Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mennesket har, lige siden det overhovedet fik evnen til at reflektere over sig selv, haft religiøse forestillinger. Lige siden den dag, hvor det opdagede, at det var nøgent, dvs. i samme øjeblik, det fik evnen til at opleve sig selv i forhold til sine omgivelser. Det var her, behovet for en højere magt pludselig blev akut, fordi indsigten om dets egen ubeskyttethed nu blev total. Hvis man indser, at ens evne til at beskytte sin egen eksistens er utilstrækkelig i en verden, hvor enhver er sig selv nærmest, så udvikles det religiøse instinkt til en mere eller mindre bevidst henvendelse til en overjordisk autoritet. Men alt i det her tidlige stadium af menneskets historie er mystik. De religiøse forestillinger opstod udelukkende takket være den instinktive evne.

Hvad er så instinkt? Jo, det er en degenereret kosmisk bevidsthed, der til stadighed degenererer, ifølge Martinus. Det kan eksemplificeres på den måde, at i de zoner i spiralkredsløbet, hvor vi er kosmisk bevidste, hvor vi altså dagsbevidst gennemskuer livsmysteriet, lever vi også i dagsbevidst kontakt med gudsfællesskabet. Den form for kontakt i det nye spiralkredsløb, specielt i dyreriget som vi endnu tilhører, er helt afbrudt. Den instinktive evne er en rest, der er tilbage, og som altså skal være vores rollator, lige indtil vi har udviklet en ny total bevidsthed gennem egne erfaringer i det nye spiralkredsløb.

Dette indebærer følgelig, at vort religiøse engagement, i hvert fald indtil nu, helt og holdent hviler på en instinktivt betinget trosevne. Naturligvis er religionsudøvelsen blevet mere og mere civiliseret og human gennem århundrederne i takt med menneskenes åndelige udvikling. Det gudebillede, man oplever, er jo hele tiden afhængig af ens egen mentalitet. Men de fleste mennesker lever stadigvæk i forestillingen om, at alt vedrørende den åndelige dimension er mystik. Og det er jo naturligt nok, når vi tænker på, at menneskeheden helt op til vore dage ikke har givet adgang til en konkret beskrivelse af de evige livslove, og hvordan tilværelsen i kraft af disse fungerer. Det er ikke noget mysterium for os, at man kan blande de fysiske stoffer, så man opnår et ønsket resultat, fx hvis man i et laboratorium blander visse stoffer til en virksom medicin, eller man laver en ret mad eller bager en kage. Så er det fuldt ud naturligt, at tager man de rette ingredienser, så får man det ønskede resultat. Men taler man om de psykiske emner, så som tanker og følelser af forskellige slags og hævder, at disse er lige så konkrete og virksomme som de fysiske, så bliver det til mystik.

Hvorfor er det sådan? Jo, det skyldes, at vi lever i en fysisk verden, som vi oplever gennem et fysisk oplevelsesinstrument. Den fysiske verden er den tydelige nærværelse. Det er det, som man kan måle og veje, det er det begrænsede, som har en begyndelse og en slutning. For at opleve dette har vi organer. Vi har syns-, høre-, lugte-, smags- og følesans. Vi har evner og talenter, som vi har opøvet gennem en millionårig udvikling i en fysisk tilværelse. Men vi kan ikke opleve åndelige realiteter med disse sanser. Til det må vi udvikle åndelige organer. Og det sker jo fortløbende. Hele den bevidsthedsudvikling, der har gjort os til civiliserede væsener, er jo grundfæstet i de åndelige organer, der adskiller os fra dyrene. Hvordan skulle vi kunne føle empati og medfølelse, eller i det hele taget engagere os i andre væseners problemer, hvis vi ikke havde organer for det. Det ville være lige så umuligt som at kunne se uden øjne.

Martinus taler om kosmisk kemi. Han påviser, hvordan vi, ved at blande grundenergierne instinkt, tyngde, følelse osv. på en bestemt måde i vor kommunikation med omverden, selv skaber de situationer vi havner i, eller om man så må sige, vor skæbne, eftersom alt, hvad vi sender ud, uvilkårligt vender tilbage til os selv. Det, vi er ved at lære gennem de konsekvenser, vor egen opførsel udløser, er altså at blive dygtige kosmiske kemikere. Og jeg mener, at man skal se yderst realistisk på den proces for helt og holdent at kunne forstå, hvad der foregår. Dette er der ingen mysticisme i. Det drejer sig blot om at bekræfte og udvikle et talent lige så konkret som en hvilken som helst fysisk evne. Og betydningen af at tage denne virkelighed til sig kan ikke overvurderes. Jeg viser et eksempel, der understreger dette.

Og her handler det om krigen mod terrorisme, et begreb der er særdeles aktuelt, med den verdenssituation vi har i dag. Hvordan bekæmpes så denne terrorisme? Jo, med samme midler som den selv samme terrorisme gør brug af, blot i væsentlig større skala. Men på den måde mindsker man ikke terrorismen, man gøder den. Det er den absolut sikreste måde at sikre sig, at terroren fortsætter. Man kan ikke slukke en brand ved at tilføre mere brænde. I stedet burde man gøre sig klart, hvad der er terrorismens grundlag og alibi. Hvad der er dens grobund. Hvad er det, der får mennesker til at ofre deres egne liv for at, som de tror, fremkalde en forandring? Gør de det for sjov skyld? Nej, det er fattigdom, undertrykkelse og uværdig behandling, der i deres øjne retfærdiggør forbrydelsen. Og man kan ikke forandre sådan en holdning ved yderligere at undertrykke og umyndiggøre. Hvorfor skal det være så svært at forstå i denne vor oplyste tid?

