Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Då jag helt tar avstånd från plågsamma djurförsök vad gäller att utforska sjukdomars orsaker och deras botande blir man i samtal med människor ibland ställd inför frågan: om Du nu själv blir svårt sjuk och kanske med hjälp av vaccin, utvunnet och framställt tack vare dessa plågsamma djurexperiment, kanske blir befriad från plågor och lidande, skulle Du då inte vara glad att medlet i denna situation fanns tillhands? I plågsamma situationer är man ju glad och tacksam att få hjälp utan tanke på hur hjälpen kommit till.

Vad svarar man då? Kan jag få den frågan belyst är jag naturligtvis mycket tacksam.

At der her foreligger et problem – ikke mindst for det etisk interesserede og søgende menneske – vil fremgå allerede af den kendsgerning, at der alene i et land som Sverige pr. år forbruges 500.000 – skriver en halv million – dyr i videnskabeligt øjemed, nemlig til fordel for videnskabelige undersøgelser og forsøg af mere eller mindre smertevoldende karakter. Og problemets perspektiver suppleres groteskt, når man erfarer, at et land som Amerika i det videnskabelige kapløb med østblokken har optaget vivisektion (smertevoldende forsøg med dyr)på timeplanen i underskolen – dog ikke i alle stater, endnu. Med henblik på det formål at fremme interessen for videnskab på et tidligt udviklingstrin påtvinger man børnene at udføre vivisektoriske forsøg i skolen, og man tilskynder dem med præmier som lokkemiddel til at fortsætte forsøgene hjemme i hobbykælderen m.m. Samtidig tager man skridt til at døve børnenes naturlige talent for medfølelse over for ofrene ved at indføre den praksis ikke at kalde forsøgsdyrene ved navn, men ved nummer. Man taler altså ikke om den eller den mus, kat eller rotte, men om forsøgsobjekt nr. det eller det. Når man betænker, hvad børn allerede uden de voksnes "blå stempel" kan få sig selv til at gøre mod dyr, aner man måske perspektiverne i det vivisektoriske dilemma. For at der ér tale om et dilemma, vil ikke selv den mest svorne modstander af de smertevoldende dyreforsøg kunne fragå. For utallige af de sygdommes vedkommende, mennesket plages af, gælder det, at helbredelse kun er mulig på grundlag af dyreforsøg, enten direkte eller indirekte. Det gælder med hensyn til de sygdomme, der allerede nu lader sig helbrede, og for dem, man arbejder på at kunne helbrede, og alene denne kendsgerning synes med overbevisende og indiskutabel kraft at feje argumenterne imod vivisektionen af bordet. Dette forhold rummer da sikkert også forklaringen på, at vivisektionens fortalere – også når det gælder om metodernes indførelse i skolerne – har så relativt let ved at overbevise befolkningerne om deres uundværlige berettigelse, ja så let, at det er de færreste – også blandt behjertede mennesker – der skænker det vivisektoriske problem nogen videre opmærksomhed trods det, at i millionvis af dyr år efter år under de frygteligste lidelser ofres på videnskabens alter. Imidlertid er vivisektionen i det øjeblik, den ses i kosmologiens lys, på ingen måde totalt hævet over diskussion hvad angår dens berettigelse, hvilket jeg gerne i det følgende vil søge at belyse.

