Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der henvises til, at problemet svangerskab "eller ikke" lader sig løse ved hensigtsmæssig lovgivning, dvs., at reinkarnation eller ikke betinges af rent fysiske forhold, således at en til inkarnation moden sjæl skal overvåge og ligesom lure sig til at bryde ind i et samleje med mere eller mindre held for at kunne besætte eller medvirke til at belive et foster.

Mon åndsvidenskaben dog ikke her er inde på et område, der er så helt gætteværk, at det hellere måtte gå stille med dørene og erkende, at spørgsmålet ikke kan besvares generelt og som noget, der overgår den menneskelige opfattelsesevne!

Det er vel rigtigt nok, at en dåre kan spørge om noget, som selv ikke 10 vise kan besvare, og jeg tror ikke heller, åndsvidenskaben formår at analysere ovennævnte til bunds eller give en sandsynlig forklaring på problemet.

Var et samleje forudbestemt til dato og klokkeslet af 2 fuldmodne, sunde mennesker, og bestemmelsen erkendt af Forsynet, ja så kunne jo vedkommende til inkarnation modne sjæl adviseres om at holde sig parat til at smutte ind ved nævnte lejlighed, men med den usikkerhed, der råder vedrørende dette problem, bliver det endnu mere end problematisk. Endvidere kan jeg jo ikke tænke mig, at nogen sjæl kan ønske at inkarnere ved et samleje mellem berusede eller kønslig syge eller åndssvage personer, hvad jo jævnligt sker; det hele forekommer mig derfor så temmelig rodet, og jeg kunne ønske en bedre redegørelse end som i nr. 12 bladet 1966.

 

Vi siger tak for Deres oprigtige brev, som vi er glade for at modtage, idet det på værdifuld vis giver os lejlighed til at rette en misforståelse, som muligvis deles af flere. Den påpegede passage i læserbrev nr. 12 hentyder nemlig ikke til forhold vedrørende undfangelsens (inkarnationens) mekanisme. Derimod hentyder den til en svangerskabslovgivning, der gennem tilladelse til fri adgang til abort sigter mod at gøre det frivillige svangerskab til uindskrænket virkelighed. En sådan svangerskabslovgivning har som bekendt været forsøgt i andre lande og bliver det stadig, og det vil sikkert yderligere vides, at stærke røster har været hævet til fordel for den også i dette land, uden at det dog heldigvis er blevet til noget – i hvert fald endnu.

Med den hermed fremstillede forveksling taget i betragtning er det ikke så sært, at De opfatter redegørelsen i brev nr. 12 som rodet og føler trang til at efterlyse en anden og bedre. En sådan skal det da også være os en glæde at bringe; dvs. det skal være os en fornøjelse at give en kort redegørelse for undfangelsens mekanisme, således som den ifølge Martinus faktisk eksisterer.

Allerførst er der grund til at gøre sig klart, at undfangelsens proces blot udgør en detalje inden for rammerne af den organismeudskiftningsmetode, der kendes som reinkarnationen. Den udgør nærmere betegnet den detalje, der har form af det diskarnerede og således åndeligt posterede væsens reetablering i den fysiske verden, nemlig gennem tilknytning til en ny fysisk organisme. På det tidspunkt, hvor en sådan reetablering bliver aktuel, har det inkarnationsmodne individ ført en rent åndelig tilværelse spændende over et tidsrum, der er bestemt af dets samlede åndelige status samt de omstændigheder, der afbrød det sidste fysiske liv (f.eks. den opnåede alder). Den sidste periode af den åndelige tilværelse er kendetegnet ved en vis mættelse af netop denne tilværelsesform. Dette skyldes, at individet på grund af sin naturlige åndelige begrænsning ikke vedblivende kan gøre sig tilfredsstillende gældende i den åndelige materie. Det har ligesom udspillet sit repertoire og trænger derfor til en fornyelse af dette. En sådan kan imidlertid kun foregå i den fysiske materie, hvad der er ensbetydende med, at det således stillede væsen grundet forhold og kræfter i dets egen natur er modent for inkarnation i den fysiske materie. Der er naturligvis mange andre faktorer, som derudover gør sig gældende, men ingen så vægtig som den hermed skitserede.

