Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvis jeg går med til, eller blot ladet det ske, at min ægtefælles lig bliver brændt, gør jeg mig da skyldig i mord? – Er det altid en kødspisers ligs beboeres skæbne at lide ilddøden? – Men hvad skal jeg gøre?

Med Deres spørgsmål retter De Dem mod det område af det kosmiske verdensbillede, hvor Martinus beskæftiger sig med begrebet "bisættelse", og hvoraf det fremgår, at den såkaldte ligbrænding i meget betydelig grad er ude af kontakt med livets kosmiske love. Dette begrundes fra Martinus side med, at menneskets (såvel som ethvert andet levende væsens) fysiske organisme er bygget op af levende mikrovæsener, for hvem den samlede organisme er den bolig, i hvilken de lever, røres og er, akkurat som det, vi forstår ved universet, er den bolig, i hvilken vi lever, røres og er. – I Deres forsøg på at tage stilling til, hvorledes De bør forholde Dem over for de problemer, der fremgår af Deres spørgsmål, skal vi fra vor side i første række foreslå Dem at undersøge, hvilken overbevisning Deres ægtefælle har i denne sag. Hvilken skæbne, der skal blive ens fysiske organisme til del, når den ved døden er ophørt med at opfylde sin bestemmelse, er nemlig med hensyn til ansvaret først og fremmest et anliggende, der angår den, hvis organisme der er tale om. Hvis således Deres ægtefælles organisme med tiden bliver gjort til genstand for ligbrænding som et resultat af vedkommendes eget udtrykkelige ønske, da er ansvaret også helt og holdent på Deres ægtefælles side, og på ingen som helst måde på Deres. Der er altså i et sådant tilfælde absolut ikke tale om, at De gør Dem skyldig i mord. Hvis derimod ligbrænding kommer i betragtning, fordi Deres ægtefælle er uvidende om de kosmiske perspektiver i sagen, og blot synes, at det er en bekvem og æstetisk måde "at slette sine spor på", da kommer man ikke uden om et begrænset medansvar for Deres vedkommende. Men dette medansvar løser De Dem helt og fuldt fra, i det øjeblik, De ved en enkelt, passende lejlighed med udfoldelsen af al Deres finfølelse og diplomatiske snilde forklarer Deres ægtefælle, hvad Dé mener i denne sag. Det er ikke tilfældigt, at ordet "en enkelt, passende lejlighed" er understreget. På dette område bør man nemlig kun redegøre for sit syn én gang og herefter ganske overlade det til sin ægtefælle, om der for dennes vedkommende skal tages ny stilling til spørgsmålet om ligbrænding. Hvad der eventuelt yderligere skal drøftes vedrørende dette spørgsmål, må med andre ord herefter helt og holdent bero på, om Deres ægtefælle bringer emnet på bane igen. Og hvad der på dette område gælder for ens ægtefælle, gælder i øvrigt for ethvert andet medmenneske, så sandt som man kosmisk set aldrig nogen sinde kan få til opgave at leve og have ansvar for andet end sit eget liv. – Nu er der imidlertid også en tredie mulighed, der kan komme i betragtning, nemlig at ens ægtefælle ikke har taget stilling til spørgsmålet om en bisættelsesform og heller ikke ønsker at gøre det, således heller ikke at tale om det. Sådanne tilfælde forekommer slet ikke så sjældent, og her må man naturligvis i tidens fylde for enhver pris afværge en ligbrænding. Dette har man simpelt hen pligt til, idet man i dette tilfælde befinder sig i rollen som den, der ved besked med livets love, og som samtidig har den fornødne indflydelse til at lade begivenhederne forløbe i kontakt med disse love. Man befinder sig kort sagt i dette tilfælde i den position, gennem sin indsigt og indflydelse at kunne være beskytter for de utalte mikrosjæle, en fysisk organisme efter dødens indtræden stadig er bolig for. Og dette medfører naturligvis et klart ansvar.

De spørger til slut, om ilddøden altid er den skæbne, der gælder for mikrovæsenerne i kødspiseres afsjælede organismer, og dermed hentyder De naturligvis til den betragtning, at dette at være kødspiser strengt taget heller ikke er en livsførelse, der er i kontakt med livets love, og af hvilken grund der tiltrækkes mørk skæbne mod ophavet til en sådan livsførelse. Det er imidlertid her let at besvare Deres spørgsmål med et klart "nej". Det er endog ikke nødvendigt at henvise til kosmiske argumenter, idet den praktiske hverdag klart demonstrerer, at langt fra alle kødspisende mennesker – og det er jo langt de fleste – har valgt ligbrændingen som deres bisættelsesform. Omvendt kan det måske som et lille kuriosum være på sin plads at afrunde nærværende redegørelse med en henvisning til det interessante faktum, at ligbrænding i dele af verden, hvor man specielt bekender sig til vegetarisme, indtager en central stilling som bisættelsesform, ja endog ligefrem gælder ved lov. Således brændes der alene i Indien hver dag hundreder, om ikke tusinder af mennesker, der hele deres liv har været vegetarer. – Om et menneske gennem sit liv har været kødspiser eller vegetar har altså ganske tydeligt ingen afgørende betydning for den skæbne, der bliver organismens mikrovæsener til del, når en bisættelse bliver aktuel. Her er det helt anderledes komplicerede love, der gælder og bestemmer udfaldet; men som H.C. Andersen så ofte bemærkede: dette er en ganske anden historie.