samt eksperimenter med rumrejser, medens millioner af mennesker i underudviklede lande lever under forhold, som jeg vil kalde ikke-humane. Millioner dør af ukendte sygdomme, uden behandling, uden pleje, og ingen græder eller synger over dem, for der er ingen hospitaler eller læger til at tage sig af dem. Når jeg ser mig omkring, ser jeg menneske sætte sig op imod menneske og land imod land, fordi der ikke er nogen tillid, og der er et konstant frygtkompleks i menneskenes syge sind. Vi har et stort behov for læger til at kurere os for denne frygtede af had og skræk bestående sygdom, som langsomt tærer på vor livskraft. Hvilket budskab har tiderne bragt? At vi mennesker er blade på det samme træ og blomster i den samme have med forskellige farver og dufte. Til trods for alle de lidelser, de 2 verdenskrige bragte, opretter nationerne stadig forsvarspagter og ugudelige alliancer. Det er disse overenskomster, der skaber spænding, og som til sidst ved en fejltagelse på grund af et følelsesudbrud måske igen kaster os ud i en verdensomfattende strid, hvad himlen forbyde, for da vil der intet være tilbage hverken af sejrherren eller den besejrede. Alle vil tabe i dette dumme spil, hvis pris med hensyn til penge, metal, mennesker, tårer og blod vil være ufattelig. Mørke kræfter er igang, og det er meget nødvendigt, at tænkere og filosoffer fra alle verdensdele samles for at forme menneskehedens skæbne.
Jeg kan ikke lade være med at sige, at jeg meget beundrer og værdsætter de store personlige ofre, som fru Lise Gerner Larsson yder ved at lade hr. Gerner Larsson opholde sig så langt borte fra hende og deres søn Kim i hele 4 måneder, i hvilken periode han har været stærkt optaget af at gøre et stort og fint arbejde for Instituttet, og jeg vil kalde hans arbejde for Guds gode arbejde. De kontakter han har skabt i løbet af de 2 sidste år, er kontakter for livet. Endnu engang hilser jeg Dem Mahatma Martinus, fru Lise Gerner Larsson og Kim og sender Dem mine venligste hilsener, skønt jeg ikke har haft den glæde og det privilegium at have mødt Dem. Jeg vil slutte med en inderlig bøn til Gud om at hjælpe os ud af denne bundløshed af egoisme, hovmod, begærlighed, bedrageri og udbytning imellem menneskene på denne klode. Gid det guddommelige lys må skinne på Dem alle og også på alle andre på denne klode.
Farvel og Gud velsigne Dem alle.
T. P. Advani.
Tilbage til forfatterregister
Forrige