Ældre Kosmos og Kontaktbreve

1) Fornedrer vi herren vor Gud, når vi siger, at vår planet er jorden? Er ikke jorden, som Gud skabte i begyndelsen, en af galakserne, verdensøerne?
2) Hvor var menneske sønnen i Kosmos, før han blev åbenbaret på vor klode? Er menneskesønnen ikke den kosmiske supra eller bevidsthed i mennesket?

Deres første spørgsmål skal jegsvare, at Gud næppe føler sig fornedret, fordi vi kalder vor planet for jorden – også selv om denne betegnelse ud fra et rent bibeltekstligt hensyn måske mere retteligt tilkom det mælkevejssystem, hvori vor klode udgør en detalje. Der kan næppe være tvivl om, at Gud har format nok til at se let hen over en sådan lille begrebsforveksling. Noget andet er, at det sikkert i enhver henseende ér korrekt at omtale vor klode som "jorden" – også med skyldig hensyntagen til skabelsesberetningens bibeltekst. For det første meddeler denne skabelsesberetning sig helt og fuldt til mennesket, og oprindeligt endog til mennesker, der ikke havde den fjerneste anelse om eksistensen af galakser (mælkevejssystemer), hvilket naturligvis må være ensbetydende med, at man oprindeligt kun har haft mulighed for at forstå skabelsesberetningen som en fremstilling af vor klodes tilblivelse. Og dernæst er det jo for det oplyste menneske af i dag kendt, at vor klodes – altså jordens – skabelse på det højeste er forbundet med skabelsen af det mælkevejssystem, den tilhører, hvorved det viser sig, at Bibelens skabelsesberetning i virkeligheden omfatter en langt større proces, end man oprindeligt har haft mulighed for at forstå. Men det, at dette er tilfældet, omstøder jo ikke, at den stadig på det mest indgående har relation til netop vor klodes tilblivelse. Tværtimod bliver det klart, at det netop er her, man skal hente de grundlæggende forudsætninger for at blive i stand til at forstå dét kosmiske budskab, den i virkeligheden indeholder med hensyn til de universelle principper, skabelsen af det samlede mælkevejssystem følger. Alene i tid og rum er denne sidstnævnte skabelse jo så storslået, at mennesket trods selv de mest fremragende videnskabelige fremskridt aldrig nogen sinde vil blive i stand til at overskue den totalt. Og langt mindre vil man på dette grundlag alene blive i stand til at komme på sporet af, at der bag en sådan skabelse virker guddommelige kræfter, der i kontakt med bestemte kosmiske principper og love målbevidst arbejder på at frembringe et resultat, der rent principielt fuldstændigt svarer til det, udviklingen foreløbigt har udvirket her på denne klode, og som den dertil yderligere vil befordre fremover, nemlig et fuldkomment menneskerige dannet af færdige mennesker i Guds billede efter hans lignelse.

På grundlag af Martinus kosmiske analyser er det imidlertid muligt at iagttage sådanne perspektiver i den bibelske skabelsesberetning, altså perspektiver, der lader os ane, at vort samlede mælkevejssystem engang i en meget fjern fremtid rent principielt vil fremvise et rigtigt menneskeriges standard. Samme bibelske skabelsesberetning angår altså i lige høj grad det samlede mælkevejssystem og den detalje heri, vi kalder jorden: altså vor klode.

Deres andet spørgsmål skal jeg besvare ud fra den antagelse, at De med menneskesønnen mener Kristus. Det kan her straks oplyses, at Martinus intet sted udtaler sig om, hvor Kristus i rent rumdimensionel forstand befandt sig, inden han blev åbenbaret på vor klode. Tværtimod hævder Martinus, at en sådan position for Kristi vedkommende slet ikke lader sig udpege, idet Kristus forud for sin fysiske tilsynekomst her på jorden levede en rent åndelig tilværelse som borger i et rigtigt menneskeriges sidste fase.

I forbindelse med det foregående svar blev det omtalt, at den fortsatte udviklingsproces her på jorden med tiden vil frembringe et rigtigt menneskerige. Til at begynde med vil dette menneskerige have form af en meget højtstående kultur på det fysiske plan, en kultur, hvori næstekærlighedens tankeklima er fremherskende, ligesom det er indgået i en intim forbindelse med det potentiel af intellektualitet, der er blevet erhvervet. Men langsomt vil billedet skifte, nemlig til fordel for mere og mere åndeligt betonede tilstande. Dette hænger sammen med, at mennesket i forbindelse med sin udvikling stiler mod en stadigt mere udpræget åndeliggørelse – ikke alene med hensyn til sit interessevalg, men også med hensyn til sin ydre fremtræden. På et givet tidspunkt vil selve menneskets organisme være så åndeliggjort, at den fortoner bort fra det fysiske plan, hvad der samtidig er ensbetydende med, at den i forklaret form kommer til syne på et materieplan af rent åndelig natur. På et sådant materieplan må Kristus i henhold til sit høje udviklingstrin regnes for at have levet forud for sin åbenbaring på vor klode, og det var derfor ikke uden grund, at han på et tidspunkt fandt anledning til at udtale, at hans rige ikke var af denne verden. Nej, det var det ikke! For det første havde det standard af et rigtigt menneskerige, og for det andet var det tilmed af rent åndelig natur. Men dette betyder, at det i virkeligheden slet ikke er muligt at udpege, hvor Kristus befandt sig forud for sin inkarnation her på jorden. For Martinus gør gang på gang udtrykkeligt opmærksom på, at den åndelige verden i modsætning til den fysiske ikke er en verden af "steder", men derimod en verden af "tilstande", dvs. en verden, hvor de levende væseners indbyrdes samkvem ikke forudsætter overvindelse af afstande, men derimod indstilling på "bølgelængder". Og følgeligt er det slet ikke muligt, hverken at udpege Kristi eller noget andet åndeligt væsens rumdimensionelle position, så længe de forbliver i den åndelige tilstand. Vil man i kontakt med sådanne væsener, sker det alene gennem en særlig bevidsthedsindstilling – f. eks. ved bøn eller meditation – altså gennem indstilling på en vis bølgelængde, og i Kristi tilfælde en bølgelængde af særdeles krævende natur. Det drejer sig nemlig her om en bølgelængde, som man kun kan komme på sporet af i den udstrækning, der er udviklet kristusmentalitet i ens egen bevidsthed. Og hermed vender jeg mig mod den sidste sætning i Deres spørgsmål. Kristus må absolut betragtes som en selvstændig personlighed, nemlig som et menneske, der er betydeligt foran det jordiske menneske i udvikling. Men Kristus kan netop i kraft heraf siges at være til stede i hvert enkelt jordisk menneske i samme udstrækning, som dette gennem sin udvikling har erhvervet en vis grad af kristusmentalitet i sit sind.