Kosmos 2004/1 side 19
En ny udviklingslære
Af Madjid Allaoua
Alt i livet synes at være underlagt kredsløb. Vandet fordamper fra havet og falder igen i form af regn, der igen ender i havet for atter at fordampe og således fremdeles. Dagene og nætterne ligesom årstiderne følger hinanden uafbrudt. Vågen- og søvntilstand ligesom åndedrættet med dets indånding og udånding kører også i kredsløbsrytme. Uanset hvor man vender sig i det daglige liv, møder man kredsløb. Intet viser sig åbenbart at være til, uden at det samtidig er underlagt et kredsløb. Men hvad er det, der underlægges kredsløb? Ja, det er alt eksisterende, hvilket ifølge Martinus er lig med levende væsener.
Når så mange tilstande synes at være led i mindre eller større kredsløb, hvorfor så ikke også livet og døden? Når et menneske igennem ét liv mange gange gennemgår de samme kredsløb, som fx døgnets nætter og dage eller årstidernes vinter, forår, sommer og efterår, hvorfor skulle det så ikke også kunne gennemgå livet og døden i kredsløb over et længere tidsrum? Selv om man ikke konkret kan bevise kredsløbsfænomenet ved døden og livet, er det meget fristende ved iagttagelse af naturen at deducere, at døden og livet ligeledes må køre i kredsløb. Alt andet ville være underligt og ulogisk, når alle hidtil iagttagede tilstande kører i kredsløb.
Troen på eller formodningen om at døden er enden på alt for det levende væsen, som jo er almengældende i den materialistiske tankegang, eller er porten til et evigt liv i paradis eller helvede, som jo er almengældende i den vestlige religiøse tankegang, står i skarp modsætning til kredsløbsprincippet, der udgør et fremherskende fænomen i naturen. Vågen- og søvntilstande, der alternerer i et kredsløb, hvor det levende væsen forbliver det samme, om end organismen undergår en mikroskopisk forvandling, må være den bedste indikator for, at livet og døden også må kunne alternere i et kredsløb, således at væsenet efter livet tiltræder døden for atter at vende tilbage til livet og så fremdeles.
I modsætning til vågen- og søvnkredsløbet, hvor væsenet åbenbart ikke behøver helt at forny sin organisme, og hvor hukommelsen som regel er intakt, må det i mangel på materiel bevisførelse antages, at visse forudsætninger må kræves opfyldt, for at væsenet kan vende tilbage til livet fra døden, nemlig opbygningen af en helt ny organisme. At der her tænkes på fænomenet reinkarnation, turde vel være selvfølgeligt. Uden reinkarnation, ingen udvikling ifølge Martinus' kosmologi.
Den materialistiske udviklingslære fremstiller udviklingen fra encellede væsener til komplekse organismer, som menneskerne jo udgør, som en proces, hvor væsenerne ikke reinkarnerer, men viderefører deres anlæg til deres afkom, som igen bliver videreført til næste generation og således fremdeles. At organismerne udvikler sig og tilpasser sig givne ydre forhold, skyldes en såkaldt lov om naturlig selektion, der fordrer, at kun de bedst egnede organismer overlever og dermed viderefører deres arveanlæg til den næste generation.
Martinus afviser ikke selve ideen om arvelighed. At man arver fysiske egenskaber er jo selvfølgeligt, da dette skyldes den omstændighed, at der i virkeligheden er tale om en delt genetisk materie, den såkaldte arvemasse. Det, Martinus til gengæld afviser, er især tanken om, at arvelighed skulle være grundlaget i al sammenhæng mellem forældre og afkom. Arveligheden i Martinus' kosmologi er sekundær, hvilket skyldes den omstændighed, at det levende væsen af skæbnemæssige årsager kun kan "inkarnere i lige præcis den arvemasse", der bedst tjener dets videreudvikling, hvilket følgelig ikke alene medfører arven af mindre betydningsfulde egenskaber som hudfarve, ansigtstræk osv., men evt. også arven af skæbnesvangre dispositioner som fx alvorlige sygdomme. En "arvet" sygdom er således ikke noget, man uforskyldt har fået påduttet, men snarere noget, man skæbnemæssigt har pådraget sig, hvilket til syvende og sidst altid viser sig at være en velsignelse, da det netop medvirker til, at det levende væsen lettere kan gennemleve ellers uoverkommelige hindringer for at udvikle sig til bedre og lykkeligere tilstande. Naturen er ikke blind, men al udvikling er tværtimod grundet i en hensigtsmæssighed. Springet fra dyret til mennesket skyldes ikke vilkårlige og heldige mutationer, men en hensigtsmæssig udvikling, der bunder i det levende væsens eget behov for at mestre den omgivende natur for bedre at kunne overleve.
Den etablerede videnskab antager, at de nulevende dyr er bestemt til at forblive dyr. Fejlen i antagelsen er umådelig stor ifølge Martinus, for alt liv skrider fremad fra primitivitet til intellektualitet, fra det grimme til det smukke, og ikke mindst fra had til kærlighed. Ja, de nulevende dyr som fx chimpanser og gorillaer vil i en fjern tid og på andre planeter udvikle sig til mennesker med endda finere og mere fuldkomne organismer. Til den tid vil nulevende mennesker for længst have udviklet sig videre til supermennesker eller "rigtige mennesker", for at bruge Martinus' term, med strålende kærlighed, og vil have skabt et sandt paradis på jorden. Udviklingen står nemlig ikke stille ved bestemte levende væsener, men går evigt fremad til det bedre. Så alle evner, såvel de udviklingsbundne, så som at tale, gå oprejst, se, høre osv., som de mentale, så som at kunne skrive, synge, male osv., er alle erhvervet gennem en forudgående, vedvarende kamp for overlevelse og velbefindende.
Det er tvivlsomt, om naturen har en lov om selektion, som skulle være blind, og hvis årsag ingen hidtil har kunnet afdække. Er det ikke snarere væsenernes indre længsel efter at se, høre, flyve, osv., affødt af en stadig barsk kamp for overlevelse, der ligger til grund for udviklingen af øjne, ører, vinger, osv.? Væsenernes anstrengelser gennem livet går nemlig ikke tabt, de ophober sig til en slags frø eller talentkerner, der bliver sået i fremtidige liv og vokser sig til evner og særpræg. Selv om man ikke betragter evnen til at gå oprejst som et talent, så er det det dog sammenlignet med laverestående væsener som dyr. Forskellen mellem en evne af denne karakter og det, man i dagligdagen kalder for et talent, er, at den førstnævnte er blevet til efter millioner af års udvikling og stræben, medens den sidstnævnte måske kun har været ganske få inkarnationer om at blive udviklet. Der er altså ingen principiel forskel. Egenskaber og dispositioner af alle slags, fysiske såvel om mentale, er i bund og grund pure talenter og udvikler sig ikke alene efter samme princip, men er også det enkelte væsens egen fortjeneste. Man kan ganske enkelt ikke bare få foræret sine forfædres egenskaber. Når et menneske udviser formidable evner allerede i sin tidlige barndom, så er det alene dette menneskes egen fortjeneste.
Vi er alle sammen ophavet til alt, hvad vi er.
Tilbage til forfatterregister
Forrige