Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I en tid, hvor verden famler i blinde efter sit eget selv, har vi hårdt brug for at gå nye veje. Hverken de kendte religioner eller den højt priste videnskab har kunnet gennemskue hemmeligheden bag livets mysterium. Der er brug for noget helt usædvanligt, noget, hvor religion og videnskab går op i en højere enhed. Noget, der kan bane vej for et paradigmeskifte i menneskenes måde at tænke på. Dette noget findes faktisk allerede i den danske forfatter Martinus' næsten ukendte kosmologi.

 

Martinus taler både religionens og videnskabens sprog. Men hvem er denne Martinus? Ja, Martinus er minsandten en autoritet, han er manden bag et altomfattende værk, hvis indhold ikke alene kan puste nyt liv i videnskaben og danne grundlag for et kursskift i videnskaben med uanede fremtidsudsigter, men også inspirere vores nuværende markedskultur til at bevæge sig hen imod en videnskultur.

Martinus' værk, der har fået hovedtitlen Det Tredie Testamente, er et omfattende og beundringsværdigt værk om et helt nyt og revolutionerende verdensbillede, et meningsfyldt verdensbillede ikke alene for mennesker, men for alt levende, hvilket for Martinus gælder alt, hvad der findes i universet. For Martinus er der ingen principiel forskel mellem organisk og uorganisk stof. Alt er levende og er i en evig bevægelse og forandring.

Martinus er langt fra at være uddannet i ordets almindelige forstand, som det kunne forventes i betragtningen af hans kosmologi, men var tværtimod ganske ulærd og har allerhøjst 5 års skolegang bag sig. Dog er hans værk gennemtrængt af den højeste logik og er fuldkommen up to date med de nyeste opdagelser inden for snart alle videnskabsgrene. Hans værk er simpelthen unikt i sin genre. Livet er for ham ikke et spørgsmål om hvad, men ganske enkelt om hvem. For det, man kalder livet, er i sig selv et levende væsen, et altomfattende væsen, hvori alt lever, røres og er, for at bruge Biblens ord. Dette væsen, man i det daglige kalder GUD, omfatter således samtlige levende væsner, såvel mikroskopiske som makroskopiske, rummet, tiden og evige verdenslove. Intet er overladt til tilfældigheder, alt kører efter ganske nøje principper. Ikke et græsstrå opstår, uden at det udgør et led i den store sammenhæng. At være god, kold, ligegyldig og såmænd også ond er i de mindste detaljer baseret på et årsags- og virkningsprincip. Set fra en kosmisk synsvinkel er alt årsags- og virkningsbestemt og er dermed også et spørgsmål om udvikling. Selv det såkaldte kaos er årsags- og virkningsbestemt og har dermed sin plads i den kosmiske ordensplan.

Alt i livet er for Martinus levende væsner, ja selve livet er som sagt et grænseløst væsen, der omslutter og gennemtrænger alt fra det uendeligt store til det uendeligt lille på samme måde som et menneske fx omslutter og gennemtrænger alle sine bestanddele. Principielt er alle levende væsner lige og skabt efter samme principper. Ethvert væsen er i sig selv en helhed. Livet er således en helhed, der indeholder helheder, der igen hver især indeholder helheder og således fremdeles i det uendelige. Der er sådan set ingen principiel forskel mellem altet eller Gud og et hvilket som helst andet væsen. De er iflg. Martinus udsprunget fra den samme kerne.

Svaret ligger, siger Martinus, i den omstændighed, at kloder og organer er underlagt helt anderledes organismeprincipper, der desuden er karakteriseret ved en meget lav bevægelsesfrihed i sammenligning med fx dyr og mennesker, som er underlagt et organismeprincip, der er karakteriseret ved en langt større bevægelsesfrihed, hvilket bevirker, at væsenerne her har et meget udpræget aktivt liv udadtil, mens en klode- eller et organ-organismeprincip er karakteriseret ved den omstændighed, at væsnerne mere eller mindre har et udpræget aktivt liv indadtil. En klode, der graviterer i en fast bane og i endnu højere grad et hjerte, der er fastbundet, har uden tvivl langt mindre bevægelsesfrihed end dyr og mennesker.

Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at hjerter og kloder dermed ingen frihed har. Det er korrekt, at disse væsners udadvendte liv er meget begrænset, men dette skyldes alene den omstændighed, at disse væsners organismeprincipper kun bevirker et aktivt og frihedsbetonet liv indadtil, altså på tankeplanet. Jorden som levende væsen er desuden ikke længere et postulat, der afvises pure og simpelt efter James Lovelocks bog om Gaia-teorien, hvori forfatteren med dybtgående analyser ender i konklusion om, at Jordkloden må være et levende væsen med selvregulerende indre funktioner, der faktisk mere eller mindre minder om vores egne indre funktioner, så som hjertefunktion, lungefunktion, osv.

