Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Skal de kontraster, som ifølge Martinus betinger al oplevelse, stadig være lige voldsomme, således at vi evigt vender tilbage til et sted med krig, sadisme, mordlyst, børn der dør af sult o.s.v.

Vi kan jo godt opleve kontrasten af f. eks. lyset uden totalt mørke, af sult, uden at nogen dør af underernæring, af godhed, uden nogen behøver at pines ihjel af sadister. Hvis ikke det onde er mindre i den næste spiral, hvorfor så kæmpe imod det?

Man kan også spørge: er summen af det "ubehagelige gode" konstant?

– – – – – – –

Vi kan godt forstå, at De føler trang til at bringe disse problemer på bane, og vi føler det derfor også i en vis forstand beklageligt at måtte svare bekræftende på samtlige Deres spørgsmål: 1) de nævnte kontraster skal stadig være lige voldsomme, 2) det onde er lige så omfattende i den ene spiral som i den anden, og 3) summen af det ubehagelige gode (svarer hos Martinus til det såkaldte "onde") i verdensaltet er konstant. Vi indrømmer ganske vist, at der er god vægt i de argumenter, De fremfører til fordel for den modsatte opfattelse af sagen, men problemerne må ses i et større perspektiv, end denne argumentation tager hensyn til.

Først er det af betydning at få klart for sig, hvad det er, der giver anledning til fremkomsten af det såkaldte onde i verden. Martinus påpeger her, at det er uvidenhed, og han henviser samtidig til, at der i tilværelsen gives to hovedformer for uvidenhed. På den ene side kan man tale om uvidenhed vedrørende naturens orden og indretning, dens love og bærende principper – altså en uvidenhed, der i princippet røber sig som manglende intellektuel erfaring. Og på den anden side kan man tale om uvidenhed med hensyn til smerteeffekter, hvilken form for uvidenhed altid ytrer sig som moralsk uansvarlighed.

Begge disse to former for uvidenhed giver med sikkerhed anledning til smerteoplevelser og dermed til berøring med det såkaldte onde. For den intellektuelle uvidenheds vedkommende på den måde, at man er ude af stand til at indrette sin vekselvirkning med naturen og omgivelserne på en sådan måde, at den helt igennem forløber harmonisk og behageligt; og for den smertemæssige uvidenheds vedkommende på den måde, at man på grund af den hermed forbundne moralske uansvarlighed selv udløser smertepåvirkninger til højre og venstre, hvilke skæbneloven dertil sørger for, at man på et tidspunkt selv får tilbage. Det er således ikke uden grund, at Martinus et sted udtaler, at der hvor uvidenhed fjernes, der ophører det såkaldte onde med at eksistere. Og det er heller ikke uden grund, at Kristus som det højt indviede væsen, han var, på korset tilgav sine bødler – ja, endog gik i forbøn for dem under henvisning til, at de ikke vidste, hvad de gjorde.

Tager man nu hensyn til de omstændigheder, der betinger, at det levende væsens evige liv i princippet former sig som en vandring fra spiralafsnit til spiralafsnit (redegørelse herfor findes i kontaktbrev nr. 9 og 10, 1966), da forstår man, at det levende væsen ved tilsynekomsten i et nyt spiralafsnit altid repræsenterer den størst mulige grad af uvidenhed – såvel intellektuel som moralsk – med hensyn til dette at beherske det pågældende ny spiralafsnits forhold, muligheder og traditioner. Og da netop uvidenhed er det såkaldte or (?) des basis, fremgår det, at der ved ethvert nyt spiralafsnits indledning frembyder sig betingelser for en uundgåelig, maksimal udfoldelse af netop det onde – uvidenhedens frugter For naturligvis betinger total uvidenhed tilsvarende total udløsning af "det onde". Omvendt medfører den heraf betingede erfaringsdannelse med sikkerhed det ondes gradvise undergang og slutteligt dets totale ophør.

Som det vil kunne ses, er livet sådan indrettet, at det levende væsen ved påbegyndelse af et nyt spiralafsnit træder ind i en skole, hvor der undervises i forskellen på godt og ondt. Og denne skole fungerer med sikkerhed sådan, at væsenet efter en tid kan forlade de fuldt uddannet på dette felt. Fra at være totalt uvidende om forskellen på godt og ondt i det mange forskellige variationer og aspekter fremtræder det nu som beriget med den højeste visdom, eller som Martinus udtrykker det: med kosmisk bevidsthed. Herefter skal det til føre en tilværelse, hvor det helt er fritaget for personlig kontakt med lidelser og smerter. Fundamentet for denne nye tilværelsesform er ifølge sagens natur den erhvervede visdom altså det fuldendte kendskab til forskellen på godt og ondt, og naturligvis er det af betydning, at dette fundament har en sådan bærekraft og "slidstyrke", at væsenet ikke alt for snart skal tilbage og på ny uddannes i visdom, men tværtimod i den længst mulige epoke kan leve udelukkende i berøring med det såkaldte gode. Men netop det ønskelige heri nødvendiggør et så intimt og drastisk møde med det onde, som just begyndelsen af et spiralafsnit ved sin natur og indretning betinger. Det er nemlig nødvendigt, at erfaringen for de onde, for lidelsen og smerten er så massiv og intens, at den stadig formår at gøre sig gældende i væsenets bevidsthedsliv trods det, at samme væsen i tid fjerner sig på umådelig afstand af de øjeblikke, hvor denne mørkeerfaring blev erhvervet. Netop dette retfærdiggør at mødet med det onde i spiralafsnittenes begyndelseszoner altid er præget af den størst mulige intensitet og effektivitet. Og det kan tilføjes, at nye spiralafsnit i virkeligheden kun kommer i betragtning, fordi der trods alt ér en grænse for, hvor længe de erhvervede mørkeerfaringer formår at gøre sig effektivt gældende i bevidstheden til fordel for sikring af den højeste visdom eller kosmiske bevidsthed (se evt. brev nr. 9 og 10, 1966).

Og endelig til slut en kommentar til det spørgsmål, hvorfor man skal kæmpe mod det onde, når trods alt summen heraf er konstant i verdensaltet. – Fordi det hører med til frigørelsen fra det onde. Ligesom væsenet af grunde, omtalt i de foran nævnte kontaktbreve, på et tidspunkt selv frivilligt træder ind i et nyt spiralafsnit og dermed i livets skole i visdom og livskunst, således hører det også til livets evige guddommelige mønster, at der kommer et tidspunkt, hvor det på grund af den erhvervede erfarings voksende indflydelse målbevidst begynder at tage initiativ til at forlade denne skole for i stedet – når tiden er moden – at træde ind i den zone af spiralafsnittet, der skal afløse denne skole, og som til alle tider af de store vise er blevet betegnet som "Guds rige".