Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvis man taler med andre om reinkarnation, så er det gerne det spørgsmål, man får, hvordan det kan være, at menneskenes antal stadig forøges, når det skal være de samme mennesker, der fødes igen og igen. Hvad skal man svare?

De har ganske ret i, at dette er en klassisk problemstilling, og at det fremførte argument ofte bruges til ugunst for reinkarnationstanken. De er da heller ikke alene om at stille dette spørgsmål til læsebrevkassen, hvilket fremgår af følgende.

Her kommer også jeg med et lille spørgsmål, som jeg håber, De vil besvare. Det er jo en kendsgerning, at vi er evige væsener. Vi har altså levet f.eks. for 2000 år siden, men det er umuligt, at vi alle har levet på jorden, da der jo ikke var så mange mennesker her den gang. Hvor er alle de mennesker kommet fra? Det har jeg spekuleret på længe.

– – – – – – –

Frem for noget andet håber jeg, at det af det følgende svar vil fremgå, at befolkningstilvæksten på jorden på ingen måde er i modstrid med reinkarnationstanken, men tværtimod harmonerer med dén kosmiske grundplan for livets vitaliseren, Martinus gennem sine værker afdækker, og i hvilken reinkarnationen (genfødelsen) indgår som en lille, men vigtig detalje.

Fra Martinus side erklæres det, at befolkningstilvæksten skyldes to ting, nemlig på den ene side at menneskets gennemsnitslevealder er forlænget og stadig forlænges, og på den anden side hvad man må kalde "invasion fra andre planeter" (dog ikke i vort solsystem).

Med hensyn til den første årsag vil det kunne indses, at en forlænget levetid på det fysiske plan i en vis udstrækning vil medføre en affolkning af den åndelige verden indtil det tidspunkt nås, hvor denne udvikling stagnerer. Det svarer til, at man f.eks. på et bibliotek forlænger lånetiden på bøgerne til det dobbelte. Et sådant skridt vil ifølge sagens natur medføre en større eller mindre nedgang i bibliotekets gennemsnitlige forråd af hjemmeværende bøger, idet på den ene side de lånere, der har hjemført bøger inden den nye ordnings ikrafttræden, for manges vedkommende vil beholde dem dobbelt så længe som tidligere, medens på den anden side samtidigt nye bøger vil blive udlånt i forlængelsestiden. Dette svarer til en midlertidig befolkningstilvækst på det fysiske plan og en modsvarende affolkning af det åndelige plan.

Medens den hermed skildrede årsag til befolkningstilvækst er af sekundær betydning og i virkeligheden blot nævnes for fuldstændighedens skyld, er til gengæld den årsag, der har form af "invasion fra andre planeter" af primær betydning. Denne invasion foregår ikke via flyvende tallerkener og rumskibe, men derimod i kraft af reinkarnationen. Og den viser sig i kontakt hermed på den måde, at der gennemsnitlig fødes flere mennesker, end der dør. Ganske vist bedømmer den materialistiske naturvidenskab denne situation til at være udtryk for en blot og bar biologisk ekspansion, der endog tilsyneladende er ved at løbe løbsk, men det skyldes, at naturvidenskabens udøvere kun er i stand til at iagttage tilværelsens stofside. Kunne de iagttage dens livsside – hævder Martinus – ville de blive vidne til, at en stadig strøm af individer fra andre planeter i universet gennem reinkarnation fødes ind på vor planet. – For den, der besidder et nærmere kendskab til Martinus analyser, står det klart, at der udkræves en betydelig lighed mellem jorden og de planeter, der leverer mennesker til jordens befolkningstilvækst, for at denne kan virkeliggøres gennem reinkarnation. Spørgsmålet er derfor, om planeter så lig jorden kan tænkes at eksistere. Her kan der henvises til, at stadig flere og flere naturvidenskabsmænd i dag indirekte går ind for denne mulighed. Alene på grundlag af statistiske beregninger kan det til grænsen af vished påregnes, at der i universet eksisterer et betydeligt antal planeter, som er så beslægtede med jorden, at de kan tænkes at huse et plante-, dyre- og menneskeliv svarende til det, jordkloden bærer på sig. En af talsmændene for dette synspunkt er den ansete astrofysiker ved Chicago universitet, dr. von Weizacker. En anden er den endnu mere kendte matematiker og astrofysiker ved Cambridge universitet Fred Hoyle, der i en udsendelsesrække over den engelske Home Service radio bl.a. offentligt har udtalt, at det ikke skulle undre ham, om der i universet fandtes en planet, der husede et krickethold, som kunne slå australierne! Så kan det vist ikke siges tydeligere. –

Det ses således, at der er videnskabelig basis for tanken om udveksling af mennesker mellem jorden og visse andre planeter i universet, og det ses endvidere, at tanken om reinkarnation som grundlag for den praktiske fuldbyrdelse af en sådan udveksling helt naturligt tilbyder sig. Dog melder sig uvilkårligt det spørgsmål, hvad der kan motivere, at mennesker via reinkarnation så at sige flytter rundt fra planet til planet? – Et tilfredsstillende svar herpå kan først etableres i det øjeblik, man er i stand til at tænke på planeterne som levende væsener. Set under denne synsvinkel er planeternes respektive menneskeheder at betragte som mikrovæsener, der på den ene side gennem deres vitalisering bidrager til opretholdelse af livsfunktioner i planetorganismen, og som på den anden side herigennem samtidig er i berøring med betingelser for deres egen udvikling frem mod højere eller mere fremskredne livs- og bevidsthedstilstande.

Med hensyn til jordkloden fremstilles denne af Martinus som et levende væsen, der i sin udvikling er nået frem til et afgørende stadium, nemlig at overskride tærkslen fra dyreriget til det rigtige menneskerige. Dette sker gennem en stor kosmisk indvielsesproces, Martinus har givet navnet "den store fødsel". Gennem denne opnår jordklodevæsenet såkaldt kosmisk bevidsthed, hvilket svarer til den højest opnåelige sanse- og manifestationsbegavelse, der gives. At kunne bære denne forudsætter imidlertid tilstedeværelsen af tilsvarende fremskredne mikrovæsener i klodeorganismen samt et tilstrækkeligt antal af disse, og netop heri må man se motivet for, at jordkloden tiltrækker mennesker fra andre planeter. Disse er på lidt længere sigt tiltænkt den opgave at bære jordklodens kosmiske bevidsthed på det fysiske plan. Når på den anden side de pågældende mennesker lader sig tiltrække, beror det som regel på, at den planet, de ellers er hjemmehørende på, ikke længere frembyder tilstrækkeligt tilfredsstillende udviklingsbetingelser. Dette inspirerer til emigration til en bedre planet, og som sådan kan netop jorden betragtes på grund af de tilstande i mikrokosmos, den forannævnte kosmiske indvielsesproces automatisk medfører. – Det er fængslende perspektiver, og vi ser, hvorledes de på elegant måde forener reinkarnationsprincippet med begrebet "befolkningstilvækst".

Rettelse: I sidste læserbrev har der indsneget sig en fejl på første side, linje 9. Der står: idet de er langt mindre uformuende.., det skulle være: idet de er langt mere uformuende.