Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I disse valgtider, hvor dette er skrevet, er det interessant at lægge mærke til, hvordan de politiske partier prøver at overgå hinanden i at fremstille sig selv som det fremtidige idealsamfunds skabere. Man kan nok gå ud fra, at der er en ærlig vilje hos alle partierne til at skabe dette idealsamfund, og at de hver især er overbeviste om, at netop deres program er den eneste vej dertil. Men er der da nogen forskel i opfattelsen af, hvordan det fremtidige samfund skal fungere? I grunden er vel alle enige om, at menneskeværdet skal respekteres. At alle borgerne skal have de samme rettigheder, samme muligheder i forhold til deres evner, og at alle skal have deres menneskelige behov tilgodeset. Men det er i forestillingen om, hvordan dette skal iværksættes, at meningerne er delte, og måske også om under hvilke betingelser man bedst skaber disse forudsætninger.

Men hvis det nu er sådan, at der eksisterer et fælles medmenneskeligt ideal, så er situationen jo ikke så håbløs, som man somme tider kan opleve den. Det er dog det mål, man stræber efter, der er det væsentlige. At der findes forskellige opfattelser om vejen dertil og om de ydre former for det tænkte idealsamfund, det er jo naturligt, når man tænker på de forskellige perspektiver, vi som individer betragter tilværelsen fra. Og ud fra disse forskellige perspektiver opstår altså de politiske partier. Men det er måske vigtigt at adskille de her to aspekter på det politiske arbejde. På den ene side det mål, man stræber efter, og på den anden side de metoder, man tror på for at nå dertil.

Martinus skriver i fjerde bind af Livets Bog, at politik er religion omsat til praktisk handling. Dette ville betyde, at et menneskes politiske opfattelse er afhængig af dets religiøse indstilling, selvom dette for det store flertal af politikere er en ubevidst kobling. Men det kan vel ikke nægtes, når vi tænker på de ambitioner, der eksisterer for gradvis at humanisere samfundet, at vi i hvert fald er på vej mod en politisk vision, som er helt samstemmende med grundbudskabet i Det Nye Testamente. Med Jesu kærlighedslære. Men denne vision er endnu ikke blevet en realitet i den politiske bevidsthed. Og den kan heller ikke blive det, så længe den ikke er forankret i den kollektive folkementalitet. Og her udtrykker Martinus sig vældig tydeligt: det er kun gennem det politiske arbejde, at samfundet gradvis kan udvikles ved, at ambitionerne hos samfundets repræsentanter hele tiden svarer til den dominerende folkementalitets indstilling. Med andre ord, en politiker kan kun arbejde inden for et vist mentalt område, nemlig inden for den moralske sektor, hvor folkeflertallet befinder sig. Og dermed har vi også præcis den slags politikere, som vi fortjener.

Det, Martinus her taler om, er altså den praktiske virkeliggørelse af alle samfundets politiske ambitioner. Det vil sige, at politikerne som samfundets håndværkere kun kan effektuere de bestillinger, som almenheden ifølge dens kollektive mentale status inspirerer til. Man kan derfor ikke i egentlig forstand forvente sig nogen nytænkning af håndværkerne – politikerne, det er derimod hovedsagelig dybt inde i folkesjælen, at innovationen opstår.

For at komme videre i dette ræsonnement må vi tage et meget vigtigt aspekt med, nemlig verdensgenløsningsprincippet. Uden det ville den her beskrevne automatik ikke kunne fungere. Det er nemlig disse højere udviklede væsener, som Martinus kalder verdensgenløsere, som i ganske bestemte udviklingsstadier indpoder de højere idealer, der netop da, under hensyn til menneskehedens mentale status, er brugbare. På den måde var moseloven altså den impuls, der førte menneskeheden ind i en mere civiliseret bane. Og moseloven praktiseres jo stadig i stor udstrækning i praktisk politisk udformning. Vi er stadig os selv nærmest, som moseloven gennem sin anbefaling af øje for øje og tand for tand tillader. Men denne primitive lov kan jo næppe være en garant for skabelsen af det fredsrige, det paradis på jorden, som er menneskehedens store drøm. Og lykkeligvis har vi nu, gennem Jesu kærlighedsgerning på jorden, en helt anden model for, hvordan denne attråede tilstand skal kunne skabes på vor planet.