Udsagnet om, at alt er levende, er meget tankevækkende og burde kunne lede os til at tænke på, at løsningen på livets mysterium i virkeligheden er at finde ved at studere os selv, for vi rummer alt det, som ellers kræver så mange ressourcer at finde i det fjerne makroskopiske eller mikroskopiske. Den store og endelige teori, som videnskabsmænd så ihærdigt leder efter, kan ganske enkelt udledes af Martinus' værk.

Livet starter ikke med Big Bang, der i kosmisk forstand blot er en ganske almindelig fødsel blandt uendelig mange andre. Big Bang er således fødslen af vores del af universet, der jo iflg. Martinus er et super-makroskopisk væsen i forhold til os. Man kan så forestille sig, at vores univers er ét blandt uendelig mange andre universer, som desuden "lever, røres og er" i et makrounivers, der igen lever i et endnu større makrounivers og så fremdeles i det uendelige.

Men hvor har denne Martinus hentet sin viden fra? Ja, Martinus er minsandten sin egen kilde, hvilket godt kan lyde meget mystisk og utroværdigt for os moderne mennesker. I sin bog Omkring min missions fødsel beskriver han meget nøje, hvorledes han er kommet i besiddelse af den viden, der siden hen har fostret et stort unikt værk. Som 30-årig gennemlevede Martinus efter en dyb meditation en proces, han beskriver således:

"Den kosmiske ilddåb, som jeg havde gennemgået, havde efterladt sig den kendsgerning, at der i mig var blevet udløst helt nye sanseevner, der satte mig i stand til – ikke glimtvis – men derimod i en permanent vågen dagsbevidsthed at skue alle de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var således ikke noget mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i verdensaltets liv og indviet i det guddommelige skaberprincip."

Alle væsner er gennemstrømmet af forskellige slags energier, der vekselvirker med hinanden på forskellige måder, alt efter hvor kærlig, intellektuel, intuitiv, emotionel, instinktiv etc. man er. Der er 7 grundenergier, hvoraf de 6 styrer instinkt, tyngde, følelser, intelligens, intuition og hukommelse, hvorfor Martinus har kaldt dem henholdsvis instinktenergien, tyngdeenergien, følelsesenergien, intuitionsenergien og hukommelsesenergien. Disse energier strømmer alle mere eller mindre i alle væsner. Det er sammensætningen af disse energier, der indikerer, om man fx er en plante, et dyr eller et menneske.

Dette lyder ved første tanke helt absurd. Hvordan kan en plante sammenlignes med et levende væsen som et dyr eller et menneske? Der er naturligvis en uendelig stor forskel på disse størrelser, men forskellen skyldes alene udviklingsårsager. Principielt er der nemlig ingen forskel mellem dem. Hvordan materien tager sig ud, afhænger helt og holdent af energiernes sammensætning.

Når en plante og et dyr eller menneske principielt set er ens, hvad er så et levende væsen? Ethvert levende væsen er et treenigt væsen bestående af 3 fundamentale evige principper, siger Martinus: skaberen, skabeevnen og det skabte. Skaberen svarer til jeget. Skabeevnen til jegets evne til at skabe. Og det skabte til selve skabelsen med hele dens overdådige kolorit. Med jeget forstås ikke kun den størrelse, man anvender i dagligdags sprog, men baggrunden for alt liv. Jeget repræsenterer her det uforanderlige og faste punkt eller den initiale tilstand, hvorfra takket være skabeevnen alt er udsprunget. Der er således i grunden ingen forskel mellem Alvæsenets jeg og et hvilket som helst andet væsens jeg, hvor "lille" det end måtte være.

Jeget adskiller sig fra alt andet ved, at det udgør noget, som hverken kan måles, vejes eller lokaliseres, hverken i rummet eller i tiden. Hvis man forestiller sig hele skabelsen fjernet, så er der kun tilbage jeget.

Jeget er altså et noget, der gennemtrænger hele skabelsen, dvs. alle livsformer, fra det uendeligt store til det uendeligt lille. Jeget alene eller det, Martinus kalder for skaberen, repræsenterer hverken GUD eller noget andet væsen, men absolut stilhed. Men da jeget kun kan lade sig manifestere gennem det skabte, har liv altid eksisteret i form af et evigt levende væsen, styret af et skabende og oplevende jeg.

Hvad er så mennesker, dyr, planter etc.? Begrebet "det levende væsen" dækker efter Martinus' definition af ordet uendeligt meget mere, end begrebet menneske, dyr etc. gør. For det levende væsen er som nævnt evigt, hvilket ikke er tilfældet med menneske, dyr eller plante, som er underkastet begyndelse og afslutning.

