Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Videnskabens "fagre nye" muligheder omfatter nu f.eks.: personlighedsændring ad kunstig vej – overførsel af hukommelse og indlærte færdigheder fra et individ til et andet pr. injektions sprøjte (foreløbig gennemført med rotter) og meget andet af lignende karakter.

Kolliderer disse muligheder ikke med begreberne personlig erfaringsdannelse, individuel skæbne og fri vilje?

Og hvordan med de såkaldte thalidomid-affærer? Hvis den omstændighed, at moderen intetanende spiste et par tabletter, var eneste årsag til barnets ulykkelige skæbne, så var denne skæbne altså ikke forudbestemt. Og var den forudbestemt, så var moderens handling altså determineret, og den frie vilje – selv i relation til en så ubetydelig ting som at spise et par tabletter – en illusion.

– – – – – – –

Med Deres spørgsmål berører De overordentligt vigtige, men samtidig særdeles komplicerede emner at gøre rede for – ikke mindst på en så begrænset plads, som her står til rådighed. Af samme grund vil det også kun være muligt at fremsætte lokale og rent principielle betragtninger. – Vi skal først se på den personlige erfaringsdannelse.

Jeg er godt bekendt med de rotteforsøg, De hentyder til, og kan oplyse, at de samme forsøg er udført med den form for fladorme, der kaldes planarier, ja i virkeligheden begyndt med disse. En gruppe af disse fladorme blev oplært på bestemte elementære områder. Herefter udtrak man et stof af dem, hvortil man havde mistanke om, at "hukommelsen" var knyttet, overførte dette stof til ikke-oplærte fladorme og med det resultat, at disse nu reagerede, som om de var oplærte. Det er klart, at sådanne forsøg må stille spørgsmålet om personlig erfaringsdannelse i søgelyset, ikke mindst fordi videnskaben ud fra de opnåede resultater venter, at man med tiden ad denne vej i stor skala kan overføre viden og erfaringer fra menneske til menneske, ikke alene vedrørende simple elementære funktioner, men også vedrørende videnskabelige, kulturelle, kunstneriske og moralske emner. Det kan her oplyses, at der i de hidtil opnåede resultater intet forekommer, som er ude af kontakt med de kosmiske analyser. Erfaringsdannelsen er jo et spørgsmål om en bestemt prægning af den organstruktur, som det enkelte levende væsen råder over. Martinus taler her om erindringstalentkerner, hvilke han placerer i det enkelte individs overbevidsthed, der er et højpsykisk område. Som bekendt opererer naturvidenskaben ikke med nogen højpsykisk bevidsthedsregion, men kun med den fysiske organisme. Denne menes i enhver henseende at repræsentere det levende væsen, således også med hensyn til dets forråd af erfaringer. Disse antages at bero på en prægning af visse fysiske organzoner, og man indser, at der teoretisk skulle være grundlag for at etablere denne prægning ad anden vej end den naturlige: gennem individets sanser. Man må her gøre sig klart, at ihvorvel naturvidenskabens syn på det levende væsen er mangelfuldt og utilstrækkeligt, så kan synspunkterne vedrørende erfaringsdannelse ikke afvises. Thi der er intet som helst i de kosmiske analyser, der udelukker, at talentkernedannelsen på det højpsykiske plan ikke ledsages af en principielt lignende dannelse på det fysiske plan. Tværtimod må en sådan dobbeltfunktion anses for overvejende sandsynlig; der er al mulig grund til at regne med nødvendigheden af nogle fysiske centre, der modsvarer de højpsykiske erindringstalentkerner på den måde, at førstnævnte virker som forstærkere for sidstnævnte, uden hvilke førstnævnte individet i sin tunge fysiske tilstand næppe vil kunne få føling med sit sublime overbevidsthedsområde. Naturvidenskabens resultater virker altså ikke urimelige set med kosmologiens øjne. Derimod er det et meget stort spørgsmål, hvor langt man kan drive metoden med indsprøjtning af erfaringer. Så vidt jeg kan se, vil grænsen meget hurtigt være nået således at forstå, at det sikkert kun er meget elementære og primitive funktioner, der kan transplanteres, nemlig sådanne funktioner, der administreres af det bag den fysiske organisme forekommende instinktlegeme. Jeg kan ikke se, at der ad denne vej skulle være grundlag for at overføre f.eks. intellektuelle erfaringer, og skulle det endelig vise sig at være tilfældet, må det nødvendigvis medføre så store psykiske spændinger og belastninger, at man uden for al tvivl vil afstå fra at anvende metoden, men fortsætte med den metode til erhvervelse af erfaringer, som naturen har arrangeret (der bortses fra de muligheder, tankeoverføring indebærer).

