Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med udgangspunkt i en forståelse af det forhold, at enhver tildragelse, et hvilket som helst væsen kan komme ud for i tilværelsen – den være sig ond eller god, behagelig eller ubehagelig – i virkeligheden er en handling, Gud retter imod sig selv, skal vi søge at løse spørgsmålet om, hvad der kan være grunden til dyrs ofte hårde og lidelsesfyldte skæbne. Det skal dog forinden påpeges, at planterigets væsener ofte i endog endnu større udstrækning er genstand for vold og drab, sygdom og undergang end dyrene, og det trods dette, at de rent umiddelbart må anses for mindst lige så uskyldige heri som dyrene – ja, endog endnu mere uskyldige, idet de jo er langt mindre uformuende end netop dyrene. Det er således ikke blot skæbnerne i dyreriget, der udfordrer til en forklaring; det er mindst lige så meget skæbnerne i planteriget.

Den løsning, Martinus på dette område præsenterer, forudsætter for sin tilegnelse, at man går med til at indlade sig på dristig tænkning, på tænkning med vide perspektiver. – Som udgangspunkt for en sådan tænkning skal vi benytte lejligheden til at minde om det gamle ord, der siger, at det nu en gang ikke er muligt at røre ved en kakkelovn uden at få sorte fingre. Sagen er nemlig, at både planternes og dyrenes tunge skæbner i princippet er "sorte fingre", som disse væsener har fået ved i kosmisk forstand at røre ved "kakkelovnen". Den kakkelovn, der her er tale om, har form af den kendsgerning, at både plantevæserne og dyrene alene har sig selv at takke for den omstændighed, at de som levende væsener indtager positioner i den fysiske verden, er borgere i eller beboere af den fysiske verden. Nu er dette at bebo den fysiske verden uden videre det samme som at bebo en verden, der ved sin natur er bestemt til at være et område af alle mulige faremomenter. Det er den alene af den grund, at individerne her er henvist til at leve af hinandens organismer! Men den er det også i form af voldsomme og ofte dræbende naturkræfters hærgen m.m. At ønske sig ind i den fysiske verden som permanent beboer er derfor i kosmisk forstand det samme som at røre ved en kakkelovn; og de sorte fingre, der bliver resultatet, er netop de heraf affødte ubehagelige virkninger fremkaldt af de uundgåelige møder med det dræbende princips udfoldelse fra næstens side m.m. – altså de lidelsesfyldte og ofte dødbringende skæbner.

For læseren lyder det sikkert, som om plantevæsenerne og dyrene selv kan bestemme, om de vil bebo den fysiske verden eller ej. Således er det nu ikke. Dog er der ikke desto mindre tale om et tidspunkt langt tilbage i fortiden, da disse væsenstyper ikke var beboere af den fysiske verden, men tværtimod levede en tilværelse, hvor der ingen dødbringende farer lurede, men hvor alt befandt sig i kontakt med den højeste visdoms og næstekærlighedsnormer. Det ligger som sagt uhyre langt tilbage i fortiden, men naturligvis ikke længere tilbage, end der er en forbindelse mellem da og nu. Da der mellem da og nu er foregået et betydeligt sceneskifte, ligger det i sagens natur, at der på et givet tidspunkt er sket noget, der har ført til den nugældende situation. Og da den nugældende situation relativt set ikke er så fordelagtig for de implicerede væsener som den daværende, er det tydeligt, at det, der er sket, på en eller anden måde må have karakter af et fald – måske endog et syndefald. – Hvad skete der? –

