Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg kunne i al beskedenhed godt lide at vide, hvad der var, før Kosmos startede, hvad det er startet af, hvor længe det vil bestå, hvordan slutningen vil forme sig, og hvad der vil være efter. Og hvis der intet er: hvordan man skal forstå dette. Interessante er betragtningerne i Robert Havemans: "Dialektik uden dogmer", bl.a. side 80: om Gud eksisterede før end T = 0 (tid er lig nul), og i hvilken tilstand han befandt sig.

– – – – – – –

Indledningsvis skal jeg oplyse, at jeg ikke kender bogen, De henviser til. Derimod er jeg bekendt med de betragtninger i al almindelighed, der giver sig udslag i bl.a. begrebsdannelsen T = 0. Det kan straks oplyses, at betragtninger af denne art på det skarpeste er i modstrid med Martinus kosmiske verdensbillede. Af dette fremgår det, at universet aldrig nogen sinde er startet, og at det aldrig nogen sinde vil ophøre med at eksistere. Det vil evigt bestå, men vil herunder samtidigt konstant forvandle sig. Imidlertid omfatter universet i Martinus fortolkning langt mere, end der er tilfældet med hensyn til den naturvidenskabelige fortolkning, hvilket omvendt betyder, at det univers eller kosmos, naturvidenskaben taler om, kun udgør en detalje i det univers, Martinus beskriver. Hvad angår det naturvidenskabelige univers andrager dette et praktisk taget kugleformet område med en radius på ca. 10 milliarder lysår, hvilket naturligvis må siges at være en formidabel størrelse målt med menneskelig alen. Af dette vældige univers har man foreløbigt fået "overblik" over ca. 80 %, nemlig ved hjælp af de vældige radioteleskoper. Og man regner med også at overvinde de sidste 20 %, således at man kan blive i stand til at se til universets grænse. I samme forbindelse regner man med at kunne danne sig et indtryk af universet, således som det så ud i skabelsesøjeblikket, hvilket øjeblik man af forskellige grunde placerer ca. 10 milliarder år tilbage i tiden. Netop den omstændighed, at universets alder anslås til 10 milliarder år giver løfte om, at lys, der har været 10 milliarder år undervejs til vore radioteleskoper, og som derfor er 10 milliarder år gammelt, vil kunne fortælle noget om, hvordan universet så ud for 10 milliarder år siden – altså på det tidspunkt, hvor det blev skabt, som man siger. Det indtryk, man foreløbigt har af skabelsesøjeblikket, kommer til udtryk i den såkaldte eksplosionsteori. Denne går i korthed ud på, at al den energi, der i dag eksisterer i verdensaltet, for 10 milliarder år siden var koncentreret i et meget lille punkt med en svimlende høj vægtfylde. Af grunde, om hvilke man kun kan gisne, begyndte dette ur-energiatom med frygtelig hast at udvide sig – ja, så hurtigt, at der ligefrem var tale om en eksplosion. Og netop denne eksplosion regner man for at udgøre det nuværende univers' tilblivelsesøjeblik. I tilknytning til forestillingen om et tilblivelsesøjeblik opererer naturvidenskaben også med en form for ophørsøjeblik for universets vedkommende, nemlig den såkaldte varmedød. Man forestiller sig, at al universets energi langsomt vil omsætte sig til varme på et ensartet temperaturniveau, således at ingen form for skabelse længere er mulig, d.v.s. en tilstand, der udgør ur- energiatomets absolutte modsætning. Samtlige disse betragtninger er naturligvis helt igennem materialistisk betonede, hvorved forstås, at de totalt baserer sig på fysiske forudsætninger. I samklang hermed levner de absolut ikke plads for nogen Gud, hverken før, under eller efter universets beståen.

Fra Martinus side fremstilles kosmos som en uendelig størrelse, d.v.s. som noget, der på en og samme tid er uendelig stort og uendelig småt. For Martinus er der ingen grænser for hverken det mindste eller det største. Tværtimod erklærer han alle størrelser for dybest set at være illusoriske. Martinus syn på universets uendelighedsnatur fremgår af de passager i hans verdensbillede, der beskæftiger sig med stof- og livsenhedsprincippet. Det kommer her til udtryk, at al universets energi er kvantiseret, d.v.s. opdelt i portioner eller enheder, som endvidere uden grænser af nogen art er arrangeret efter princippet: enheder inden i enheder. Han tilføjer, at enhver enhed kosmisk set befinder sig nøjagtigt i centrum af universet, thi på den ene side danner den udgangspunkt for en uendelig række af enheder inden i enheder nedad i mikrokosmos; og på den anden side danner den i lige så høj grad udgangspunkt for en uendelig række af enheder uden om enheder opad i makrokosmos. At betragte universet som en kugleformet størrelse med en nærmere bestemt radius er altså helt i strid med den virkelighed, Martinus verdensbillede udtrykker.

Martinus opfattelse af universet afviger herefter fra den naturvidenskabelige på det punkt, at det beskrives som gennemført levende, ja i virkeligheden som et levende væsen. Dette universelle væsen er ifølge Martinus identisk med Gud, den Gud, i hvilken hvert enkelt individ lever, røres og ér, og af hvilken det udgør et enkelt livs organ. Og de levende væsener begrænses ikke blot til at være repræsenteret ved klodens livsformer: mennesker, dyr, planter o.s.v., men udvides til også at være repræsenteret ved f.eks. elementarpartikler, atomer og molekyler samt planeter, solsystemer og mælkevejssystemer. Alle er de fra et intuitivt standpunkt betragtet levende enheder i det universelle guddomsvæsen.

Med hensyn til det univers, naturvidenskaben har overblik over, udgør dette som sagt kun en lille detalje i det virkelige univers, Det udgør nærmere betegnet kun en enkelt elementarpartikel af makrokosmisk størrelsesorden. Denne kan eventuelt befinde sig i indgreb med andre lignende og danne et makrokosmisk atom, der muligvis er med til at danne et supermakrokosmisk væsen i vort billede, eller et træ, et dyr, en sten eller andet. At denne elementarpartikel har et tilblivelsesøjeblik, ligesom den vil få et ophørsøjeblik, må anses for lige så givet, som det er givet for alle andre fysiske legemers vedkommende. Nævnte begivenheder er blot ikke udtryk for det absolutte univers' tilblivelse og ophør, men er derimod en bekræftelse på, at nævnte absolutte univers konstant er undergivet forvandling, nemlig en forvandling, der har til opgave at sikre Guddommen uindskrænket udødelighed.