Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg har meget let ved at komme i kontakt med såkaldt "anderledes" mennesker, der krydser min vej, og som har specielle problemer af forskellig slags. Og det er den slags mennesker, jeg altid har villet forsvare over for dømmende medmennesker. Det siges da, at jeg af denne grund har en letsindig moral og karakter. Jeg er skilt to gange og har nu været det i mange år, så jeg har selv været dømt meget i tidens løb.

– Men til spørgsmålet; når jeg synes at forstå et andet menneskes situation og problem, således som det fremlægger det, ved jeg ligesom inden i mig: sådan skal du gøre eller være. Jeg ved, at jeg skal sige det eller det, men det lykkes ikke at få ordene frem. Så står jeg der ligesom med en vished, men får den ikke frem. Men det hænder også iblandt, at jeg siger noget, hvor jeg ikke selv ved, hvor jeg får det fra, men som alligevel hjælper.

Hvordan skal man blive så åndeligt udviklet, at man virkelig kan hjælpe et menneske i nød?

– – – – – – –

For at kunne besvare Deres spørgsmål, er det nødvendigt, at vi først gør os klart, hvad der rent principielt kræves, for at man kan hjælpe andre mennesker, der er i nød og vanskeligheder. For det første kræves der, at man besidder en god portion menneskekundskab eller menneskeerfaring, og for det andet kræves det, at man er fortrolig med den vekselvirkningsteknik, der netop stilles krav til, når man skal stille sin livserfaring til rådighed for et medmenneske i nød. Det er altså på disse to områder, en udvikling er nødvendig for den, der inderligt ønsker med sikkerhed at kunne hjælpe et andet menneske i dets nød og vanskeligheder. – Herefter kan vi så gå over til at beskæftige os med spørgsmålet om, hvordan en sådan udvikling i praksis kan bringes i stand.

Med hensyn til livserfaringen er der tale om en faktor, hvis udvikling eller tiltagen man ifølge sagens natur ikke kan forcere frem. Livserfaringen er jo frugten af den del af ens liv, der er passeret, hvilket betyder, at den støt og roligt vokser i takt med, at man bliver ældre i livet. Livserfaringen kan man altså ikke gøre noget nævneværdigt for at udvikle. Allerhøjst kan man indstille sig på at forholde sig så vågen og opmærksom over for livets tilskikkelser, som det overhovedet er én muligt.

Anderledes derimod med den vekselvirkningsteknik, der uvægerligt bliver brug for i det øjeblik, man står over for at skulle hjælpe et nødstedt menneske med den livserfaring – stor eller lille – man faktisk råder over. Denne teknik kan i allerhøjeste grad gøres til genstand for målbevidst udvikling, hvilket vi i det følgende skal se lidt nærmere på.

Nævnte teknik kan for anskuelighedens skyld opdeles i to områder, nemlig et der angår forholdet til éns livserfaring, og et der angår forholdet til det menneske, man skal hjælpe. Vi vil indlede med at se på det første område. – Som allerede bemærket kan man ikke gøre noget nævneværdigt for at fremme omfanget af sin livserfaring. Imidlertid råder ethvert menneske over en betydelig større portion livserfaring, end det umiddelbart tror! Dette indses i det øjeblik, man indlader sig på et studium af Martinus Kosmologi. Herunder møder man nemlig sig selv som en udødelig livsenhed, der permanent er og har været genstand for livsoplevelse. Man bliver endvidere klar over, at man i pagt med sin udødelighed er knyttet til en organismeudskiftningsmetode, i kraft af hvilken man med visse mellemrum kan genoptage den fysiske tilværelsesform, lige så hyppigt som den afbrydes af den såkaldte fysiske død. Der tænkes her på reinkarnationen. Det er nu uden videre klart, at dette at være udødelig også er ensbetydende med, at man besidder en langt større livserfaring, end der kan blive resultatet af et enkelt fysisk liv; men samtidig ved vi, at vi af en eller anden grund ikke har adgang til denne større livserfaring. Af Martinus analyser fremgår det, at dette skyldes menneskets meget begrænsede hukommelsesevne. Denne er ikke stærk nok til at skaffe den enkelte adgang til de erfaringer, der knytter sig til det vældige livsafsnit, ens evige fortid repræsenterer, hvorfor man normalt kun har adgang til de erfaringer, der skriver sig fra det indeværende fysiske liv. Som noget uhyre vigtigt påviser Martinus imidlertid, at mennesket kan få kontakt med sin totale livserfaring ad anden vej end den, hukommelsesevnen repræsenterer. I ethvert menneskes bevidsthedsstruktur eksisterer der et lille, uudviklet organisk anlæg for den åndelige evne, man kalder intuition; og foruden mange andre ting kan netop intuitionen skabe kontakt med ens totale livserfaringsmateriale. Det sker dog ikke som en hukommelsesfunktion, men på den måde, at man pludselig som i et facit kan se, hvad der er løsningen på det eller det problem. Intuitionen er altså en meget vigtig evne at få udviklet for den, der ønsker at hjælpe nødstedte medmennesker med sin fulde livserfaring. Nu ér der dog ret snævre grænser for, hvad man med sin vilje kan gøre for at udvikle intuitionsevnen hos sig selv. Forties skal det imidlertid ikke, at der kan gøres noget. Dette noget består simpelt hen i at træne sig selv i at føle ægte kærlighed til ethvert medvæsen i tilværelsen – altså at elske sin næste som sig selv. Thi det er netop kærlighedsenergierne, og disse alene, der gennem deres tilstedeværelse i bevidstheden bringer intuitions anlægget til at vokse.

Som foran nævnt viser resultatet af intuitionsfunktionen sig som facitter, der rummer løsningen på det problem, man står overfor. – I det tilfælde, hvor det er et medmenneskes problem, man pludselig har løsningen på, står man naturligvis i næste række over for at skulle videregive denne løsning til vedkommende. Men dette kræver, at man kan formulere nævnte løsning i ord og begreber, vedkommende kan forstå, og det synes, som om det særligt er her, De kommer i vanskeligheder. Disse vanskeligheder kan imidlertid kun løses på den måde, at De uden tøven kaster Dem ud i et forsøg på at forklare Dem, hver gang situationen frembyder sig. Træn i det hele taget Dem selv i (såvel i skrift som tale) at gøre rede for de tanker og ideer, der rører sig i Deres indre. Ved at gøre dette, etablerer De nemlig på den ene side de betingelser, under hvilke man kan opnå at blive inspireret, hvilket er uhyre vigtigt i samtaleforhold med nødstedte mennesker, og De opnår på den anden side at styrke og skærpe de tankeorganer, på hvis funktioner Deres fremstillingsevne beror. – Og så endelig én ting mere: der er erfaringsmæssigt intet, der i højere grad hjælper én frem til det rette svar på et nødstedt menneskes problemer som det at lytte – længe og tålmodigt – bl.a. fordi det ikke sjældent hænder, at en sagte stemme "ovenfra" ganske stille hvisker én svaret i øret.