Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når der fra tid til anden bliver udtrykt frygt for, at menneskene med deres brintbombeeksperimenter etc. skal sprænge jordkloden i luften, så afvises dette af kosmologien, idet man siger: mikroindivider kan ikke dirigere makroindividets skæbne, og jordens undergang måtte i øvrigt forudsætte, at jordkloden havde besluttet sig til at begå selvmord, hvilket ville være utænkeligt for et så ungt væsen med så mange uudnyttede muligheder. – Kunne cellerne i det unge menneske, der begik selvmord eller døde af kræft, ikke med lige så stor ret have anvendt kosmologiens beroligende argumenter, da jordkloden jo hævdes ikke at stå "over" dens noget ustyrlige menneskeceller moralsk set?

Vi siger tak for Deres interessante og aktuelle spørgsmål, hvoraf vi her bringer det tredie og sidste. Der er ingen tvivl om, at der også i dette tilfælde røres ved et emne, som optager mennesker meget: vil menneskene mon få held (eller uheld) til at springe jordkloden i luften med deres atomudrustning? Skulle dette blive afslutningen på den milliardårige udviklingsproces, der har fundet sted, og hvis fornemste – men altså også farligste – frembringelse foreløbig er homo sapiens, det tænkende menneske? Fra Martinus side svares der utvetydigt, at en sådan katastrofe absolut er udelukket, og det er måske værd at bemærke, at naturvidenskaben, der jo har frembragt atomudrustningen, siger nøjagtigt det samme – omend ud fra helt andre forudsætninger. Vi skal i det følgende få et indtryk af de to sæt argumenter, denne opfattelse begrunder sig på: dels naturvidenskabens og dels de, der hidrører fra Martinus. Først naturvidenskabens.

For at atombombeeksperimenter skulle kunne udløse den katastrofe, man frygter, måtte det forudsætte, at man med udgangspunkt i en atom- eller brintbombeaffyring kunne starte en kædereaktion i den materie, hvoraf jordkloden er bygget op, d.v.s. et forløb af atomkerneprocesser svarende til dem, der foregår i selve atombomben. Af grunde, der klart fremgår af atomfysikken, er et sådant begivenhedsforløb imidlertid totalt udelukket. Således som materien forekommer i naturtilstand, indbyder den absolut ikke til dannelsen af kædereaktioner. Tværtimod koster det de allerstørste (og mest bekostelige) anstrengelser at bringe materien i en tilstand, som muliggør kædereaktion, hvilken tilstand automatisk nedbrydes i samme øjeblik, atombombeaffyringen finder sted. Det betyder altså, at kædereaktioner kun kan skabes med meget kort varighed, hvilket antyder for os, at der også på dette kritiske område er sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen.

At menneskene ikke ligefrem kan springe jordkloden i luften er imidlertid kun en betrykkelse af begrænset omfang. Den mulighed står nemlig fremdeles åben, at man ved hjælp af atomudrustningen definitivt kan ødelægge de biologiske livsbetingelser på jorden. Bl.a. kunne man for år tilbage høre, at det var lykkedes at skabe en koboltbombe, hvoraf ét eksemplar alene var nok til at ødelægge jordklodens biologiske livsbetingelser for tid og evighed, nemlig på grund af den specielle form for radioaktiv forurening, den gennem affyring ville udløse. Nu turde dette måske nok være en overdrivelse, men en kendsgerning er det ikke desto mindre, at mennesket i kraft af sin storartede tænkeevne, når det gælder befordring af det dræbende princip, sidder inde med mulighederne for at begå globalt selvmord – ja endog totalt globalt mord, nemlig gennem ødelæggelse af samtlige jordklodens biologiske livsbetingelser. For slår én koboltbombe ikke til, råder man da heldigvis over flere.

Fra Martinus side understreges det her med stor vægt, at en sådan skæbne meget vel kunne blive udgangen af det verdensdrama, den lange milliardårige udvikling repræsenterer, dersom det alene var mennesket, der bestemte. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Mange andre, og mennesket absolut overlegne faktorer gør sig gældende. For det første er det af betydning at få øje på den rolle, Guddommen spiller. Man må dog ikke forestille sig Guddommen som en slags person, der på menneskelig vis styrer verdens gang, og med specielt henblik på jordkloden og dens menneskehed samt øvrige livsformer. Ved Gud forstås ifølge Martinus hele universet, altså overhovedet alt, hvad der eksisterer, således også jordkloden, menneskene, dyrene, planterne, klodens mikroliv osv. Og hertil kommer et vældigt område af rent åndelig natur skjult for de fleste menneskers øjne. Dette sidstnævnte område er imidlertid i nærværende forbindelse af særlig betydning, idet der herfra øves en indflydelse ind i den fysiske verden, der har præg af den højeste visdom og kærlighed. Det kan undertiden være vanskeligt at få øje på, men kun fordi tingene ses i for snævert et tidsrum. En meget væsentlig side af denne indflydelse går ud på at fremme udviklingen af intelligens og humanitet hos de levende væsener, men under en sådan form for beskyttelse, at resultaterne ikke fører til uopretteligt fysisk selvmord, således som det – uden denne indflydelse – kunne blive tilfældet for menneskehedens vedkommende. Guddommen udøver altså fra den åndelige verden en både udviklende og beskyttende indflydelse ind på det fysiske plan, og det er heri man må se den væsentligste grund til, at den katastrofe aldrig vil blive til virkelighed, som der i allerhøjeste grad er udsigt til. Men dertil kommer, at menneskeheden befinder sig i skæbnemæssig forbindelse med sit makrovæsen: jordkloden, og det kan her med fuld ret hævdes, at mikroindividerne ikke kan dirigere makrovæsenets skæbne. De kan højst blive redskaber for denne skæbnes virkeliggørelse. Dette skal forstås således, at mikroindividerne kun kan give anledning til f.eks. makrovæsenets død (eventuelt sygdom og invaliditet), hvis dette er et led i makrovæsenets egen, naturlige skæbnedannelse – således også med hensyn til det unge menneske, der dør af kræft eller andet, der hidrører fra mikrokosmos. En sådan skæbne er imidlertid ikke gældende for jordklodens vedkommende – ikke just fordi den er ung og har uudnyttede muligheder, men fordi den ved sine moralske kvalifikationer er hævet over en sådan skæbnedannelse. Hermed afkræftes den sidste udtalelse i Deres indlæg: jordkloden er i højeste grad foran menneskene moralsk set. Dette fremgår af, at den ifølge Martinus netop har indledt den indvielsesproces, han kalder "den store fødsel", og som fører til den fortabte søns gensyn med Gud. Og naturligvis gælder det også for jordkloders vedkommende, at kun de rene af hjertet skal se Gud. Jordkloden må således anses for at være ikke så få skridt foran menneskeheden i moralsk udvikling, men netop af denne grund er menneskeheden i sin egenskab af mikrokosmos genstand for en makrokosmisk åndelig indflydelse, der med stærke midler (sygdomme, krige, revolutioner m.m.) ubønhørligt fremtvinger en forceret såvel intellektuel som humanitær udvikling af menneskeheden – af det enkelte menneske i hverdagen, nemlig for at skabe fuld balance mellem makrokosmos og mikrokosmos.