Fra Martinus side beskrives det evige liv som en uophørlig vandring gennem et ekspanderende spiralkredsløb, d.v.s. en kæde af sammenhængende enkeltkredsløb af stadigt voksende størrelsesorden. Hvert af disse enkeltkredsløb består af en mørkeepoke og en lysepoke, hver især spændende over halvdelen af kredsløbet og forløbende jævnt over i hinanden. Med hensyn til den tilstand, der som forhistorie knytter sig til plante- og dyrevæsenerne, drejer det sig om et særligt afsnit af det netop skildrede livskredsløb, nemlig et afsnit, der placerer sig i den lyse del af dette. Fra Martinus side karakteriseres dette afsnit som "den guddommelige verden", og det beskrives som selve lysets kulminationszone, At det er lysets kulminations zone vil igen sige, at det er et område, hvor alt befinder sig i pagt med næstekærlighedens og det livgivende princips normer, og hvor individerne er begavet med den allerhøjeste kosmiske visdom. De er så at sige Gud lig, er i Guds billede og lignelse. At nå en sådan position må betragtes som et resultat af udvikling – ja, som det højest opnåelige resultat af udvikling. Thi hvad kan overgå dette at være Gud lig? Og forholdet er altså, at de væsener, vi i dag opfatter som planter og dyr, en gang i en fjern fortid har indtaget en sådan ophøjet position. Vi indrømmer, at det er en dristig tankegang, men den kan nok nu og da være værd at sammenholde med den, det er almengældende at praktisere over for planter og dyr, gennemsyret som den ofte er af hovmod og nedladenhed, Men stadig står det spørgsmål åbent, hvordan det gik til, at disse ophøjede væsener indlod sig på den vej, der førte til den nugældende situation. Hertil svarer Martinus.

Ud fra en kosmisk betragtning er dette at besidde den højeste visdom det samme som at være geni eller ekspert i at kende forskel på "godt" og "ondt". På dette totale kendskab beror helt og holdent den kosmiske bevidsthedstilstand. Da denne igen er en frugt af udvikling, vil man forstå, at udvikling dybest set består i at opnå total indsigt i forskellen på godt og ondt. For de væsener, der har nået toppen af denne udvikling, kommer der en tid, hvor der ikke er mere at lære, men hvor man skal nyde resultatet af det, der er lært. Det er den eopke, hvor væsenerne lever af "livets træ" og af det alene. Som denne epoke imidlertid skrider frem, kommer væsenerne på større og større afstand af "det onde". Denne "ingrediens" optræder nu kun som en teoretisk faktor i livsoplevelsen. I lang tid (det drejer sig om tusinder af år) sker der ikke noget, men på et tidspunkt er man alligevel kommet på en sådan afstand af "det onde", at der opstår en svag uligevægt i den kosmiske bevidsthed. Denne søger væsenet automatisk at neutralisere, men det kan kun lade sig gøre ved at søge berøring med det, der svanes, nemlig erfaring for "det onde". Denne berøring opnås ved hjælp af hukommelsen, der sætter væsenet i stand til at vandre tilbage i fortiden og her til den epoke, hvor det direkte oplevede "det onde". Men dette flirteri med "det onde" er væsenets første spæde syndefald. Det er den første berøring med kakkelovnen. Til at begynde med tages der kun tilflugt til hukommelsen. Dette sker imidlertid i stadig øget omfang, hvilket medfører, at væsenet til sidst lukker sig inde i sig selv. Det befinder sig i den position af kredsløbet, Martinus kalder "salighedsriget". Livet består her udelukkende i at huske tilbage – herunder ikke mindst tilbage til den gang, man spiste af kundskabens træ på godt og ondt. Med tiden (igen tusinder af år) bliver erindringsoplevelsen af det onde gradvis mindre og mindre tilfredsstillende. Der må nu mere til, nemlig direkte, kontante møder med "det onde" selv, altså det ondes verden. Stærke længsels energier startes, og væsenet betræder den vej, der langsomt, men sikkert leder det ind i det ondes hjemstavn: den fysiske verden. Først viser det sig i umindelige tider i mineralformationer, siden i planteformationer og atter siden i dyreorganismer, og det sker altså alt sammen på grund af længselen efter at forny kendskabet til "det onde". Og som bekendt skuffes forventningerne ikke. Netop dyret og planten oplever i rigt mål smerte og lidelse; men vi forstår måske nu, at der i virkeligheden er tale om en frivillig nyden af kundskabens træ på godt og ondt, og ikke om nogen uretfærdig skæbne påført udefra.