Ældre Kosmos og Kontaktbreve

1) I hvilken udstrækning er de typer oplevelser, vi har i vor barndom og ungdom, repetition af tidligere erfaringer?

2) Er man skæbnemæssigt mindre ansvarlig for sine handlinger i barndom og ungdom end for sine handlinger i manddom og alderdom?

3) Hvorledes ændres en bestemt repetitionsoplevelse fra liv til liv med hensyn til intensitet og repetitionstidspunkt? Repeterer vi tidligere erfaringsdannelser i fuldstændig kronologisk rækkefølge?

4) Hvilken form for repetitions oplevelser har vi a) under søvn, b) mellem de fysiske inkarnationer, c) på forskellige oplevelsesplaner i samme spiralafsnit, og d) i senere spiralafsnit?

– – – – – – –

Vi siger tak for Deres interessante spørgsmål, som det dog på grund af dets omfattende natur bliver nødvendigt at behandle ret kortfattet med hensyn til de enkelte punkter.

1) Hvad angår Deres spørgsmål under punkt 1, er det meget vanskeligt at generalisere, idet mange faktorer gør sig gældende. Dette fremgår af, at det levende væsens passage ad udviklingens vej, under hvilken det jo både sår og høster skæbne, ikke er som en pils flugt gennem luften, men snarere minder om det mønster, efter hvilket en diamant slibes til en brilliant. Dette hænger sammen med, at menneskets personlighed i virkeligheden er betydeligt mere omfattende, end hvad der fremgår af dets fremtræden i de enkelte inkarnationer. Martinus har i denne forbindelse tit sammenlignet mennesket med et drivende isbjerg: hovedparten skjuler sig under vandet; kun en lille del rager op i dagens lys. Således også med mennesket: kun en lille del af dets samlede personlighed kommer i de enkelte inkarnationer til udtryk, Og sammenligningen med isbjerget kan drives videre: på samme måde som dette under indflydelse af vejrliget på den ene side og de virkende tyngdekræfter på den anden side forsøger at holde sig i balance og herunder vender og drejer sig i vandet, så stadig nye sider kommer til syne, således også med hensyn til mennesket under dets udvikling. Fra inkarnation til inkarnation præsenterer også det stadig nye sider. Men de ansvarlige kræfter herfor er rigtig nok ganske andre end i tilfældet med isbjerget, idet det her drejer sig om skæbnekræfter. Vender vi os derfor mod spørgsmålet om repetition anført under punkt 1, så må der svares, at den udstrækning, i hvilken der er tale om repetitionsoplevelser, helt er bestemt af individets skæbne situation – herunder også af, hvilken side af den samlede personlighed, der i den enkelte, givne inkarnation er fremme. Og vi tilføjer, at det tyngde- eller balancepunkt, omkring hvilket hele processen drejer sig, er målet med den menneskelige udvikling, at omskabe det til en kostelig, kosmisk brilliant: mennesket i Guds billede.

2) Da skæbnedannelsen helt og holdent hviler på skæbneloven eller loven for årsag og virkning, tror jeg ikke, man kan tale om mindre ansvarlighed for handlinger udøvet under ungdom og barndom, specielt ikke under hensyntagen til, at hvert enkelt menneske fra fødselen af er genstand for en vis beskyttelse afstemt efter vedkommendes skæbnesituation og udviklingsposition, således også beskyttelse mod at foretage sig handlinger, der betinger en kosmisk set uretfærdig skæbnedannelse.

3) Under henvisning til, hvad der har været nævnt under punkt 1) og 2) skal det fremhæves, at der på grund af de ansvarlige faktorers mangfoldighed og komplicerethed ikke er mulighed for nogen generalisering. De udslagsgivende faktorer lader sig som sagt opdele i to hovedområder, nemlig på den ene side alle dem, der henhører under skæbnedannelsens mekanisme, og på den anden side det under punkt 1) omtalte kosmiske tyngde- eller balancepunkt, omkring hvilket hele processen drejer sig, eller snarere: efter hvilket processens forløb på det nøjeste afstemmes; det drejede sig om målet for den menneskelige udvikling: at omskabe den enkelte til det færdige menneske i Guds billede.

4) a. Ifølge Martinus drejer det sig her fortrinsvis om vedligeholdelse af evnen til at orientere sig på det åndelige plan, altså om vedligeholdelse af evnen til at føre en åndelig tilværelse.

b. Svaret er her det samme som under a., blot er repetitionerne langt mere omfattende og livsbetingende, idet det ved en diskarneret tilværelses indtræden drejer sig om – ikke alene slet og ret at føre en åndelig tilværelse, men om at føre den i kontakt med livets bærende love og principper; det vil sige i kontakt med næstekærlighedens normer. Martinus oplyser, at der på det åndelige plan ligefrem forekommer en hel specialzone reserveret dette repetitionsformål. Den benævnes af Martinus som "den første sfære" og svarer i realiteten til, hvad man f.eks. inden for katolicismen kalder "skærsilden", dog med det forbehold, at den ikke udelukkende behøver at udmærke sig som helvedespanoramaer, men også kan gøre sig gældende som elementære paradispanoramaer. I Martinus verdensbillede optræder denne første sfære rent principielt som et område, hvor mennesket hurtigere eller langsommere alt efter den enkeltes kosmiske niveau får aflagt sin fysiske vanetænkning – og frem for alt: sin egoistiske vanetænkning. Dette sker i forbindelse med hver eneste diskarneret tilstands indtræden, og da målet hver gang er det samme: renselse og åndeliggørelse af bevidsthedsindstillingen, ses det, at der er tale om en zone, der er forbeholdt repetitionsfunktioner.

c. Der fremgår af Martinus værker ikke nogen oplysninger herom, og da Martinus selv for tiden befinder sig på Island og dermed er uden for rækkevidde med hensyn til spørgsmål, må jeg desværre afstå fra at besvare det. Jeg tror dog at turde sige, at repetition her enten slet ikke eller også kun i latent eller elementær forstand kommer i betragtning.

d. Heller ikke på dette område forekommer der i Martinus værker direkte oplysninger, bortset dog fra ét. Det drejer sig om repetition af evnen til at veksle mellem fysisk dags- og natbevidsthedstilstand. Martinus udtrykker i bind fire af sit hovedværk, hvorledes den del af planteverdenen, der placerer sig i jordklodens udprægede årstidsbælter, gennem dette at veksle mellem perioder af fysisk aktivitet og inaktivitet (sommer og vinter) er genstand for en genoptræning mellem dette at kunne veksle mellem fysisk sove- og vågentilstand, således som det gælder hos dyret, der jo er et senere udviklingsstadium af planten. Betragter man imidlertid det repetitionsforløb, f.eks. en menneskelig fosterudvikling demonstrerer – fra éncellet fremtræden til fødselsmoden menneskeorganisme – da er man utvivlsomt vidne til noget, der antyder repetitionsforløb inden for de enkelte påbegyndte spiralafsnit af langt større omfang, end hvad der netop er meddelt om repetition af den vekslende dags- og natbevidsthedsevne.