Og her kan vi nu begynde at sammenknytte ånden i vor egen valgkampagne med udviklingens store mål, omskabelsen af dyret til fuldkomment menneske. Og det eneste interessante i denne valgkampagne bliver da: I hvilken udstrækning er de forskellige partiers tanker, idealer og forslag, kort sagt deres politiske stræben, i kontakt med kærlighedslæren i Det Nye Testamente?

Gennem denne kobling, som Martinus peger på mellem religionen og politikken, klargør han selve grundbetingelserne for samfundets udvikling. Der er vel næppe nogen politiker, der ville få den tanke, at der eksisterer en direkte sammenhæng mellem verdensgenløsningsimpulserne og praktisk udført politik. Og det er vel heldigt, for da ville man opdage, at det stadig er Det Gamle Testamentes grundsyn, der ligger til grund for de prioriteringer, man gør i markedsøkonomiens navn. Det er jo næppe i Det Nye Testamentes ånd, at man sætter pengemagtens interesser over menneskets. Med et økonomisk system, hvis selve grund- og drivkraft udgøres af egoisme og egeninteresse, kan vi aldrig skabe et samfundsklima i Jesu ånd. Men det kan man ikke bebrejde politikerne. For, som jeg har påpeget, så er de politiske beslutninger kun en direkte afspejling af den brede folkementalitet. Men når man tænker på, at udviklingen alligevel selvfølgelig går fremad, så er disse beslutninger dog små, små skridt i den omskabelsesproces, som ubetinget gør os mere civiliserede.

Naturligvis skal man ikke ud fra nogen synsvinkel beklage, at vi ikke bevidst bruger religionen som en bogstavelig rettesnor i det politiske arbejde. Det ville være at gå tilbage i udviklingen. Forskellen mellem det religiøse budskab og det politiske udbud er, at man må tage stilling til sidstnævnte gennem sit eget intellekt, medens de religiøse dogmer og postulater kun kan opfattes via en instinktstyret autoritetstro og på den måde blive en vis mental vejledning. Det er symptomatisk, at den religiøse vejledning frem til vore dage, respektløst udtrykt, i stor udstrækning har fungeret som skræmmepropaganda. Når menneskenes egen retsbevidsthed ikke var så udviklet, at de med deres eget intellekt kunne opfatte logikken i loven, så var der jo ikke andet at gøre end at skræmme dem til lydighed. Dette er der mange eksempler på i Det Gamle Testamente, og det er naturligvis fortsat langt ind i den kristne forkyndelse.

Efterhånden måtte de religiøse idealer dog, i takt med menneskets mentale udvikling, omformes til forståelige begreber, hvis disse idealer skulle kunne realiseres. Det er jo her på jorden, himmeriget skal skabes i fysisk materie, så det dagsbevidst skal kunne opleves af væsenerne. Det er det, der er verdensgenløsningens hensigt og mål. Og i denne proces må religionen, eller verdensgenløsningens virkninger, fremtræde som politisk virksomhed i praktisk samfundsopbygning, ifølge Martinus. Men det er klart, at hvis politikken skal kunne klare sin opgave med at praktisere de religiøse idealer fra Det Nye Testamente, så kræves der en helt anden viden om de evige livslove, end man nu har. Da må man have indsigt i hvilke værdier, der er de primære i tilværelsen. Og det kommer naturligvis også til at ske, efterhånden som konsekvenserne af alle de fejlagtige prioriteringer og beslutninger bliver mere og mere tydelige.

For mit vedkommende synes jeg, det er ganske skønt, hvis man kan se på den politiske virksomhed i det her perspektiv. Man forstår da også bedre, hvilket dilemma det indebærer at virkeliggøre Det Nye Testamentes idealer med gammeltestamentlige metoder. For det er jo præcis sådan, det er. Der findes ingen som helst forståelse af den totale kursændring, der er helt nødvendig, for at vi kan komme ud af den krigstilstand, som det nuværende samfundssystem indebærer. Men det kan man altså ikke bebrejde politikerne. De er bare lydige redskaber for den mentalitet, der dominerer i folkedybet. Hvad er politisk fingerspidsfornemmelse andet end netop lydhørhed for, hvad der er brugbar politik med hensyn til det, der kaldes den almene opinion.

