Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et af de spørgsmål, der interesserer os almindelige mennesker meget, og som Martinus verdensbillede får os til at fundere over, er, hvorvidt vi efter "døden" skal gense vore kære. Martinus bekræfter dette – og alligevel er der visse fakta i den forbindelse, der får os til at gruble, f. eks. dette:hvis nu den person, man håber at gense, for længst er inkarneret på ny til det jordiske plan, hvordan kan man da gense ham eller hende på det åndelige plan?

– – – – – – –

Det er rigtigt, at Martinus gennem sine analyser bekræfter det mulige i, at mennesker efter døden kommer til at gense de af deres kære, som på et tidligere tidspunkt er afgået ved døden. Dette fremgår af den omstændighed, at alle levende væsener er udødelige og dermed i stand til at videreføre deres tilværelse i en åndelig skikkelse eller tilstand, efter at de er afgået ved den fysiske død. Men dette, at der i kraft af disse omstændigheder består en mulighed for møder af den førnævnte karakter, er naturligvis ikke ensbetydende med, at disse møder ligefrem på forhånd er garanterede. Det er ikke ualmindeligt, at de finder sted – tværtimod – men der forekommer dog også en række tilfælde, hvor de ikke finder sted – og vel at mærke fordi de ikke kan finde sted. Og den hyppigste grund til, at de ikke kan finde sted, er, at der på to forskellige måder kan være for stor "afstand" mellem den part, der er gået forud, og den part, der ved dødens indtræden på et senere tidspunkt håber på at gense førstnævnte part; lad os kalde dem A og B.

Den første måde, hvorpå der kan være for stor afstand mellem A og B, har form af en meget stor aldersforskel i mellem A og B på det tidspunkt, hvor døden indtræffer for A's vedkommende. Man kan f.eks. tænke sig, at A er et lille barn, medens B er dets forældre. Når denne situation med temmelig stor sikkerhed udelukker et møde mellem A og B, når B dør, skyldes det, at A kun i meget kort tid opholder sig på det åndelige plan førend vedkommende på ny inkarnerer på det fysiske plan. Repræsenterer A f. eks. et barn på mellem 0-7 år, opholder det sig kun mellem et par måneder og et par år på det åndelige plan, førend det på ny inkarnerer. Overlever forældrene derfor barnet med mere end et par år, er deres chancer for at gense det ifølge sagens natur meget små – og det så meget mere, som en væsentlig tid af barnets ophold i den åndelige verden foregår i det tilværelsesplan, hvor forbindelsen med den ydre, åndelige verden er afbrudt: salighedsriget.

Den anden måde, hvorpå der kan være for stor afstand mellem A og B, er den, at B til trods for dette at være jævnaldrende med A i dennes dødsøjeblik overlever A med så lang tid, at A på det tidspunkt, hvor B omsider dør, for længst har gennemlevet sin åndelige tilværelse og er inkarneret igen. Det kan f.eks. være tilfældet mellem søskende, jævnaldrende venner samt jævnaldrende ægtefæller. Af et par søskende eller et par unge ægtefæller dør måske den ene, medens den anden når frem til støvets år, førend døden indtræder. Dette medfører chancen for, at A enten allerede er inkarneret, når B dør, eller også befinder sig i salighedsriget, således at der ingen kontakt kan komme i stand mellem de to parter. – Som det vil kunne ses, frembyder begge kategorier af tidsmæssig afstand mellem A og B adskillige muligheder for faktiske situationers opståen. Dog indskrænker de sig for den sidst omtalte kategoris vedkommende til at omfatte tilfælde, hvor parterne i A's dødsøjeblik begge er relativt unge. Er dette nemlig ikke tilfældet, vil A sandsynligvis ikke have nået at fuldbyrde sin åndelige tilværelse og kan således "indhentes" af B. Men det er klart, at varigheden af gensynet herefter beror på, hvor langt fremskreden A er i sit åndelige tilværelses afsnit på det tidspunkt, hvor B ankommer til den åndelige verden.

Der kan næppe være tvivl om, at det her nævnte hos mange frembringer stærke følelsesmæssige affekter, idet de fleste af os jo er i den situation at have mistet nogen, vi holdt af, og som vi for enhver pris håber at gense i den åndelige verden, når vor egen tid kommer. Af hensyn hertil skal følgende supplerende kommentarer tilføjes.

Som udgangspunkt for disse skal vi stille det spørgsmål, om der slet ikke gives noget, der kan kompensere for den skuffelse, de foran fremsatte oplysninger kan give anledning til? – Jo, det er der absolut! For det første gør det forhold sig gældende, at man i virkeligheden ikke behøver at vente, til døden indtræffer for ens eget vedkommende for at kunne møde de af ens kære, der er gået forud. I kraft af den omstændighed, at man under den fysiske søvn midlertidigt overflyttes til det åndelige tilværelsesplan, har man mulighed for at mødes med sine kære hver eneste nat, man sover. Og hvad mere er; når døden engang indtræder for ens eget vedkommende, så opholdet på det åndelige plan bliver permanent, da kan man i sammenhæng huske alle de nætter, man forud har truffet hinanden, akkurat som man nu i sammenhæng kan huske alle de fysiske dage, man oplever. Endvidere kan man på dette tidspunkt også huske den afsked, man har taget med sine kære på det tidspunkt, hvor disse eventuelt nærmede sig den nye inkarnation, således at døden for ens eget vedkommende ikke bliver den store skuffelse, der ellers ville være tilfældet. Yderligere gør det forhold sig gældende, at man gennem indstilling på ganske særlige åndelige bølgelængder fuldstændigt naturtro kan opnå at genopleve de af ens kære, der ved ens egen døds indtræden er gået forud – til den fysiske verden! Dette beror på, at overhovedet alle passerede begivenheder automatisk opbevares i en særlig hukommelsesenergi eller hukommelsesmaterie, som der kan etableres kontakt med, og som man endvidere på en meget levende og naturtro måde kan vekselvirke med. Den glæde, vi således her kan føle ved dette at dvæle i mindet om en eller anden, vil altså dér have mulighed for at nå endnu større højder.

Det vil måske være rigtigst at afslutte denne redegørelse med at henvise til det faktum, at det langt fra er i alle tilfælde, det med rette kan betragtes som utilfredsstillende, at forholdene er som foran beskrevet. Dette fremgår bl. a. af den kendsgerning, at der jo f.eks. forekommer adskillige tilfælde, hvor en efterladt, ung ægtefælle efter nogen tids forløb fatter sympati for en ny partner og med denne optager et nyt ægteskab. Der er næppe tvivl om, at man i sådanne og lignende tilfælde ikke altid har helt den samme interesse i at gense den oprindelige partner, som man måske på et tidligere tidspunkt har følt.

Ps. Problemet har været drøftet med Martinus personligt.