Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Til "Spørgerubrikken"

Hvis jeg har forstået talentkerneprincippet rigtigt, er formålet dette, at de levende væsener ved hjælp af A-, B- og C-viden skulle kunne opøve sig til at opnå så mange positive C-stadier som muligt, og i samklang med dette forstås også Gerner Larssons udtalelser (brev nr. 24, 1965, side 2, slutningen af andet afsnit), "at vi her står over for den åndelige fattigdoms mest eklatante udtryk".

Hvorledes er det muligt at bringe dette i samklang med Jesu ord: "Salige er de fattige i ånden, thi himmerigets rige er deres".

– – – – – – –

For at løse dette problem må man se Kristi ord i relation til Kristi samtid samt i relation til den mission, Kristus skulle fuldbyrde. Med hensyn til sidstnævnte drejede det sig jo om på den ene side at ændre den bestående opfattelse af Guds væsen, og på den anden side i relation hertil at præsentere en moralopfattelse, der i meget betydelig grad afveg fra den, der var indeholdt i Jødedommen, og som den ganske verden – romerne ikke mindst – pr. naturtalent praktiserede. I modsætning til Jødedommen forkyndte Kristus som bekendt, at Gud var kærlighed – altså noget helt andet end den hævnende og straffende Jehova, man hidtil havde været indstillet på. Og han knyttede hertil en morallære, hvis hovedelementer var tolerance, tilgivelse, barmhjertighed og næstekærlighed og dermed noget helt andet end den regel om øje for øje og tand for tand, der hidtil var blevet doceret.

Betænker man nu, hvor vanskeligt det den dag i dag falder mennesket at forstå, at vejen til at opnå kontakt med en højere og bedre verden virkeligt går gennem dette at praktisere Kristi læresætninger, da vil man have mulighed for at indse, i hvor langt højere grad det må have voldt vanskeligheder på Kristi samtid. At det f. eks. skulle være rigtigere og bedre at tilgive sine fjender end at slå dem ned og udslette dem, det var simpelt hen en fantastisk påstand på en tid, hvor mennesker offentligt kunne købes og sælges, og hvor dette at have moralsk ret til at tage menneskeliv blot var et spørgsmål om at være i besiddelse af tilstrækkelig magt og indflydelse i samfundet.

Set på denne baggrund må det betragtes som udtryk for et ganske overordentligt stort mod hos Kristus fra anonymitetens og ubemærkethedens rækker at træde frem for offentligheden og forkynde sin "ny" guddomsopfattelse og morallære. På den ene side var alle betingelser til stede for, at han blot ville blive betragtet som en tåbe og fantast – måske en lille smule farlig for samfundets sikkerhed, men ellers ikke værd at ofre opmærksomhed. Og på den anden side talte erfaringerne for, at der knyttede sig den allerstørste risiko til dette som jøde at bringe sig i opposition til det jødiske folks religiøse autoriteter: ypperstepræsterne, de skriftkloge og farisæerne.

Alt i alt var det altså meget vanskelige vilkår, Kristus havde at virke under: udsigt til folkets ignorering, og udsigt til farlige meningsudvekslinger med præsteskabet. Når han derfor alligevel gennemførte sin rolle, må det foruden mod ses som udtryk for tilstedeværelsen af meget tungtvejende grunde. Det er imidlertid klart, at hverken mod eller motiver er tilstrækkelige forudsætninger under sådanne forhold. Af den allerstørste betydning er yderligere en stor og massiv personlighed samt en grundig indsigt i psykologiske mekanismer. Fra historien ved vi, at Kristus i rigt mål besad også disse egenskaber, og bl. a. er netop udtalelsen: "Salige er de fattige i ånden, thi himmeriges rige er deres" et fingerpeg herom. Den afslører nemlig klart, i hvor høj grad Kristus måtte basere sin virksomhed på den med personligheden forbundne evne til at fremstille sig selv som autoritet og dermed som en skikkelse, der med udfald i en stadigt voksende tilhængerskare kunne appellere vægtigt til sine tilhøreres trosevne. Men den afslører samtidig, hvorledes han på dette punkt befandt sig i et konkurrenceforhold til de allerede eksisterende religiøse autoriteter, nemlig ypperstepræsterne, de skriftkloge og farisæerne. Disse kunne som bekendt ikke acceptere ham som autoritet, og grunden var naturligvis den, at de selv mente at sidde inde med hele sandheden om de højeste ting, med hvilken fordel deres magt jo i øvrigt var foruden (!) De skriftkloge m.fl. kunne man altså ikke beskylde for at være fattige i ånden, tværtimod. Men netop denne omstændighed var det, der forhindrede dem i at fatte interesse for Kristi budskab. Den viden og erfaring, som de skriftkloge besad plus den egoisme og forfængelighed, den så udpræget var forbundet med, viste sig her at være en "tærskelens vogter", der spærrede for vejen til en højere og bedre verden, til himmeriges rige. Sådanne hindringer optrådte derimod ikke hos de personer, der tilhørte folket. Disse var jævne mennesker udrustede med tilsvarende jævne erfaringer. De havde ingen autorisation at forsvare eller intellektuel forfængelighed at beskytte, og de var derfor langt mere åbne for Kristi stærke forkyndelse, end tilfældet var med de skriftkloge. Men dette, at de var åbne for denne forkyndelse, var ensbetydende med, at nævnte forkyndelses idéindhold tog plads i dem, hvilket igen betød, at de havde fået åndelig kontakt med den verden, Kristus betegnede som himmeriges rige, og hvis paradisiske natur han ved andre lejligheder beskrev.

Som det vil forstås var det fænomenet "tærskelens vogtere", Kristus med den før citerede udtalelse hentydede til. – I forbindelse med viden optræder tærskelens vogtere imidlertid kun der, hvor nævnte viden er parret med hovmod og forfængelighed! Hvor dette ikke er filfældet, er viden naturligvis kun en eftertragtelsesværdig fordel for mennesket i dets vekselvirkning med livet og dets love. Og det var da i virkeligheden også netop ny viden om dette emne, Krist ud gennem sin forkyndelse åbenbarede, og som just de fattige i ånden ved deres særlige situation var specielt egnede for at optage i sig, og altså med det resultat til følge, at de gennem den pågældende ændrede mentale indstilling fik større føling med fredens og næstekærlighedens verden, end de hidtil havde haft.

At undgå tærskelens vogtere består med andre ord i nærværende forbindelse i at udrense sin bevidsthed for hovmod og forfængelighed og i stedet så vidt muligt kombinere ens viden og erfaring med beskedenhed og ydmyghed.