Kontaktbrev 1966/9 side 11
Et spørgsmål, som jeg ikke kan svare på, er mig ofte blevet stillet, når jeg har talt om reinkarnation og karma set ud fra Martinus synspunkt og derved er kommet til den konklusion, at ingen lider uret, vi høster selv det vi har sået. Det lyder fornuftigt nok for de fleste, men så kommer en med dette:
Dyrene er væsener, der ingen karma kan have, idet de handler pr. instinkt og ikke kan drages til ansvar for deres handlinger. Javel, men når de intet ondt har bedrevet, hvorfor så en tilværelse, der for dyret må være et helvede. Her kan anføres mange ting – menneskets indgriben, lænkehunden – direkte grove mishandlinger. Men også uden dette kan dyr i naturen komme i situationer, hvor en snigende sygdom forvolder dem pinsler o.s.v. Når der i naturen forekommer sådanne ting, og forekomsten ikke umiddelbart kan forklares som karmalovens virkninger, må der være en anden form for en årsagsvirkning, om man stadig skal tro på, at årsag og virkning hører sammen. Altså dyrets tilsyneladende uforskyldte lidelser har en skjult årsag. Hvor er denne? I et underliggende naturrige? Hvis dette er tilfældet, kan man fortsætte med underliggende naturriger og nærme sig atomets og underatomets verden for til slut at ende i den årsagsløse årsag – Altet. At forklare alt, så det kan opfattes af den menneskelige forstand, er umuligt, da denne forstand altid vil være begrænset i forhold til, hvad den kan spørge om. Men der er endnu ingen, der har spurgt om for meget; uden spørgen og nysgerrighed var vi næppe nået længere end til stenaldertrinet, så lad også dette vanskelige spørgsmål blive set under samme vinkel.
For mig selv kan jeg godt skabe en slags forklaring, men som jeg ikke publicerer til dem, der spørger, fordi det er så svævende: livet er evigt og i perioder passeres en lys spiral og i perioder en mørk. Det indser jeg nødvendigheden af. I den mørke, vi er i for tiden, hænder mørke ting, som kan have sin årsag så langt tilbage i kredsløbet, at jeg ingen mulighed har for at følge det. Dyret er på vej til et andet rige, menneskeriget, og har forladt salighedsriget. Måske det (det = dette noget, der er, og som ingen egenskaber kan tillægges uden at begrænse det) har besluttet, at det i den kommende mørke spiral vil gå en hurtig vej til frigørelse og derfor allerede på dyrestadiet vælger lidelsen.
For den der ikke før har hørt om Martinus lære eller anden form for åndelig kundskab, vil dette være det rene galimatias og tågesnak. Det er da også kun tanker, der kan opstå i forbindelse med at søge forklaring på et tilsyneladende uløseligt problem. Men hvad den virkelige løsning end kan være, kan den ikke være i modstrid med Guddommens kærlighedshensigt. Og så er spørgsmålet måske kun rejst, fordi jeg tvivler om denne kærlighedshensigt og ønsker gennem denne korrespondance at få den bekræftet, og når jeg får den bekræftet, opstår der igen tvivl og søgen efter en ny bekræftelse o.s.v., indtil jeg selv får den indvielse, der ophæver al tvivl. Men da dette tidspunkt er ukendt, må man altså finde sig i min spørgen – om nogen vil give svar er så en anden sag.
A. J., Næstved.
Kære hr. A. J.
Med Deres spørgsmål er atter et af de problemer blevet rejst, som så udpræget beskæftiger søgende mennesker, såvel dem der er kommet i berøring med Martinus arbejde, som dem der søger ad andre veje. Det skal derfor være os en stor glæde at behandle de emner, Deres henvendelse bringer på bane. Imidlertid er vi i dette tilfælde henvist til at dele svaret over to kontaktbreve, hvilket naturligvis skyldes længden af selve spørgsmålet.
Det kan straks siges, at der er en del ved det svar, De selv har fundet frem til, der er rigtigt, men der er i sandhedens interesse endnu mere, der ikke er det; hvad der er hvad, vil De sikkert selv kunne udlede af redegørelsen, der fremkommer fra vor side.
Som udgangspunkt for et svar kunne jeg tænke mig at vælge Deres omtale af Guddomsbegrebet. Det er meget inspirerende at erfare den ubetingede tillid, De har til Guddommens kærlighedshensigt, men i den erklæring, gennem hvilken denne tillid kommer til udtryk, ligger der dog samtidig noget, der tyder på, at De (i lighed med så mange andre) har overset noget ganske overordentlig vigtigt. Det er dette, at man aldrig i noget tilfælde kan pege på en situation eller hændelse, der ikke er udtryk for en gerning, Guddommen gør mod sig selv. Dette ligger igen i, at samtlige verdensaltets levende væsener eller livsenheder set fra intuitionens udsigtspunkt er livsorganer i et og samme væsen, nemlig Guddommen; ja i så høj grad, at de simpelt hen danner Guddommen. Guddommen består med andre ord helt og fuldt af de levende væsener og står og falder således definitivt med disse. – Det er sikkert ikke vanskeligt at se værdien af denne detalje, thi det bliver herved straks en hel del lettere at acceptere de grusomme tildragelser, man kan iagttage i naturen, og som jo bl. a. også menneskene har del i. I intet af disse tilfælde er der tale om handlinger, der af Gud er rettet mod udenforstående væsener. De er alle af Gud rettet mod Gud selv af den simple grund, at der kosmisk set ikke eksisterer noget som helst andet end Gud. Betænker vi, hvor mange mennesker der i vor tid "falder fra troen" på grund af deres iagttagelse af lidelsesfulde begivenhedsforløb, forstår vi sikkert, hvor vigtig denne erkendelse er, og ligeledes indses det sikkert, at den er et godt grundlag for en videre løsning på de problemer, der ved denne lejlighed er blevet bragt på bane.
(Svaret fortsættes i næste kontaktbrev).
P. B.-J.