Ældre Kosmos og Kontaktbreve

1. Hvorfor rammes et menneske af en meget smertefuld virussygdom, hvad gør man for at kunne høste en sådan.

2. Når virus ikke er bakterier, hvad er det så?

3. Hvorfor kan videnskaben ikke finde vej her?

Som udgangspunkt skal jeg vælge først at besvare Deres andet spørgsmål. Ved virus forstås sygdomsfremkaldende mikroorganismer, der kun kan formere sig i levende celler. Deres størrelse varierer fra 0,4 tusindedele mm i diameter til 1-2 hundredtusindedele mm, De består af proteinstof (æggehvidestof) og nukleinsyre (komplekse organiske syrer) i en meget simpel opbygning og står uorganisk stof meget nær. Således er det f. eks. lykkedes at bringe visse arter til at krystallisere. Som følge af deres evne til at formere sig betragtes vira dog som levende. Man regner dem for at repræsentere planterigets laveste gruppe, ja i visse tilfælde endog som livsformer, det er fristende at betragte som overgangsled mellem mineralrige og planterige.

Vira kan som allerede nævnt kun formere sig i levende celler. Deres formeringsmåde er meget kompliceret, men samtidig uhyre karakteristisk og ejendommelig. "Moderindividet" afgiver til værtcellen en lille smule af sit eget stof, hvilket stimulerer sidstnævnte til at begynde en produktion af nye vira, der kan angribe andre celler med formering for øje. Det synes næsten, som "moderindividet" i værtcellen indpoder et kraftfelt, der tvinger denne til at omstille sin normale biokemiske virksomhed til en produktion af vira. Formeringen foregår altså ikke som en delingsproces, således som det er tilfældet hos celler og bakterier, men derimod som afgivelse af et sæt kemiske informationer til værtcellen med virusproduktion til følge. For værtcellen medfører infektionen, at den sprænges og dør, når et vist antal viruspartikler er dannet og færdigudviklet. –

Med hensyn til Deres første spørgsmål kan der til en begyndelse svares, at en virussygdom næsten altid opstår ved såkaldt dråbeinfektion, d.v.s. smitte fremkaldt ved, at man træffes af dråber med smitstof, der stammer fra en i forvejen angreben person, f. eks. ved at denne hoster eller nyser. Sygdommens forløb er herefter et spørgsmål om infektionens art samt et spørgsmål om organismens modstandsdygtighed og hele konstitution. Virus kan nemlig kun bekæmpes gennem temperaturforhøjelse og ved, at organismen danner antistoffer, der er dræbende for viruspartiklerne. Virussygdomme kan altså ikke bekæmpes ved hjælp af medicin eller antibiotika, hvilket understreger vigtigheden af, at organismen på det tidspunkt, hvor smitten sker, ikke i forvejen er svækket og uden modstandskraft.

Nu er det næppe en medicinsk redegørelse, De efterlyser med Deres spørgsmål, men derimod en fremstilling af problemet set i det perspektiv, Martinus analyser giver. Imidlertid er der i dette tilfælde en nøje sammenhæng mellem det medicinske aspekt og det kosmologiske aspekt. Fra Martinus side er det nemlig gang på gang blevet fremhævet, at sygdomme af enhver art ville være totalt utænkelige for mennesket, hvis det i enhver henseende levede i kontakt med livets love. I så fald ville mennesket for det første være i besiddelse af en konstitution, som det ville være en særdeles vanskelig sag for smitstoffer af en hvilken som helst art at vinde indpas, endsige trives under; og samtidig ville mennesket i form af et elektrisk kraftfelt være omgivet af en aura, der ved sin særlige sammensætning og vibrationstilstand i sig selv yder effektiv beskyttelse mod sådanne mikroorganismer, som ved deres livsfunktioner skaber disharmoniske tilstande i organismen.

En levevis helt i kontakt med livets love udelukker altså på forhånd angreb af infektionssygdomme, og samtidig udelukker den ifølge sagens natur ligeledes på forhånd samtlige de sygdomme, der har form af fysiologiske og biokemiske forstyrrelser fremkaldt af misbrug eller forkert behandling af organismen – herunder forkert ernæring. Disse udtalelser afslutter Martinus med at fremhæve nødvendigheden af, at man fra autoritativ side i tiltagende grad helliger sig den opgave at fremme interessen for en sund levevis i befolkningen, frem for at koncentrere den til rådighed stående energi om slet og ret sygdomsbekæmpelse. Det ørkesløse i denne indstilling til sygdomsproblemet fremgår af visdommen i det gamle kinesiske ordsprog, der siger, at det er nytteløst at pleje grenene, hvis det er roden, der er syg. – Nu kan man naturligvis ikke forvente, at der inden for en så omfattende problemstilling pludselig skal komme et omsving, hvortil kommer, at der endnu på en lang række områder hersker uklarhed om, hvad en total korrekt levevis vil sige; og problemet bliver ikke mindre af, at man er begyndt at få øje på bevidsthedslivet som sygdomsfremkaldende faktor. Imidlertid foreligger der trods alt en stor og værdifuld skat af viden at øse af – både på det medicinske og det mentalhygiejniske område, hvilket betyder, at ethvert interesseret menneske allerede nu kan begynde at ændre ved denne side af sin samlede skæbnedannelse. Det behøver absolut ikke at afvente flertallets omsving!

For at medtage et svar til Deres sidste spørgsmål, skal det til slut oplyses, at videnskaben med hensyn til virusforskning står over for et meget stort problem, nemlig som følge af specielt tre omstændigheder. Virus er for det første så bitte små, at de kun med yderste vanskelighed kan gøres synlige – og da kun på ret utilfredsstillende måde. Dette medfører for det andet, at de er vanskelige at klassificere samt vanskelige at eksperimentere med. Og denne vanskelighed øges for det tredie yderligere ved, at den væsentligste side af deres aktivitet, nemlig formeringen, foregår i det indre af en værtcelle, hvad der naturligvis gør det endnu vanskeligere at anstille observationer. Men netop denne situation er i lighed med problemerne omkring kræftsygdommene samt andre vanskeligt ransagelige sygdomme set i et kosmisk perspektiv én stor opfordring til mennesket om at koncentrere opmærksomheden om de sygdomsforebyggende muligheder, der ligger i den fuldendt rigtige levevis.