Med andre ord er mennesket ikke evigt, da vi jo ved, at det fødes, lever og endelig dør. Men det, der er evigt i mennesket, er dets jeg. Og da mennesket er mere sit jeg end sin organisme, er mennesket med alt, hvad dette indebærer af organisme, bevidsthed, håb etc., blot et udviklingsstadium, som det levende væsen passerer igennem i sin evige vandring i udviklingsstigen. Med andre ord har mennesket ikke altid været menneske, men har passeret igennem mange udviklingsstadier, ligesom det fremover vil passere igennem uendelig mange stadier. Det er i denne ånd, man skal forstå sammenhængen mellem alt levende.

Martinus' udviklingslære gælder naturligvis ikke kun organismen, men i allerhøjeste grad også den moralske dimension. Verdens nuværende konflikttilstand er ikke andet end et udslag af det, Martinus kalder for det dræbende princip. Mennesket er et såret dyr i et ingenmandsland mellem to riger, dyreriget og menneskeriget. Vi er både dyr og menneske, men vores dyriske arv er stadig så dominerende i os, at det onde, vi kan manifestere, langt overgår, hvad et 100% rovdyr kan præstere.

Vi er ved at kulminere i det dræbende princips tjeneste, hvilket det sidste århundrede er fuld af eksempler på. Og vi må regne med, at de næste kommende århundreder ligeledes vil være underlagt det dræbende princip. Vi må ifølge Martinus igennem en modningsproces, og dette vil sige mange lidelser. Vi har åbenbart ikke været i stand til at lære ved vejledning og af "fortidens synder". Lidelsen, der ifølge Martinus i virkeligheden er en velsignelse, er den eneste vej tilbage.

Så vi må forvente, at fremtiden vil byde på mange omvæltninger, og i særdeleshed økonomiske. Alle værdier omkring det frie marked, markedsøkonomi og lignende med deres latente lidelsesfremmende kræfter, vil simpelthen før eller siden falde i grus og afføde behovet for en human og en retfærdigheds skabende økonomi. På samme måde vil de internationale institutioner, der i dag er meget skrøbelige, blive styrket umådeligt. Også de enkelte nationers suveræniteter, der er hovedansvarlige for opretholdelsen af en økonomi, der er underlagt det dræbende princip, vil gradvist miste deres berettigelse og helt forsvinde til fordel for en verdensøvrighed, som FN er en meget svag antydning af.

Denne verdensøvrigheds højeste prioritet er helt at frigøre mennesket for dets kamp for overlevelse for netop at skabe forudsætninger for at mindske det dræbende princips effekter og øge effekten af det, Martinus kalder for det livgivende princip. En ny mennesketype vil rejse sig, gennemstrømmet af en ny indsigtsevne.

Denne evne, som Martinus kalder intuition, har en så stor gennemslagskraft, at væsnet vil komme til at befinde sig i en tilstand, hvor intelligens- og følelsesenergierne, der under det dræbende princips indflydelse var i en gabende ubalance, kommer i en total ligevægt. Og dette er igen ensbetydende med, at den feminine og maskuline pol hos menneskerne ligeledes kommer i ligevægt, hvilket automatisk hos mennesket vil afføde det, Martinus kalder for den kosmiske bevidsthed, der sætter det i stand til at skue alle bag verdensaltet skjulte evige love. Mennesket her er hverken kvinde eller mand, altså ikke et halvt, men et helt eller det, Martinus kalder for et dobbeltpolet (ikke dobbeltkønnet) væsen med vågen bevidsthed om dets evighedsnatur.

Sproget er simpelthen alt for begrænset til at beskrive den skønhed, lykke og kærlighed, mennesket med sin dobbeltpolede tilstand vil befinde sig i. En sådan vision, skønt den virker fantasifuld og utopisk og dermed helt ude af trit med virkeligheden, støttes af den kendsgerning, at alt liv udvikler sig mod tilstande med større udfoldelsesmuligheder. Springet fra dyret til mennesket har jo medført et potentiale hos sidstnævnte, der har sat ham i stand til på godt og ondt at skabe fremragende civilisationer. At dette potentiale ikke udelukkende har bragt mennesket lykke og skønhed, skyldes først og fremmest dets enpolede eller kønnede tilstand, som det har tilfælles med dyret. Det er således den enpolede tilstands dræbende princip, karakteriseret ved stor ubalance mellem intelligens- og følelsesenergierne, der har stået i vejen for et permanent velbefindende. Men vejen fra dyrets 100% enpolethed til dobbeltpolethed kunne dog ikke have været mindre lidelsesfuld. Enpolethed og dets følgesvend, det dræbende princip, er en nødvendighed og bidrager i allerhøjeste grad til at opretholde den nødvendige kontrast, der skal til, for at væsnet hele tiden kan skelne mellem godt og ondt, der er en ufravigelig forudsætning for, at væsnet bliver bevidst om det behagelige og konstant higer efter det. Uden denne kontrast, ingen kærlighed, intet lys og ingen lykke, siger Martinus.