Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En god hälsa är ju något som varje människa önskar vara i besittning av. I de fyra evangelierna framkommer att människorna i hög grad hade hälsoproblem även då. Som bekant var ju Kristus i hög grad i besittning av helandets förmåga... "och han botade dem alla".

Varför förekommer inte botandet av sjukdomar genom någon vis och kosmiskt upplyst människa på samma sätt idag som på Kristi tid? Det skulle vara underbart att få den frågan belyst med utgångspunkt från Martinus Kosmologi.

Dette spørgsmål kan meget let besvares. Fra Martinus side understreges det hyppigt, at det tyvende århundredes verdens genløsning i modsætning til tidligere ikke primært henvender sig til menneskets religiøse instinkt, men derimod til dets intellekt og gryende intuition. Dette indebærer bestemte regler for verdensgenløserens opførsel, ligesom det bestemmer, hvilke anlæg hos verdensgenløseren der gennem dennes indvielse bringes til udfoldelse. Dette kan måske lyde lidt svævende, og jeg skal derfor fremkomme med en nærmere redegørelse.

Først og fremmest skal der knyttes en kommentar til begrebet: det religiøse instinkt. Herved forstås et levende væsens evne til umiddelbart og uafhængigt af intellektuelle reflektioner at erkende eksistensen af en guddomsfaktor samt eksistensen af noget åndeligt eller overfysisk bagom den fysiske verden, på hvilken overbevisning det baserer forestillingen om sin udødelighed samt eksistensen af en verdensorden, der udfordrer det etisk.

Specielt for det religiøse instinkt er netop dette, at erkendelsen af de førnævnte metafysiske faktorer er umiddelbar og foregår uafhængigt af intellektuelle reflektioner. Den lever simpelt hen i væsenet som en organisk del af det selv, af dets samlede bevidsthedsliv. Ja, den optræder oven i købet i centrum af dette bevidsthedsliv og fungerer her som selve tyngdepunktet i den verden, dette bevidsthedsliv repræsenterer. Alt har relation til dette centrum: naturen, stammen, familien, ægtefællen, børnene, jagtdyrene, jordbruget, brugskunsten, håndværket, sygdom og sundhed, skæbnen osv., osv. Hele livet er simpelt hen et spil af kræfter i vekselvirkning med dette metafysiske centrum.

At det religiøse instinkt er en evne med betydelig bærekraft er for længst blevet til kendsgerning for forskningen, og det er i denne forbindelse interessant at konstatere, at bærekraften er jo større, jo mere primitive og dermed intellektuelt uskolede samfund der er tale om. Dette forhold har givet anledning til megen grublen over det spørgsmål, hvad det religiøse instinkt egentligt beror på. Teorierne er mangfoldige, men fælles for dem alle gælder det, at de opererer med løsninger inden for materialismens og ét-livs-teoriens perspektiver. Således er det ikke ualmindeligt at støde på den grundtone i forklaringerne, at det religiøse instinkt simpelt hen er et specielt vidnesbyrd om menneskets samhørighed med den natur, det er runden af; det er menneskets egen, ubevidste følelse af denne samhørighed, hvilken følelse på grund af dens intense karakter (=afspejling af naturens vælde) stemmer det højtideligt med udløsning af metafysiske forestillinger til følge.

Fra Martinus side erklæres det religiøse instinkt uden forbehold at bero på det forhold, at det levende væsen og dermed også mennesket er udødeligt og langt forud for sin første tilsynekomst på denne klode førte en tilværelse som kosmisk indviet væsen i høje guddommelige verdener af åndelig natur. Her var det dagsbevidst i livets mysterium og i tilværelsens kosmiske verdensorden. Det erkendte verdensaltet som ét altomfattende levende væsen, Gud, i hvilket det selv udgjorde et enkelt livsorgan. Denne tilværelse strakte sig over millioner af år, og den påførte væsenet et indtryk af den allerstørste bestandighed. Det er nemlig dette indtryk, der senere under væsenets tilsynekomst i et nyt kosmisk kredsløbs dyrerige og jordiske mennesketilstand kommer til at fungere som et såkaldt religiøst instinkt, hvilket altså med denne redegørelse som baggrund vil sige som en ubevidst forbindelse "bagud" til den guddommelige hjemstavn og den universelle guddom. Det er derfor ikke så mærkeligt, at det religiøse instinkt kan spores at være jo stærkere, des mere primitive natursamfund man undersøger; rent tidsmæssigt befinder disse sig jo i tilsvarende stadigt kortere afstand af den guddommelige hjemstavn. Det er heller ikke så mærkeligt, at alt, hvad disse mennesker modtager af sanseindtryk, automatisk appellerer til det religiøse instinkt og med dette som basis giver anledning til dannelsen af metafysiske forestillinger, der med tiden udkrystalliserer sig i mere eller mindre fikserede religiøse systemer og traditioner; netop dette må blive det naturlige udfald, så længe det er det religiøse instinkt og ikke intellektuel formåen (senere hen også nysgerrighed og skepsis), der skal bære individets vurdering af de indtryk, det modtager fra omverdenen.

I sit hovedværk gør Martinus udførligt rede for hensigten med det levende væsens "udtræden" af de guddommelige verdener og "indtræden" i den fysiske verden – bl.a. som jordisk menneske – nemlig at skabe et helt nyt bevidsthedsmateriale baseret på et nyt sansesæt og en ny materiehorisont; og det er netop grunden til et sådant nyt bevidsthedsmateriale, man ser lagt i form af det primitive naturmenneskes fysiske erfaringer. Som udslag af den guddommelige kærlighed til alt levende træffes der imidlertid fra de forladte guddommelige verdeners side forholdsregler til, at den hermed berørte bevidsthedsskabelse sker så rationelt og hensigtsmæssigt som muligt. I denne sags tjeneste udsendes der fra tid til anden fra disse guddommelige verdener "gesandter" – de såkaldte verdensgenløsere – hvis opgave det er gradvis at lede kræfterne fra det religiøse instinkt ind i stadigt mere intellektuelle kanaler, nemlig ved på stadigt nye måder at knytte forbindelser mellem hverdagslivet og det religiøse princip. Til at begynde med må verdensgenløseren tilkæmpe sig autoritet ved med styrke at lade den blotte udstråling fra sin personlighed appellere til proselytternes religiøse instinkt – således bl.a. gennem demonstration af "guddommelige" evner, f.eks. evnen til at helbrede med ordets kraft (den guddommelige suggestion). Det drejer sig altså her om at udløse tro på verdensgenløserens person. Som samfundenes erfaringer imidlertid øges, bliver et større og større intellektuelt indslag i verdensgenløserens forkyndelse aktuel; og netop i vor tid med dens udviklede naturvidenskab og deraf følgende intellektuelle nysgerrighed og skepsis hos mange vil alene en sådan "forkyndelse" blive accepteret, der appellerer til udelukkende den intellektuelle formåen og gryende intuition, og som helt ser bort fra verdensgenløserens egen person. Af samme grund hører det ikke med til verdensgenløserens opgave i det tyvende århundrede at demonstrere personlig "guddommelighed" gennem afsløring af usædvanlige evner. Det er tværtimod verdensgenløserens opgave at forholde sig så vidt muligt ubemærket, således at det udelukkende er "budskabet" og den deri åbenbarede guddom, menneskehedens opmærksomhed indstilles på.