Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg har stor respekt for Martinus verdensbillede og nærer også stærk sympati for det, men der er et punkt, hvor det kniber for mig at få tingene til at rime sammen, og som berører mig følelsesmæssigt stærkt. Det drejer sig om menneskets forhold til Guddommen. På den ene side betoner Martinus gang på gang, at der er en afgørende forskel på Guddommen og Gudesønnen, således at der kun eksisterer én Gud, men mange – ja, endog uendeligt mange gudesønner. På den anden side fremhæver Martinus lige så tit, at Gud består af Gudesønnerne, nemlig ved at repræsentere summen af disse. Jeg kan nok til en vis grad forstå forskellen på Gud og gudesønnen, men for det første synes jeg, at Gud ved at skulle opfattes som summen af Gudesønnerne bliver en uendeligt fjern, abstrakt og upersonlig størrelse – ligesom ikke nogen selvstændig personlighed. Og for det andet synes jeg i samklang hermed, at det er svært at forstå, hvordan det skal blive muligt at komme i kontakt med Gud selv. Dermed mener jeg, at det føles vanskeligt at komme "fri" af gudesønnerne", om jeg så må sige. Det vil jo hele tiden være dem, man støder på. Denne følelse bestyrkes i øvrigt af de ting, Martinus forklarer vedrørende bønnen. Her hedder det, at den bøn, man beder i løndom til Gud, i virkeligheden opfanges af skytsengle og andre åndelige væsener, der udgør Guds organer for denne virksomhed – altså igen gudesønner. Kan De måske forklare mig, hvorledes man kan komme fri af den barriere, gudesønnerne danner, således at man kan komme i direkte berøring med Gud selv, Guds egen individuelle personlighed. Det vil betyde meget for mig.

Vi siger mange tak for Deres spørgsmål, som vist roligt kan betragtes som værende af almen interesse. Det berører samtidig et af det mest fascinerende og samtidig vigtigste problemområder i Martinus Kosmologi. Det er rigtigt, at Martinus beskriver Gud som summen af verdensaltets levende væsener, der i denne sammenhæng betegnes som gudesønner, og det er ligeledes rigtigt, at Martinus gang på gang fremhæver, at Gud ikke desto mindre er noget andet end gudesønnerne – ja, endog noget andet end summen af disse. Foruden nemlig at kunne beskrives som summen af gudesønnerne, lader Gud sig også beskrive som en selvstændig personlighed, der er suverænt hævet over begrebet gudesøn. Dette indebærer naturligvis, at der i hvert fald skulle bestå en principiel mulighed for direkte vekselvirkning mellem Guddommen og den enkelte gudesøn, og lykkeligvis lader det sig også gøre at forklare, hvorledes denne vekselvirkning kan komme i stand. Forinden der gøres rede herfor, skal lejligheden dog benyttes til at henlede opmærksomheden på et forhold, der måske kan bidrage til at gøre det lidt lettere at forstå, hvorledes det overhovedet kan lade sig gøre for Gud at gøre sig gældende som en selvstændig, individuel personlighed samtidig med, at Gud er dannet af alle verdensaltets gudesønner. Til en vis grad går forholdet nemlig igen i den enkelte gudesøns tilfælde. Ved nærmere eftersyn består nemlig også denne af gudesønner – ja, i virkeligheden af uendeligt mange gudesønner. Disse optræder som levende væsener af mikrokosmisk format og kommer til syne som bl. a. de byggesten, hvoraf en organisme er dannet. Som bekendt består f. eks. en menneskeorganisme af organer, celler, molekyler og atomer m.m. Allerede organerne og cellerne erkendes i dag som levende enheder, hvilket viser, at mennesket samtidig med at være én selvstændig personlighed består af mange levende væsener – af mikrokosmiske gudesønner. Men her hører ligheden også op. Mennesket ér og bliver nemlig trods alt (kun) en gudesøn med givne begrænsninger, hvorimod det noget, der kendes som Gud, toner frem som en ubegrænset størrelse – som "et Noget" uden noget "ovenover". Yderligere er Gud i stand til ubesværet at vekselvirke direkte med hver eneste af de iboende gudesønner – og vel at mærke på én og samme tid, dog under forudsætning af, at de fornødne betingelser og forudsætninger opfyldes.