Den øjeblikkelige politiske situation giver indtryk af at være en blindgyde. Vi er havnet i en situation, hvor "varmestuetanken" er stendød. Den er død af underernæring. Da den var levende, havde vi statslige serviceforanstaltninger over hele samfundets virksomhedsfelt, og vi havde en ambition om at udbygge og forbedre denne statslige service. Som da uden tanke på vinding ville komme alle borgere til gode. Men hvad er der sket? Jo, i stedet for en samfundsvirksomhed uden tanke på egen fordel har vi fået et forretningsdrivende "væsen", hvis første opgave er at være overskudsgivende. Vi er altså havnet i en krigstilstand, hvor konkurrencen mellem forskellige aktører i den offentlige virksomhed skal være den eneste garanti for, at vi ikke bliver snydt, når vi benytter samfundets tjenester. Men hvis samfundet, gennem en virksomhed uden tanke på egen vinding, tog det fulde ansvar for de fælles samfundsinteresser, så ville der jo ikke være plads til alle disse private profitmagere. Så ville almenheden ikke kunne blive manipuleret af alle disse egeninteresser. Der ville ikke være noget behov for denne konkurrencetænkning.

Men hvorfor sker dette da ikke? Der findes jo ambitioner om et politisk system, hvor ingen bliver udnyttet. Martinus har svaret: Der er for lidt kærlighed i samfundet. Og jo mere man tænker på dette, jo bedre forstår man, hvor han har ret. Det politiske system har, sikkert med en vis ret, ikke tiltro til, at dets borgere vil gøre deres bedste af ren uegennytte. Det giver en forestilling om, at der er brug for en gulerod, en fordel, en gevinst, en mulighed for profit, for at det enkelte menneske overhovedet skal gøre sig anstrengelser. Systemet forudsætter ikke, at noget væsentligt vil blive udrettet af ren menneskekærlighed. Jo vist, samfundet, det er os alle sammen, men jeg mener, at der er brug for en helt anden ide om, hvad der i fremtiden skal være ledestjernen for den virksomhed, der er hele samfundets ansvar. Den virksomhed kan i fremtiden ikke bygges på konkurrencetænkning, egoisme, selvopholdelsesdrift og profitbegær, den må kunne bygges på medmenneskelighed, empatievne, ja, kort sagt på kærligheden til næsten.

Vi burde altså udskifte den, som det forekommer mig, gammeltestamentligt inspirerede devise: Med lov skal land bygges, med en devise grundet på det Nye Testamentes anbefalinger: Med kærlighed skal land bygges. Det, man ønsker eller forestiller sig, er naturligvis ikke, at der under næste valgperiode vil ske en radikal ændring af samfundssystemet. Det må jo tage sin tid. Det, man efterlyser, er en større indsigt i sammenhængen mellem menneskelig mental udvikling og samfundets udformning. En indsigt i, hvilke menneskelige egenskaber vi skal prioritere, stimulere og forlade os på, når vi skal bygge fremtidens samfund. I fremtiden kan vi ikke acceptere egoismen, en instinktbetinget arv fra dyreriget, som motor i samfundsmaskineriet. Vi må på en helt anden måde blive bevidste om den nye verdensimpuls og indse, at en levemåde, der har rendyrkede dyriske fortegn, den fører os direkte mod afgrunden.

Til sidst vil jeg sige, at det er min overbevisning, at vi aldrig vil nå denne afgrund. Der er tilstrækkeligt med medmenneskelighed, medfølelse og indlevelsesevne i folkedybet allerede som garanti for, at udviklingen vil vende. Det eneste, vi kan gøre som enkeltindivider er, i så høj grad som muligt at bevidstgøre disse sammenhænge for os selv. For det er ud fra den proces, at den understrøm af humanisme og solidaritet skal vokse frem, som efterhånden skal gøre de politiske beslutninger mulige. Da kan vi skabe den jordbund, hvor visionen om fredsriget på jorden kan slå rod.
 

oversættelse: HL