Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg vil gerne stille et par aktuelle spørgsmål. 1) Har kosmologien en positiv indstilling over for spørgsmålet om organtransplantationer, og 2) hvad er det i øjeblikket meget omtalte dødskriterium kosmologisk set?

Til Deres første spørgsmål kan der svares, at Kosmologien rent principielt har en positiv indstilling til organtransplantationer, akkurat som den har det til f. eks. blodtransfusion. Når der siges "rent principielt" beror det på, at der ikke mindst i organtransplantationernes tilfælde må tages en række forbehold ud over dem, det omtalte dødskriterium involverer. Den principielt positive indstilling beror på, at organtransplantationer i princippet er en livgivende handling, ikke blot med hensyn til det menneske, hvis liv bliver reddet gennem en sådan aktion, men også med hensyn til organet, der transplanteres. Dette sidstnævnte, der inden for kosmologien har status som et levende væsen, får jo forlænget sit liv ud over, hvad der havde været muligt gennem tilknytning til den organisme, hvorfra det er taget – naturligvis under forudsætning af, at der opereres med et sandt dødskriterium og dette respekteres.

Når det ikke desto mindre er med forbehold, at kosmologien anbefaler organtransplantationer, er det, fordi denne metode på mange forskellige måder kan blive gjort til genstand for misbrug – såvel bevidst som ubevidst – og derigennem danne grundlag for et tyranni, som ingen kan være tjent med. Bevidst kan misbruget finde sted på den måde, at man decideret eksperimenterer med transplantationsmetoder og dito muligheder, måske ikke ligefrem af uansvarlighed, men fordi man ofte vil komme til at stå over for valg mellem forskellige onder uden virkeligt at vide, hvilket der dybest set er det mindste. Lad os f.eks. tænke os, at der foreligger et tilfælde, hvor der er brug for en komplet hjerne, at en sådan står til rådighed og også lader sig transplantere, men med det resultat a) at der enten opstår en udtalt personlighedskonflikt med frygtelige lidelser til følge for det menneske, der gennem transplantationen er blevet reddet fra døden, eller b) at det slet ikke lader sig afgøre – hverken af vedkommende selv eller af omgivelserne – om den overlevende de fakto er den person, i hvis krop den nye hjerne er blevet transplanteret, eller det er den person, hvem den transplanterede hjerne oprindeligt tilhørte. Det er sikkert let at se, hvorledes metoden med organtransplantation i lige så høj grad kan blive en kilde til forbandelse, som den kan blive en kilde til velsignelse – også selv om et tilfælde med transplantation af en komplet hjerne slet ikke vil forekomme. Der eksisterer imidlertid også et helt andet område, inden for hvilket transplantationsmetoden kan blive genstand for misbrug – om end helt ubevidst. Dette område fremgår for så vidt af lægeetikkens grundprincip: uden forbehold at redde livet så længe det overhovedet kan lade sig gøre. Rent umiddelbart kan man intet indvende imod en sådan lægeetik; den synes tværtimod at kunne gøre krav på det mest uforbeholdne medhold hos ethvert humanistisk indstillet menneske, ja, man kunne endog gribe sig i at længes efter at se denne moralkodeks overført fra andre af livets områder, f.eks. det juridiske og det politiske. Imidlertid må man gøre sig klart, at nævnte lægeetiske grundprincip i sig bærer muligheden for et misbrug, der på ingen måde stemmer med de smukke hensigter bag målsætningen, nemlig på den måde, at man ved hjælp af hele det foreliggende lægevidenskabelige apparat holder liv i f.eks. mennesker, man totalt er ude af stand til at helbrede, men som lider usigelige smerter og derfor kun er optaget af et eneste ønske: gennem døden at blive befriet for deres lidelser, et ønske, som de tilmed ofte helt og fuldt deler med deres medfølende pårørende. Personligt har jeg haft flere sådanne tilfælde inde på livet og er derigennem i lighed med mange andre blevet drevet til at stille det spørgsmål, hvordan det kan være ret og rigtigt ad kunstig vej at forlænge et menneskeliv langt ud over naturens gang, når tilfældet på den ene side er totalt håbløst, og patienten på den anden side som følge af sine lidelser og hensynet til sine pårørende som det eneste af alt længes efter en afslutning. Man må nok med rette spørge sig, om man ikke her står over for en form for diktatur og tyranni, som kun dårligt stemmer med virkeligt humanistiske målsætninger, og som gennem de fremvoksende muligheder for organtransplantation tildeles perspektiver af ligefrem grufuld art. Det er både klart, rigtigt og indlysende, at det må være i modstrid med humanistiske principper enten direkte eller indirekte at ombringe mennesker, hvad enten de er syge eller raske, men det er nok ikke desto mindre samtidig et spørgsmål, hvor længe man ved hjælp af kunstige metoder har ret til at holde et lidelsesplaget menneske i live imod dets vilje, når tilfældet er opgivet, og der ikke er håb – blot fordi man har magt til det. Det er uden for al tvivl et spørgsmål, mennesket før eller siden må tage op til indgående overvejelse, men det er klart, at vanskelighederne ved at nå til et virkeligt retfærdigt, sandt og tilfredsstillende resultat er næsten uoverskuelige, så længe overvejelserne helt skal grunde sig på den materialistiske opfattelse af livets natur og dimensioner, bl.a. fordi samme overvejelser nødvendigvis også må medtage hele misbrugets komplicerede problematik.

Hermed er der i grove træk gjort rede for dét forbeholdne positive standpunkt, kosmologien indtager over for spørgsmålet om organtransplantationer, og jeg skal slutte redegørelsen med en kort omtale af dødskriteriet set med kosmologiens øjne.

Fra Martinus side defineres et levende væsen som et Noget, der både kan og vil opleve livet, og han understreger, at dette at kunne opleve livet er selve kriteriet eller kendetegnet for det levende væsen. Det er klart, at der af dette livskriterium indirekte fremgår et dødskriterium, men forinden man tager stilling til ordlyden af dette, er det værd at erindre sig, at det levende væsen i Martinus beskrivelse omfatter andet og mere end den fysiske organisme, nemlig en omfattende højpsykisk og parafysisk struktur ledet og styret af et immaterielt Jeg-element. I denne sammenhæng er den fysiske organisme intet andet end et sanse- og manifestationsredskab til brug for vekselvirkning med den fysiske materie.

Med henblik på organtransplantationernes problematik kan man sige, at døden i kosmologisk forstand er indtrådt, når den på hjernen og centralnervesystemet beroende vekselvirkning mellem organismen og den parafysiske struktur er afbrudt på en sådan måde, at forbindelsen absolut ikke kan reetableres – f.eks. fordi hjerne- og centralnervemassens celler definitivt har afsluttet deres livsprocesser. Da er individet i kosmologisk forstand afgået ved døden, ganske uanset hvor mange celle – og organfunktioner organismen stadigfremviser.