Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ifølge kosmologien skulle intelligensenergiens udvikling i bevidstheden medføre en aftagende trosevne. Hvorledes kan det da forklares, at præster med en studentereksamen og derpå følgende embedseksamen kan være så stærkt religiøst troende?

– – – – – – –

Deres spørgsmål deler De sikkert med mange andre, og også med mennesker, der ikke specielt interesserer sig for Martinus Kosmologi med deraf flydende kendskab til begreberne intelligensenergi kontra tro til følge. Det er nemlig ikke ualmindeligt at høre den undren udtalt, som netop fremgår af Deres spørgsmål.

Det er fuldstændigt rigtigt, at intelligensenergi og trosevne rent kosmisk-kemisk er uforenelige størrelser. Thi medens trosevnen er en evne til blindt at antage nærmere bestemte synspunkter uden krav om verificering og kontrol, så medfører intelligensenergiens optræden i bevidstheden såvel en trang som evne til gennem selvstændig undersøgelse og vurdering at udøve kritik af sådanne synspunkter. Det kan derfor synes mærkeligt, at mennesker med akademiske grader bag sig kan fremvise en så udpræget trosevne, som netop gælder for mange præster. For i almindelighed forestiller man sig jo, at akademiske grader er noget, der først og fremmest vindes ved hjælp af intelligensenergi. Dette er også i nogen grad rigtigt, men det er samtidig lige så rigtigt, at ikke så få akademiske grader fortrinsvis vindes i kraft af et så betydeligt herredømme over hukommelsesenergi, at det i vid udstrækning kan bøde på en svigtende intelligensevne. Tilbage bliver dog fremdeles det spørgsmål, hvordan mennesker, der på store områder af deres virke klart demonstrerer en storartet intelligensevne, samtidigt kan være stærkt religiøst troende; et eksempel på en sådan skikkelse har man jo på magtfuld vis i afdøde pave Pius XII, der foruden at opfylde sine rent gejstlige opgaver også med fremragende dygtighed virkede i diplomatiets tjeneste og her fik lejlighed til at demonstrere en særdeles skarp intelligens og kombinationsevne.

Fra Martinus side løses problemet gennem en henvisning til, at ethvert levende væsens bevidsthed i virkeligheden består af mange "lag", der udmærket godt kan leve hver sin isolerede tilværelse. Og det er netop sådan noget, der er tilfældet for de menneskers vedkommende, der som f.eks. præster viser sig i stand til at udfolde en upåklagelig intelligensaktivitet samtidig med, at de demonstrerer en stærk trosevne. Man vil nemlig her bemærke, at omtalte trosevne specielt optræder i forbindelse med den del af den samlede bevidsthedsaktivitet, der har form af det religiøse liv, medens intelligensevnen i kritisk forstand opererer uden for dette lokale bevidsthedsområde, ja i så høj grad, at man endog somme tider ligefrem kan høre det erklæret som direkte syndigt at praktisere intelligensunderbygget tænkning på troens områder – altså på de religiøse begrebsområder. Den her omtalte type mennesker har altså deres samlede bevidsthedsliv opdelt i i hvert fald to skarpt adskilte områder, nemlig på den ene side et rent trosbaseret religiøst område, og på den anden side et intelligensbearbejdet hverdagsområde.

Det kunne nu være fristende at spørge, hvordan disse to områder bærer sig ad med i længere tid at forholde sig så indbyrdes isolerede, som tilfældet er? Hvordan kan det undgås, at dén intelligensaktivitet, der som noget helt naturligt udfoldes på hverdagsområdet, af og til på kritisk vis bryder ind på det religiøse område? – Svaret er fra Martinus side, at specielt to forhold gør sig gældende. På den ene side optræder der en relativt betydelig instinktevne, medens der på den anden side er tale om et særligt konstitueret følelsesliv.

Med hensyn til instinktevnen befordrer denne bl. a. evnen til at fatte lid til religiøse autoriteter, forudsat at disse med hensyn til deres forkyndelse og personlige udstråling er i stand til at komme på bølgelængde med den måde, hvorpå vedkommende instinktdisponerede menneskes følelsesliv er konstitueret. Sagt med andre ord disponerer instinktevnen på det her betragtede niveau til modtagelighed for det, Martinus udtrykker som "den guddommelige suggestion"; og hermed menes netop den specielle indflydelse og udstråling, der udgår fra store, religiøse autoriteter – f.eks. fra verdensgenløserne. Instinktevnen kan dog også disponere til autoritetstro OG autoritetsbehov på andre bevidsthedsområder (f.eks. det politiske), men disse vil altid på en eller anden måde have relation til det religiøse princip.

Hvad angår det andet af de to førnævnte forhold, der kommer i betragtning – altså den specielle konstitution af følelseslivet – hentydes der til det faktum, at dét religiøse trosliv, et givet menneske lever, kun kan forholde sig uberørt af intelligensmæssig kritik og analyse, fordi det pågældende menneske følelsesmæssigt kan acceptere dets indhold af begrebsdannelser og forestillingselementer. Det kommer med andre ord ikke følelsesmæssigt i konflikt med idématerialet i den religiøse lære, det har antaget, hvorimod denne lære tværtimod helt og holdent samstemmer med, hvad det selv finder ret og rimeligt. Det vil igen sige, at den nævnte lære helt er på linje med den verdensorden, vedkommende menneske selv ville arrangere, hvis det havde magt og indflydelse dertil. Var dette nemlig ikke tilfældet, ville vedkommende finde sig selv som søgende efter en forkyndelse, det følelsesmæssigt føler sig helt i kontakt med, og som det, hvis denne søgen skulle vise sig forgæves, endog selv ville kunne finde på at tage initiativ til. Det er netop heri, man har forklaringen på, at en og samme hovedreligion kan afføde mange forskellige sekter eller lokale trosretninger. Det er dermed først i det øjeblik, individet i fundamental grad følelsesmæssigt kommer i konflikt med de grundlæggende ideer i samtlige de trosreligioner, det kan komme i berøring med, at det fristes til at lade problemerne belyse af intelligensen. Men da tilhører det ikke længere den kategori af mennesker, Deres spørgsmål bringer i søgelyset.