På det tidspunkt, hvor den inkarnationsmodne tilstand begynder at optræde, sker der automatisk en drejning af individets koncentration og opmærksomhed, således at den fra at have været overvejende udadvendt nu bliver totalt indadvendt, nemlig rettet mod det eksisterende forråd af erindringer og erfaringer. Denne tilstand bæres primært af væsenets hukommelsesevne, og så totalt er koncentrationen indadvendt, at det slet ikke sanser, hvad der foregår i den verden, dets omgivelser repræsenterer. Efterhånden bliver det ligefrem organisk afskåret herfra, nemlig gennem degeneration og reduktion af de sanseorganer, gennem hvilke korrespondancen med omverdenen opretholdes. Anskuet fra samme omverden fremtræder væsenet som sovende, hvad der straks fortæller, at selve inkarnationsprocessen (altså undfangelsen)i hvert fald ikke kan bero på noget bevidst initiativ fra det inkarnationsmodne væsens side. Samme proces beskrives da også af Martinus som værende totalt automatisk, og han redegør udførligt for de faktorer, der i denne sammenhæng spiller en rolle. Disse fordeler sig ligeligt mellem det fysiske plan og det åndelige plan.

For det fysiske plans vedkommende er de under normale, naturlige forhold repræsenteret ved den biokemiske mekanisme i en befrugtet ægcelle (en zygote) – og her først og fremmest ved kromosomernes beholdning af gener. Disse repræsenterer i hvert enkelt tilfælde et psyko-fysisk miljø af en ganske bestemt karakter og standard afhængig af det genmønster, der foreligger. I overensstemmelse hermed repræsenterer de enkelte zygoter helt specielle og individuelle inkarnationsbetingelser, der på automatisk grundlag lader sig registrere af inkarnationsmodne væsener på det åndelige plan.

For det åndelige plans vedkommende er de førnævnte faktorer repræsenteret ved den lokalitet i individets samlede kosmiske struktur, Martinus kalder "skæbneelementet". Ved skæbneelementet forstås et i moderenergi udfældet forråd af fin-elektrisk kraftcentrer, der indeholder summen af individets erfaringer – herunder også dets erfaringer for at bestride fysiske organfunktioner m.m. Disse fin-elektriske kraftcentrer betegner Martinus i overensstemmelse hermed som talentkerner, og han understreger, at de ikke alene udgør væsenets forudsætning for at genskabe forbindelsen med den fysiske verden, men at de i henhold til deres karakter og standard samt loven for udvælgelse gennem resonans totalt bestemmer, med hvilke fysiske miljøforhold der overhovedet lader sig etablere forbindelse. Og netop heri må ses grundlaget for, at ethvert tilfælde af inkarnation i den fysiske materie former sig i overensstemmelse med begrebet "retfærdighed". Thi hvor et åndeligt posteret væsen skal inkarnere, bestemmes helt og holdent af den talentkernebeholdning, det selv gennem sin tidligere livsførelse har opbygget, nemlig på den måde, at der i henhold til førnævnte lov om udvælgelse gennem resonans automatisk sker en tiltrækning mod en befrugtet ægcelle på det fysiske plan, hvis gen- og kromosombeholdning i tilstrækkelig grad er på bølgelængde med udstrålingen fra skæbneelementets forråd af talentkerner. Og Martinus understreger, at så strengt og nuanceret virker lovene på dette område, at hovedhårene kan siges at være talte. Undfangelsen er altså ikke et spørgsmål om at "stå på lur","at blive adviseret" eller "at smutte ind". Den er derimod en kosmisk automatfunktion, der hviler på hårfine love, love, der ved nærmere eftersyn afslører sig som lysende kærlighedslove.

Naturligvis er emnet langt mere omfattende, end hvad der her har kunnet finde udtryk. Den yderligt interesserede læser henvises derfor til Martinus egen litteratur, samt eventuelt til Brevskolens korrespondancekursus i Martinus Kosmologi (lektion 40, 41).