Et gammelt arabisk ordsprog siger, at "Gud i virkeligheden er dig nærmere, end dit eget hjerte", og vi skal i det følgende komme til at se, hvorledes dette ordsprog i betydelig grad rummer nøglen til løsningen af det mysterium, De med Deres spørgsmål bringer på bane. Tager man vigtigheden af hjertets funktion i betragtning, og føjer man dertil indtrykket af, at hjertet ligesom er et symbol på det personlige følelsesliv, der sammen med tankelivet – ja, måske endnu mere end dette, er det mest intime ved én selv, da indses det, at Gud efter det arabiske ordsprog at dømme er meget intimt forbundet med én, og det bringer måske en anden okkult udtalelse i erindring: "Den, der oprigtigt søger Gud, skal vende den ydre verden ryggen og i stedet søge i sit eget indre". Fra Martinus side understreges det, at disse okkulte udtalelser m.fl. på hver sin måde udtrykker den sandhed, at gudesønnens møde med Gud skal finde sted gennem en indre oplevelse, en oplevelse, der totalt beror på og er betinget af gudesønnens egen guddommelige natur, altså at Gud og gudesøn dybest set er ét. Ved at indstille sig på denne betragtningsmåde, unddrager gudesønnen sig nemlig automatisk den "gudesøn-barriere", som De omtaler i Deres indlæg. Denne ophæves nemlig automatisk i det øjeblik, man trækker sin søgen væk fra den ydre verden og i stedet retter den mod sin egen indre verden, i hvilken Jeget er centrum eller det faste punkt – og netop et helt igennem personligt, selvstændigt koncentrationsobjekt.

Det er her nærliggende at spørge, om dette at fordybe sig i sit eget indre med koncentrationen rettet mod Jeget skulle være tilstrækkeligt til at udløse en direkte vekselvirkning med Gud? – Nej, absolut ikke, der kræves ikke så lidt mere, selv om det dog skal understreges, at det slet ikke er nogen lille opgave, at få en sådan meditation til at blive af kvalitet. Nævnte meditation udgør i virkeligheden blot grundlaget, akkurat som dette at kunne udstøde lyde udgør grundlaget for al tale, sang m.m. Men ved på rette måde at dyrke dette grundlag opelskes langsomt, men med usvigelig sikkerhed alt, hvad der yderligere savnes for at bringe den direkte vekselvirkning med Gud i stand. Og hvad er så den rette måde? Det er simpelt hen at rette sin opmærksomhed mod dette at opfylde det første og største bud i loven: at elske sin næste som sig selv. Ved at træne sig heri, udløser man nemlig for det første automatisk kærlighed imod Gud i den udstrækning, bestræbelserne lykkes. Da elsker man Gud uden for sig selv. – I forbindelse med den naturlige udvikling, ethvert levende væsen er underkastet, medfører træningen endvidere tilsynekomsten af en større og større næstekærlighedsevne og -erfaring, hvilket igennem den stadige koncentration på denne livsbefordrende tænke- og væremåde langsomt, men sikkert medfører tilsynekomsten af et stadigt stærkere, renere og skønnere kærlighedsklima i vedkommendes egen indre verden. Og det vil nu vise sig, at netop dette klima, der ikke på nogen måde kan simuleres eller foregøgles, lige akkurat udgør den forudsætning, der skal til, for at få kontakten med Gud til at lykkes under fordybelsen i den personlige, indre verden. Jo stærkere, renere og mere stabilt kærlighedsklimaet i bevidstheden bliver, jo klarere toner Guds "ansigt" frem. Og det endelige mål: "At kunne tale med Gud, som man normalt taler med sin næste" nås den dag, bevidstheden kun vibrerer af kærlighed og uskyld. Da flammer med ét en helt ny åndelig evne op på gudesønnens mentale himmel: intuitionen, dvs. netop den evne, i kraft af hvilken den enkelte gudesøn i sit eget indre suverænt kan vekselvirke med de højeste lag af Guds bevidsthed, de lag, der kun lader sig beskrive som den hellige ånd. Og det bekræfter sig da på ny, at kun de rene af hjertet skulle se Gud.