Tænk om man i stedet mødte disse udbrud med forståelse for de enorme problemer, som den fattige del af menneskeheden trækkes med, og for den himmelråbende uretfærdige fordeling af jordens ressourcer. Det, jeg vil belyse med dette, er altså den rent videnskabelige sammenhæng mellem vor opførsel og det der rammer os. Det, vi sår, må vi høste. Naturligvis gælder de sammenhænge i samme grad vor personlige omgang med hinanden. De konflikter, der opstår på det plan, har jo præcis samme grundårsag: at enhver er sig selv nærmest. Dette er givetvis et spørgsmål om et bestemt udviklingstrin, men Martinus peger ofte på dette dilemma som en tærskel, der stadig udelukker os fra himmerriget på jorden, det rigtige menneskerige.

Men hvad skal der til, for at vi skulle kunne finde vej ud af den blindgyde, vi befinder os i? Ja, jeg har jo allerede været inde på det. Vi må udvide vore dagsbevidste kundskaber om, hvordan livslovene fungerer, og vi må udvikle vor mentale kapacitet, så vi kan optræde i overensstemmelse med disse love. Der er oceaner af anbefalinger om, hvordan man skal leve for at have det godt. Man skal tænke positivt, eller man skal hellige sig en bestemt terapi eller meditationsform. Man skal hellige sig en bestemt retning inden for New Age, eller man skal studere og udforske en fremmed religion. Dette kan sikkert være af værdi for mange mennesker i det lokale perspektiv. Men der er en tendens til i den slags åndeligt søgende, at man mere fascineres af mysteriet i sig selv end i at finde en for intellektet tilgængelig forklaring på mysteriet. Der findes også en bagvedliggende forestilling eller et håb om, at man kan finde en slags genvej frem til en højere åndelig tilstand, så man ikke behøver at skulle ud på den lange besværlige rejse via en erfaringsmæssig bevidsthedsudvikling, der indeholder skabelsen af nye åndelige organer. Men der findes ingen sådanne genveje. Så længe livets urokkelige love og principper er mystik for os, kan de ikke berige vor vågne dagsbevidsthed. Det er afsløringen af livsmysteriet, der er verdens frelse, ved at Guds vilje bliver til konkret virkelighed for os, og ikke noget, man kan tro på eller ikke tro på, noget, man kan spekulere i – er det sådan eller sådan –, men en absolut sandhed.

Den intuitive evne, selv om den som sagt endnu befinder sig i sit absolut spirende stadium, er altså blevet udviklet, i lighed med alle menneskelige evner, gennem forskellige erfaringer i væsenets tidligere eksistens. Den har en vis betydning for væsenets humane og empatiske evne. Men hvis jeg har forstået Martinus ret, så udgør den ikke på sit nuværende stadium alene den moralske standard som helhed. Desuden kan intuitionen fungere inden for forskellige områder, ifølge Martinus, så som gennem kunsten fx eller den videnskabelige forskning. Og jeg tror ikke, at tankegangen opleves specielt provokerende af nogen, her hvor vi er i dag. Men hvis jeg derimod påstår, at de facitter som Martinus præsenterer i Det Tredje Testamente, og som er et intellektuelt kontrollerbart resultat af sammenhængende logiske tankefølger, hvis jeg påstår, at jeg oplever disse facitter, i lighed med mange andre, intuitivt som absolutte fakta, så bliver det vældigt kontroversielt for mange mennesker. Og dilemmaet er jo indlysende: hvordan skulle jeg kunne forklare en intuitiv oplevelse for nogen, som ikke kan forestille sig en sådan evne og endnu mindre kan forestille sig en kosmisk bevidsthed, der jo består af en konstant intuitiv og vågen dagsbevidst gennemskuelse af tilværelsens sande natur. Og jeg har jo ingen tilgængelige beviser. Beviserne kan jo kun opleves intuitivt. De findes i det skjulte. Der er opstået et "punkt 22"*).

Afslutningsvis vil jeg sige, at det der for mig bedst beviser ægtheden i Martinus' verdensbillede, er, at han ikke fordømmer noget. I stedet placerer han alting på en fuldkommen logisk måde i rette sammenhæng. At præsentere kærlighedsbudskabet i for intellektet begribelige termer, det mener jeg gør ham unik i menneskehedens historie.
 

*) Oprindelig fra en roman af Joseph Heller: "Punkt 22".

Beskriver paradokset i, at for at blive fritaget for militærtjeneste skal man kunne bevise, at man er tosset. Men den, der vil slippe for militærtjeneste, kan ikke være tosset, fordi det er en normal reaktion. Altså en cirkelslutning der indebærer, at det er umuligt at blive fritaget. Med tanke på den kendte om hønen og ægget kan man sammenligningsvis sige: Hvad kom først, den kosmisk bevidste eller kosmisk bevidsthed. (o.a.)
 

Oversættelse: BA