Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Af Martinus verdensbillede fremgår det, at vi alle både mennesker, dyr og planter engang har haft kosmisk bevidsthed. Hvor er denne kosmiske bevidsthed blevet af? Dette, at vi ikke har den mere, harmonerer det med en anden af Martinus udtalelser: at noget, der er, ikke kan blive til intet?

På dette interessante spørgsmål skal der indledningsvis svares, at der ikke er nogen modsigelse mellem det forhold, at mennesker dyr og planter, fra at have haft kosmisk bevidsthed, i dag ikke har det og så det forhold, at noget, der er, ikke kan blive til intet. For det første må man gøre sig klart, at dette, at noget ikke kan blive til intet, ikke udelukker, at det pågældende noget kan blive til noget andet, end det oprindeligt var. Denne kendsgerning demonstreres jo indtil overflod af det daglige liv, nemlig i form af den uendelighed af forvandlingsprocesser, der som vi ved finder sted i naturen – herunder også i vor egen organisme og vor egen bevidsthed.

Med hensyn til den kosmiske bevidsthed, som mennesker, dyr og planter engang har haft, forholder det sig således, at den langt fra at være blevet til intet er blevet til noget andet end det, den oprindeligt var. Men hvad var den i det hele taget oprindeligt? Ved bevidsthed forstår Martinus først og fremmest "viden". Ved kosmisk bevidsthed forstås derfor kosmisk viden, hvilket på den ene side vil sige viden om verdensaltets kosmiske struktur, dets bærende love og principper, medens det på den anden side vil sige en viden af kosmiske dimensioner – altså kort og godt "universel viden", hvilket svarer til alvidenhed. Denne dybtgående og altomfattende viden må betragtes som et resultat af udvikling spændende over millioner af år, hvor nævnte udvikling på den ene side har formet sig som en vældig tilegnelse af erfaringer – såvel intellektuelle erfaringer som lidelseserfaringer – medens den på den anden side har formet sig som en sideløbende vækst af specielt fire åndelige evner af grundlæggende natur, nemlig følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Her iblandt spiller igen intuitionen en central rolle, idet det er denne evne, der bærer den specielle kosmiske bevidsthedstilstand, således som den netop er beskrevet. Brugt i sansningens tjeneste sætter intuitionen nemlig det levende væsen i stand til for det første suverænt at tilegne sig viden om verdensaltets kosmiske struktur, dets bærende principper og love, og dernæst at skaffe sig adgang til overhovedet al den viden, som tilbage gennem verdensaltets evige fortid er blevet høstet af samtlige eksisterende levende væsener. Hele denne kosmiske viden, der i virkeligheden er Guds viden eller bevidsthedsindhold, eksisterer billedligt talt som et vældigt vidensocean – af Martinus kaldet "visdomsoceanet" – og netop dette vidensocean skaffer intuitionsevnen sin indehaver adgang til. Som hukommelsesevnen sætter én i stand til at få kontakt med de personligt høstede erfaringer, sætter intuitions evnen med andre ord sin indehaver i stand til at få kontakt med erfaringer høstede af samtlige andre levende væsener i tilværelsen.

Med disse oplysninger som grundlag kan vi nu tale om, for det første hvorfor det levende væsen på et givet tidspunkt mister sin kosmiske bevidsthed, og dernæst, hvad der sker med den viden, som den mistede kosmiske bevidsthed repræsenterer.

Med hensyn til det førstnævnte emne er der allerede tidligere i læserrubrikken fremsat oplysning herom (se brev nr. 10, 1966). Disse skal vi her supplere med det vigtige faktum, at den kosmiske bevidsthed bl. a. også mistes på grund af en regulær opslidning af de organer (specielt intuitionsorganer), der bærer dens funktioner. Denne opslidning i forbindelse med de faktorer, der blev fremsat oplysning om i brev nr. 10 d.a. repræsenterer tilsammen hovedparten af de omstændigheder, hvorpå tabet af den kosmiske bevidsthed beror. Tilbage bliver spørgsmålet om, hvad der bliver af den omfattende viden, som den kosmiske bevidsthed oprindeligt inkluderede? For dette, at den kosmiske bevidstheds funktionsorganer opslides er naturligvis ikke ensbetydende med opslidning af den viden og de erfaringer, der under de nævnte organers blomstringsperiode er blevet erhvervet.

