Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1966/12 side 11
[Brevlogo:] Kosmos Feriehem Varnhem
Kære læser.
Med dette billede fra en af feriehjemmets mange dejlige idyler, skal vi meddele, at vi stadig kan tilbyde nogle ledige pladser på vore forskellige kurser, dog ikke kursus nr. 4 med titlen "Liv og Ansvar".

Fagerdammen, Källsjö nära Kosmos Feriehem
Som det af vort tidligere udsendte program (det grønne) vil kunne ses, har vi også i år bestræbt os for at arrangere et både alsidigt, afvekslende og kvalitetsbetonet indhold til den skønne ramme, feriehjemmet og dets omgivelser danner – ja, vi har måske endog forsøgt at overgå vore tidligere præstationer i denne henseende; og naturligvis ønsker vi, at så mange som muligt skal få del i dette indhold såvel som i nydelsen af rammen. – For juli måneds vedkommende drejer det sig i korthed om følgende begivenheder:
Kursus nr. 6,; 9-16 juli: Kursus af undertegnede samt en kreds af indbudte gæsteforedragsholdere fra tilgrænsende humanistiske aktiviteter i Sverige og Danmark. Emnet er: DE DRIVENDE KRÆFTER BAG DEN HUMANITÆRE UDVIKLING. Foruden de syv faste foredrag af undertegnede medvirker 1) Formand for I.A.L.'s arbejdsudvalg Fru Elisabeth Halaz, 2) Rektor Åge Bertelsen, Århus Katedralskole, 3) Kommunelærer Johan Börtz, 4) Fil. kand. Fru Dagny Arbman, formand for foreningen Svalerne i Sverige, 5) Forstanderinde Fru Therese Lindberg, og 6) Hr. Konsulent L. Åberg. – Emnerne er i samme rækkefølge: 1) I.A.L. – hvad er det?, 2) Kristendom og humanisme i atomalderen, 3) Vivisektionsproblemet, etiske og medicinske aspekter, 4) Foreningen Svalernes U-landsarbejde, 5) Stegehus – et livscentrum for udviklingshæmmede børn, og 6) "Homaranismo" – ideen bag Dr. L.L.Zamenhofs verdenssprog Esperanto.
Kursus nr. 7,; 16-23 juli: Møde med forskellige livsanskuelser og ideer af betydning i tiden.
I programmet deltager 1) Forstanderinde Fru Therese Lindberg, 2) Forfatteren Olle Wedholm samt Ingeniør Sigurd Westerlund. – Emnerne er: 1) Noget om antroposofisk livssyn, 2) Fire foredrag med titlerne a, Hvorfor mener vi sådan. b, Fredsforskning – kærlighedens videnskab. c og d, Hazrat Inayat Khan, Sufismen – en viis mand og hans lære. 3) Kan vi styre vor skæbne – fire stilfilm over Martinus Kosmologi.
Kursus nr. 8,; 23 – 27 juli: J.A.K.-Rigsforening til økonomisk oplysning indbyder til kursus.
De medvirkende er: 1) Direktør Gunner Hedfors, 2) Bankdirektør Halfdan Kristiansen, 3) Landmand Peter Madsen. Der tales over følgende interessante emner: Bestræbelser for at indføre J.A.K.-virksomhed i Sverige; Tidens opfordring til mennesket på økonomiens område; Erfaringer fra oplysningsarbejdet om J.A.K. i Danmark; Den gamle almuekultur og det moderne menneske; Rentens indflydelse på det moderne samfund; J.A.K.'s praktiske arbejde; J.A.K.-bankens arbejdsformer – herunder specielt dens revolutionerende kreditsystemer; Hvad er J.A.K.?; Vor fremtid under rationel økonomi.
Kursus nr. 9,; 27 – 30 Juli: Det giftfri havebrug. Kursus i biodynamisk havebrug under ledelse af konsulent Kjell Arman, Järna. Endvidere foredrag af Landmand Peter Madsen, der beretter om 24 års erfaring i biodynamiske dyrkningsmetoder. – Der foregår endvidere praktiske demonstrationer.
Og for august ser programmet således ud:
Kursus nr. 10,; 30 juli – 12 august: Under titlen KUNST OG LIVSKUNST underviser Mogens og Vibeke Møller gennem foredrag og praktiske demonstrationer i dette emne. Der bliver lejlighed til for deltagerne selv at udfolde sig i praksis – specielt i stoftryk og batik.
Kursus nr. 11,; 12 – 18 august: Kursus i moderne afspændingsteknik ved dipl. afspændingspædagog Marianne Plass. Såvel teori som praksis.
Kursus nr. 12,; 18 – 25 august: Foredrag af MARTINUS lørdag og søndag aften. Desuden afholder Martinus en spørgetime søndag formiddag.
Endvidere to foredrag om Martinus Kosmologi af fil. kand. Per Gunner Cassel. Emnerne er: 1) Det levende væsens struktur og urbegær. 2) Jegets forsvarsmekanismer.
Samt to foredrag af kunstneren Sture Emby over emnet: Selverkendelse og -forståelse på grundlag af Martinus Kosmologi.
Vi håber, De må finde programmet fristende og skal tilføje, at såvel tilmelding til de enkelte kurser som rekvirering af supplerende oplysninger, priser m.m. kan ske ved henvendelse til Frk. Sigbritt Therner, Kosmos Feriehem – Varnhem (Sverige) Telefon Skara (drejenr. 0511) 60069. – Fra Danmark drejes 0013, hvorefter forlanges Skara 60069.
På Feriehjemmets vegne
Med venlig hilsen
Per Bruus-Jensen