Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Se så! nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved, for det var en ond trold! det var en af de allerværste, det var "Djævelen". En dag var han i et rigtigt godt humør, thi han havde gjort et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt dér sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre. De dejligste landskaber så ud deri som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle eller stod på hovedet uden mave; ansigterne blev så fordrejede, at de var ikke til at kende, og havde man en fregne, så kunne man være så vis på, at den løb ud over næse og mund. Det var udmærket morsomt, sagde "Djævelen". Gik der nu en god, from tanke gennem et menneske, da kom der et grin i spejlet, så trolddjævelen måtte le af sin kunstige opfindelse.

Alle de, som gik i troldskole, for han holdt troldskole, de fortalte rundt om, at der var sket et mirakel; nu kunne man først se, mente de, hvorledes verden og menneskene rigtig så ud. De løb omkring med spejlet, og til sidst var der ikke et land eller et menneske, uden at det havde været fordrejet deri.

Nu ville de også flyve op mod himmelen selv for at gøre nar af englene og "Vor Herre".

Jo højere de fløj med spejlet, des stærkere grinede det, de kunne næppe holde fast på det; højere og højere fløj de, nærmere Gud og englene; da sitrede spejlet så frygteligt i sit grin, at det fór dem ud af hænderne og styrtede ned mod Jorden, hvor det gik i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker, og da netop gjorde det meget større ulykke end før; thi nogle stykker var knap så store som sandskorn, og disse fløj rundt om i den vide verden, og hvor de kom folk i øjnene, dér blev de siddende, og da så de mennesker alting forkert eller havde kun øjne for, hvad der var galt ved en ting, thi hvert lille spejlgran havde beholdt samme kraft, som det hele spejl havde; nogle mennesker fik endogså en lille spejlstump i hjertet, og så var det ganske grueligt, det hjerte blev ligesom en klump is. Nogle spejlstykker var så store, at de blev brugt til rudeglas, men gennem den rude var det ikke værd at se sine venner; andre stykker kom i briller, og så gik det dårligt, når folk tog de briller på for ret at se og være retfærdige; den Onde lo, så hans mave revnede, og det kildrede ham så dejligt. Men ude fløj endnu små glasstumper i luften. Nu skal vi høre!
 

Fra eventyret "Snedronningen".