Herefter en kommentar til spørgsmålet om den individuelle skæbne og den frie vilje, bl. a. i relation til thalidomid-affæren. For det første må man gøre sig klart, at thalidomid-skæbnen både angår barnet, der direkte rammes, og forældrene, der indirekte rammes – ja, i det hele taget alle de pårørende, der til syvende og sidst omfatter hele samfundet. Lad os først se på barnets skæbneforhold. Dette kan udmærket bestå i, at moderen intetanende spiser de famøse piller, uden at denne handling i og for sig er determineret (forudbestemt), og altså med det resultat, at barnet bliver vanskabt. I en vis forstand kan man sige, at denne skæbnedannelse er tilfældig, men dette er ikke ensbetydende med, at den er uretfærdig. Fra Martinus side gøres det gældende, at hvert eneste menneske (levende væsen) igennem sin samlede kosmiske udstråling erholder en skæbnemæssig beskyttelsesgrad af en ganske bestemt størrelsesorden, nemlig afstemt efter individets eget humanitære niveau. I kraft af denne beskyttelsesgrad, der altså er forskellig fra individ til individ, er der ganske bestemte grænser for, hvilke skæbnesituationer den enkelte kan komme ud i – ikke så meget hvad angår formen, men derimod kvaliteten. Således også med hensyn til thalidomid-skæbnen, der jo i princippet er en invaliditetsskæbne. Denne kan kun komme over et menneske, fordi det mangler den fornødne skæbnemæssige beskyttelse. Nu kan man naturligvis indvende, at den her omtalte beskyttelsesfunktion jo forudsætter, at al skæbne er determineret, hvad der igen udelukker den fri vilje; men før fremgik det, at thalidomid-skæbnen var tilfældig, fordi den beroede på moderens – ja, hele samfundets uvidenhed. Jo vist, men denne uvidenhed er jo en del af såvel moderens som samfundets kosmiske udstråling og er således på forhånd kendt. Det betyder igen, at den i skæbnemæssig henseende repræsenterer et miljø med en vis standard og dermed forbundne muligheder. I dette miljø vil ethvert andet væsen kunne vinde indpas under forudsætning af, at dets kosmiske udstråling og den hermed forbundne beskyttelsesgrad i tilstrækkelig grad harmonerer. Dette kan lyde meget teoretisk, men er i virkeligheden særdeles jordbundet. Man behøver blot at tænke på, hvor megen fortræd invaliditet, død og ødelæggelse størsteparten af menneskene på grund af uvidenhed forvolder på deres omgivelser i såvel mellem- som makro- og mikrokosmos, for at forstå, at der intet som helst mærkeligt optræder i det forhold, at et menneske på grund af sine forældres og hele samfundets uvidenhed kan få den skæbne at blive født til verden i en tilstand af invaliditet – forvoldt af netop denne uvidenhed. Der er nøje overensstemmelse mellem disse to sæt forhold, og det tjener endnu en gang til at understrege rigtigheden af Martinus ord, når han siger, at "der hvor uvidenhed fjernes, der ophører det såkaldte onde med at eksistere". – Det fysiske liv må betragtes som en skole i indlæring af livets love og den fysiske organisme som en skoledragt, der må gøre regning på at blive præget af undervisningens form til de forskellige tider. Og hensigten med undervisningen er at frembringe et menneske, der til sidst i henhold til sin erhvervede viden udelukkende udfolder en livgivende viljeføring, gennem hvilken det samtidig garanterer sig selv en totalt lykkelig og livgivende skæbne.