For det første må man gøre sig klart, at der består en stor uretfærdighed i dette, at sagesløse dyr skal undgælde for de sygdomme, der rammer mennesket. Det er jo et grufuldt eksempel på dette "at rette smed for bager". I fortsættelse heraf er det også værd at få klart for sig, at dyrene jo ikke frivilligt påtager sig denne skæbne. De tvinges dertil af mennesket. Men hvorfra har mennesket fået ret til at øve en så uretfærdig dåd? – Det har slet ikke fået ret dertil! Tværtimod lød det i sin tid over Galilæas bjerge: "Hvad I gør imod en af disse mine mindste små, det gør I også imod mig". Mennesket har altså ikke modtaget nogen ret til at martre "tilværelsens mindste små"; det tager sig derimod ret dertil, nemlig i kraft af, at det har magt til det. Ja, men hvad skal man da stille op over for menneskets sygdomme? Kan nogen forlange, at man ikke skal ty til de midler, der gives for at forebygge, helbrede og lindre disse? Nej, i og for sig ikke, men sagen er ikke så enkel, som det stillede spørgsmål lader formode. For det første er det en kendsgerning, at en stor procentdel af vivisektoriske forsøg alene tjener det formål at tilfredsstille den menneskelige nysgerrighed, og det er ikke den mindst smertevoldende del. Thi her er smerten ligefrem i sig selv et interesse- og undersøgelsesobjekt: hvor megen smerte kan et dyr af den og den type udholde, og hvilke organiske forandringer medfører den? Dernæst kan en anden betydelig procentdel af disse forsøg skrives på levnedsmiddelbranchens konto. Tilbage bliver et antal forsøg, der tjener den rene sygdomsbekæmpelses formål, og det er specielt disse, der her skal tages stilling til, idet det er denne type forsøg og alene denne, der med en vis vægt kan påberåbes at være uundværlige. Som det næste argument imod vivisektionens uforbeholdne berettigelse skal det imidlertid her fremføres, at en meget stor procentdel af menneskets sygdomme hidrører fra en forkert levevis, og heraf igen en meget stor del fra en levevis, der imod bedre viden føres på tværs af sundhedens mest elementære love og regler. Det er klart, at i hvert fald samtlige disse sygdomme hører til en kategori, der ud fra en etisk betragtning umuligt kan påberåbe sig vivisektionen som en nødvendighed. Samtlige forsøg, der udføres til fordel for bekæmpelse af denne type sygdomme, er simpelt hen en forbrydelse avlet af den groveste hensynsløshed og egoisme. Det er indlysende, at mennesket her har moralsk pligt til at leve sundt og derigennem overflødiggøre vivisektionen. Ligeledes er det klart, at forskningens kræfter bør koncentreres om at udvide forståelsen af sundhedens love for derigennem at overflødiggøre endnu flere vivisektoriske forsøg.

Tilbage bliver imidlertid uafviseligt en gruppe sygdomme, hvis opståen mennesket tilsyneladende ikke kan lastes for, og det er selvfølgelig her, det egentlige kerneproblem kommer til syne: skal – skal ikke? – Hertil svarer kosmologien klart følgende: 1) intet menneske kan komme ud for en skæbne, som det ikke selv på et tidligere tidspunkt har sået årsagen til, jf. ordene: ingen spurv falder til jorden uden ved Guds vilje. 2) Intet menneske eller noget andet levende væsen kan endegyldigt løbe fra sin skæbne; ved sit eget personlige initiativ kan det højst udsætte den en tid, men det vil før eller siden møde den igen og igen, indtil den er gennemlevet. Vivisektionen kan altså ikke definitivt redde mennesket fra karma. Tværtimod siger kosmologien som det tredie, at enhver ny uret begået mod medvæsener uundgåeligt skaber ny karma, som også skal gennemleves; vivisektionen er altså dybest set ikke noget fristende alternativ til sygdomsskæbnen. Imidlertid er det klart, at mennesket – dets kosmiske blindhed taget i betragtning – fortsat vil forsøge at redde sig ved det halmstrå, der flyder forbi i nødens stund, og ingen kan fortænke det deri. Ja, man hverken bør eller har lov til at fraråde dette. Man kan højst tillade sig at sprede oplysning om livets love; herudover kan man kun stille krav til sig selv personligt. Problemet omkring vivisektionen vil derfor først endegyldigt være løst den dag, det enkelte menneske af indre, varmende kærlighed lever sit liv til fordel for helheden. Thi da udstrækker det også sit væsen til at omfatte denne helhed. De sorger og glæder, der times den, times også det selv, fordi det gennem sin kærlighed til den er ét med den; og det vil under ingen omstændigheder kunne tåle, at nogen anden skulle lide for det. Først da slår endegyldigt befrielsens time for forsøgsdyrene på denne prøvede klode,