For det første er det vigtigt at gøre sig klart, at al viden og dermed alle de erfaringer, et levende væsen besidder, i form af uforgængelige ultramikroskopiske kraftcentre – kaldet talentkerner – er opbevarede i det område af den samlede kosmiske struktur, Martinus kalder overbevidstheden. De danner her et umådeligt koncentreret og kompliceret system eller element, hvilket Martinus på grund af dets skæbnebestemmende betydning kalder "skæbneelementet". Som følge af den omstændighed, at det levende væsens evige liv former sig som en permanent vandring gennem større og større kredsløb adskilt fra hinanden gennem dette hver især at rumme en periode med kosmisk bevidsthed og en periode med kosmisk bevidstløshed, er det hermed berørte skæbneelement opbygget efter et ganske bestemt system eller mønster, hvilket i kontakt med virkeligheden kan sammenlignes med det system, efter hvilket et træ opbygges. De fleste mennesker ved, at et træ opbygges på den måde, at lag lægges på lag som årene går, således at stammen ved overskæring fremviser nogle karakteristiske ringe, de såkaldte årringe, og ligefrem kan aldersbestemmes på grundlag af optælling af disse. En sådan årring dannes på den måde, at der med forårets indtræden mellem barken og den sidste årring dannes et trælag bestående af levende celler. Dette lag kaldes "splinten", og det er heri saftstigningen fra rod til blade foregår, ligesom forarbejdede næringsstoffer herigennem sendes tilbage fra blade til stamme, rodnet m.m. Ved efterårets indtræden på vore breddegrader aftager denne vældige stofcirkulation og ophører så godt som helt sammen med løvfaldet. Og ganske langsomt dør cellerne i splinten, således at denne bliver til en "død" vedring, der styrker stammen og bidrager til at gøre den til tømmer. Den er nu ikke længere en levende "splintring", men noget andet: en styrkende "vedring", der gør stammen værdifuld som tømmer. På lignende måde foregår opbygningen af skæbneelementet, og af samme grund: livets kredsløbsbetonede natur. Under den kosmiske bevidsthedstilstand dannes et vældigt "lag" af "levende" talentkerner, der aktivt medvirker i væsenets kosmiske dagsbevidsthedsfunktioner. Disse overlever livets kosmiske efterår: de kosmiske bevidsthedsorganers undergang, men de medvirker nu ikke længere i en levende dagsbevidsthed. De forvandles billedligt talt til en "død vedring" – altså til noget andet, end det de var: en levende "splintring". Men på samme måde som træets vedringe stadig har betydning, således også med hensyn til skæbneelementets "vedringe". Deres betydning ligger ifølge Martinus i det inspirerende faktum, at det er ved hjælp af disse, det levende væsen er i stand til at opfatte begrebet størrelser. Ja, det er endog dybest set i kraft af disse, at de grundlæggende sansekvaliteter overhovedet bliver til, d.v.s. lyd, lugt, smag, berøringsfornemmelser samt farve, lys og skyggevirkninger. Alt dette beror totalt på eksistensen af de erfaringskomplekser, som de tilbagelagte kosmiske bevidsthedsterræner og bevidsthedstilstande gennem år milliarderne har skænket den enkelte. Og det giver os lejlighed til at ane perspektiverne i Martinus ord, når han siger, at mennesket gennem iagttagelsen af sin omverden indirekte ligefrem stirrer ned gennem sin egen evige fortid (se eventuelt videre: "Korrespondancekursus i Martinus Kosmologi", lektion 26-32).